Det er egentlig ret fedt, at jeg ikke har ansvaret for at lære mit barn om atomer og den slags

“Ved du, hvordan man regner ud, hvor mange atomer, der er i et grundstof?”  – spurgte min datter en helt almindelig tirsdag. Det var i den lokale skole, der som bekendt, har været så lokal, at den de seneste par måneder er flyttet helt hjem på matriklen.

Jeg forklarede hende, at jeg var til tandlæge i den time, vi havde haft om lige præcis det tema i min folkeskoletid. I hvertfald husker jeg absolut intet om, hvordan man udregner antallet af atomer i et grundstof. Men man skal jo ikke give op, i hvert fald ikke uden at forsøge sig. Google har reddet mig adskellige gange i mit liv, så jeg prøvede lykken og googlede; hvordan-regner-man-ud-hvor-mange-atomer-der-er-i-et-grundstof? Som altid svarede google, særdeles rundhåndet. 6380 resultater. Lidt overvældende, men “fedt nok” – tænkte jeg. Tyve minutter senere måtte jeg erkende, at der skal mere end 6380 tilbud fra google til at udfylde et 30 år gammelt læringshul, som jeg indtil nu, havde levet ganske lykkeligt med.

Ikke helt i skoven

Min bevidsthed om egne styrker og svagheder, er selvfølgelig ikke helt i skoven. Jeg vidste fx godt, at mit tyske aldrig er blevet til nogen solid transportflyver, der med stabilitet og præcision kan transportere mit modersmål over i det tyske sprogs verden. Mit tyske minder mest om en bunke gammelt jern, som er så tilfældigt sammensat, at det aldrig letter fra jorden. Men det rækker til en tur i grænsebutikken.

Jeg vidste også godt, at match´et mellem fysik/kemi og jeg aldrig rigtig udviklede sig til andet end en uheldig date – af den slags – man virkelig ville ønske, man aldrig var taget på. Ikke fordi, der er noget galt, med hverken den anden eller en selv, men fordi man simpelthen frastøder hinanden, som to ens magnetiske poler. (Jeps, jeg var der den dag vi havde om magnetisme)

Tomt blik

De seneste par måneder har jeg forbavsende mange gange oplevet at stirre med et tomt blik ned i min egen tomme lærings-brønd. Og når jeg har stået med hovedet ned i brønden og desperat råbt; “Er der helt TOM?” Har det arrogante ekko lydt; “OM, OM, OM”. Jeg kunne have ønsket mig en feedback, der var en anelse mere anerkendende og opmuntrende. Det kom aldrig. Heller ikke da, jeg forsøgte mig med frisørsaksen i min datter hår, oplevede jeg succes. Det blev skævt.

Det gav tiden

Sådan en doven sommerferie, hvor tiden får lov at passe sig selv – kan man opleve, at der opstår spørgsmål som; Laver jeg egentlig det rigtige? Skulle jeg have valgt at blive naturvejleder, møbelsnedker eller bartender i stedet for? Oftest, når man kun til spørgsmålet. Svaret når ikke at dukke op, for lige som man er væltet ud af hængekøjen, er ferien slut og hverdagen kører igen.

Imens gode mennesker i sundhedsvæsnet, fødevarebutikker, hjemmepleje osv sørgede for, at de nødvendige hjul drejede rundt – gav lockdown de fleste af os, det vi troede vi gik og manglede; Tid. Tid og ro til at tænke og reflektere lidt over vores liv.

Jeg nåede frem til, at jeg virkelig er dårlig med en frisørsaks, jeg er (stadig) elendig til tysk og jeg er blank på atomer. For at sige det som det er; så synes jeg faktisk, at det er ret fedt, at jeg ikke har ansvaret for at lære mit barn om atomer og den slags. LIgesom jeg synes, det er ret fedt, at jeg kan udlicitere klipning til frisøren.

Sporskifte?

Jeg har hørt og læst om mennesker, der under lockdown er nået frem til den erkendelse, at de gerne vil skifte spor i deres arbejdsliv. Det er stort og fortjener at blive mødt med ydmyghed, når et menneske tør lytte og reagere på det, de  kan mærke er rigtigt for dem. Jeg er en dyb beundrer af autenticitet og mennesker med mod til at leve indefra og ud.

For mig har erkendelsen været modsat. Sikkert, fordi jeg for 8 år siden lyttede til en drøm i mig og valgte at blive selvstændig. I hvertfald er min erkendelse, at jeg er grundlæggende glad for at arbejde med det, jeg gør. For mig er det fantastisk at have muligheden for at arbejde med noget, hvor jeg stadig udfordres. Jeg har masser af visioner og skitser til noget nyt, noget som jeg kan se vokse og blive bedre eller større. Det er sådan jeg trives bedst. Andre har det på en anden måde og det er mindst lige så rigtigt.

