Højhastighedstoget drøner normalt forbi de grimme byer. Helt eksklusivt stopper det i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse – og den vil os noget. Velkommen ombord.

Lad os slå bagdelen i højhastighedstogets behagelige sæder og komme afsted. Med lynets hast drøner vi videre. Til næste møde, næste lederuddannelse, næste job og i aften frigiver bullshit bingo vist det sidste level. Vi skriver en mail og sætter tingene på plads, uden helt at vide, hvad vi har sat på plads. Fra vores vinduesplads i højhastighedstoget ser vi flygtigt det landskab og de byer, vi kommer forbi. Vi stopper hurtigt op ved de funklende byers forside, tager en selfie og smider det på forsiden af so-much-me profilen. De grimme, stinkende byer og bagsiderne flimrer forbi vinduet. Vi ser elendigheden, men vi ser den ikke i øjnene. Som en charterturist på et lukket resort, nyder vi resortets bekvemmeligheder og lukker øjnene for det, der sker udenfor os selv. Blinde for, at det vi lukker øjnene for, også former os. Flygtigheden sliber og sætter sig, men vi mærker det ikke. Vi tager genveje uden om stilheden, for vi orker ikke dens forstyrrelse – at mærke, hvor vi er. Men lad os tage chancen på denne tur, lytte, stige af og se noget andet end det vi plejer.

Lyt med.

Imens du sidder og nyder din kaffe eller te her i højhastighedstoget, vil jeg fortælle dig brudstykker af en historie. Hæng på, det koster mindre end et minut af din tid.

Kublai Khan er mongolernes hersker i det 13. århundrede. Han er den magtfulde boss og chefen for det hele. Men han fornemmer, at noget måske ikke helt er som det skal være, at hans rige er en organisme med pletter af forrådnelse. For at spore sig ind, forsøge at forstå sit rige snakker ham med den rejsende; Marco Polo, som i modsætning til ham selv, har besøgt mange byer i hans rige. De to sidder i Kejserpaladsets fortryllende have, omgivet af skumringstimens stemning, magnolia træer og duften af jasmin imens Marco Polo fortæller om de byer, han har besøgt. 

Marco Polo fortæller Kublai Khan om underfundige byer, som Ottavia, der svæver over afgrunden med rebet som det bærende element. Han fortæller om Leonia, der fornyr sig hver dag; hver morgen vågner befolkningen i rent sengetøj, trækker i splinternye badekåber og i køleskabet henter de uåbnede dåser med mad. Resterne fra i går, står i rene plastikposer og ingen undrer sig tilsyneladende over, hvor skraldemændene kører affaldet hen. Sådan fortæller Marco Polo om den ene underfundige by efter den anden. Byer med en forside og en bagside, om vidunderlige byer, der dufter af erfaringer og længsler. Om byer, der er grimme og stinker. Om, hvordan han nogle gange, i de mest uharmoniske landskaber, oplever at der åbner sig et perspektiv, der er smukt og rigtigt.

Logikken

Den italienske forfatter, Italo Calvino har skrevet bogen; De usynlige byer – som jeg netop har gengivet brudstykker fra. De mange byer er unikke i deres sammensætning; mønstre, tråde, systemer, farver og stemninger er vidt forskellige. Den logik som man (måske) kan bruge til at forstå den ene by med, er virkningsløs i forsøget på at forstå den næste by. Men hver eneste af de mange byer i, De usynlige byer, vil os noget; opdrage på os, forlange noget af os, åbne vores perspektiv.

Det eksklusive stop

Som du ved stopper dette højhastighedstog normalt kun ved de funklende byer, hvor vi kan beundre succes, glimmer og det tilsyneladende ufejlbarlige – vi køber lidt bling, bling gejl med hjem til amagerhylden eller kollegaerne. Men helt eksklusivt stopper højhastighedstoget i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse. Du må selvfølgelig gerne blive siddende i togets behagelige sæde imens vi holder, men der er desværre ingen servering, når toget holder stille – så hvorfor ikke gå med?

Pissedårlig ledelse

For nylig udkom en bog af Alexander von Oettingen og Karsten Mellon (med bidrag fra tre andre) med titlen; Pissedårlig ledelse. Og det er her, vi stopper, helt eksklusivt. Eksklusivt, fordi det er en af de byer, som vi normalt ikke besøger, men blot flimrer forbi. Tilgangen og logikken er en anden end den vi plejer at bruge. Men Pissedårlig ledelse vil os noget. Der er en forside og en bagside, også i ledelse. Og bogen vil have os til at stoppe op ved negationerne. Ikke bare flygtigt flimre forbi elendighederne, men se dem i øjnene. Hvorfor dog det?

Fordi ledere mangler selvindsigt, som vi gøres opmærksom på i bogens indledning. Og negationerne, det negative om man vil, er konkrete steder, hvor vi kan tage fat. Negationerne kan være; Som de gange man tænkte forrående tanker. Dengang man unødvendigt brugte magtstokken. Dengang man blankt afviste berettiget kritik. Dengang man ikke stod op for den svageste part, men bekvemt holdt med den stærkeste. Vi kender alle sammen situationer, som vi ikke er stolte af og som indimellem dukker op, ætser og bider os indvendigt. (Selv)erkendelse kan være smerteligt.

Til den modige

Og ja, som leder vil man som udgangspunkt, naturligvis, det gode. Men der er fælder, snubletråde og forførende fristelser i lederjobbet. Magten kan korrumpere os og distanceringen til medarbejdere og de mennesker, organisationene er sat i verden for, kan føre til forråelse, som gør os kyniske og brutale – i vores tankegang, sprog og handlinger. I forsøget på at styre udenom elendighederne ender vi netop der, indtil vi ser det i øjenene og erkender.

Gennem bogens knap 70 sider øges ydmygheden og respekten for lederen, der søger indsigten og integritetens spor og som sandsynligvis vil ende med at lykkes langt bedre, af netop den årsag. Pissedårlig ledelse er en modig invitation til modige ledere om at søge indsigten, også der, hvor det er svært og gør rigtig ondt.

Tilbage på stationen

Nu står vi her på stationen. Det gamle højhastighedstog er kørt. Men bare rolig, der kommer andre tog – også et, der kører direkte tilbage til det lukkede resort. I øvrigt nedlægger de vist afdelinger i øjeblikket, søgningen til den slags steder bliver mindre i fremtiden. Det er noget med, at man gerne vil have flere ledere med selvindsigt og integritet. Siger bare, hvad jeg har hørt. Men vi vælger jo selv, hvilket tog vi hopper på. Tager vi det, der går via Pissedårlig ledelse, vil vi lige om lidt opdage nye perspektiver åbne sig i elendigheden. Ærlige perspektiver, som rækker ud og skaber ægte forbindelser til andre og i os selv.

Tak fordi du fulgte med på den lidt usædvanlige tur, det er jeg rigtig glad for. Men inden du smutter, skal jeg lige nå at spørge dig; Ses vi til bullshit bingo i