Forskellighed

Og ja, jeg ved godt, at frisørerne ser ret meget mere smarte ud end jeg gør. Og ja, jeg ved også godt, at skolelærerne har ret meget mere ferie end jeg har. Men jeg misunder dem ikke. Faktisk er jeg rigtig glad for, at de har taget den tjans, så jeg kan tage min tjans i samfundets store puslespil, som på forunderlig vis ender med at gå nogenlunde op – netop fordi vi vil og kan noget forskelligt.

Skulle jeg alligevel, på et tidspunkt, få lyst til at kaste mig over noget helt andet i mit arbejdsliv, så lover jeg, at det hverken bliver som frisør eller fysiklærer 🙂

dbh

lene

1+

Hvordan træffer du valg, når `livets restaurant´ serverer en livsbegivenhed, du ikke har bestilt?

Det kører. Livet er okay. Måske ikke helt fantastisk for tiden, men det er okay. Og lige som du sidder der og er nogenlunde tilfreds med at være mellemrilfreds, kommer der en tjener og stiller en tallerken foran dig. Det er tydeligt, at tjeneren ikke har taget fejl, det er din tallerken. Du kigger lidt forbløffet ned på din tallerken, rynker på næsen af det, som ligger på den, imens dit blik søger efter tjeneren, der er som sunket i jorden. Et splitsekund er du overbevist om, at tjeneren har taget fejl og om lidt vil han komme hæsblæsende, være forlegen-rød i hovedet, bukke dybt, undskylde fejlen og naturligvis fjerne din tallerken. Og alt vil igen være ved det gamle, som det plejer. Men du ved godt, at det ikke kommer til at ske. På mærkværdig vis er der havnet en livsbegivenhed på din tallerken, som du ikke har bestilt og kræver, at du træffer valg.

Velbekomme

Fornægtelsesfasen slipper ikke så nemt. Med din sunde og veludviklede selvretfærdighed virker det ganske enkelt ubegribeligt, at lige præcis du får serveret denne begivenhed. Et øjeblik overvejer du at råbe vredt efter tjeneren og forklare ham, at du ikke har bestilt det, du har fået serveret. I hvert fald er det ikke en bevidst bestilling. Har du ubevidst bestilt noget, så mente du nr. 48, som er en okay begivenhed, ikke nogen stor oplevelse, men i det mindste får man meget for pengene. Skulle den være udsolgt, kan du fint nøjes med nr. 36, selvom den er knap så okay og man får mindre for pengene. Bare du kan slippe for den her, er du i virkeligheden villig til at indtage stegt lever eller noget andet uhyggeligt. Men du slipper ikke og du ved det. “Velbekomme” siger tjeneren, da han smilende og let glider forbi dit bord. Du smiler igen, men kun udvendig, invendig knurrer du som en vrissen martyr; Hvorfor lige mig? Og hvorfor lige nu?

Vælg selv

Du havde ikke set den komme. Hvordan skulle du? Du havde ikke bestilt den livsbegivenhed, som er landet på din tallerken. Graviditeten med eks´en, der for længst er flyttet. Fyringen på grund af en corona-krise, der har sat det meste af verden på vågblus. Ham eller hende, du troede du skulle dele kreditforeningslån med resten af livet, vil skilles. Dit sommerhus, der er sat til salg, men stædigt nægter at lade sig sælge og nu er årsagen til, at din økonomi er ved at kollapse. Din forelskelse i den forkerte, forkert fordi det uheldigvis ikke er din partner, du er forelsket i mere. Den kroniske sygdom, der uden varsel rammer dig og betyder, du ikke længere kan det samme. Vælg selv en af den slags livsbegivenheder, du ikke havde bestilt, men som på et tidspunkt er landet på din tallerken. Og vælg roligt flere, for ingen af os nøjes med en enkelt.

Fra hvilket sted?

Når en livsbegivenhed indtræffer – stor som lille – kommer vi IKKE tilbage til det, der var. Livsbegivenheder sætter aftryk, uanset, hvordan vi håndterer det. Vi vil gerne have svarene på; Hvorfor lige mig? Og hvorfor lige nu? Men det er ikke i hvorfor spørgsmålene, at vi finder de gode svar på, hvordan vi kommer videre eller hvad vi skal gøre. Det er i vores visioner, drømme og formål. Men når jorden ryster under os, er det let at fare vild og blive forført af de kaotiske tanker og følelser, som raser indeni os som en efterårsstorm. Derfor er det vigtigt at være skarp på fra hvilket sted i os selv, vi træffer valg. Er det fra bitterheden og hævngerrighedens formørkede undergrund Er det fra frygtens kontrolrum? Eller er det fra et lyst, ægte og autentisk sted i os selv?

Dbh

Lene

4+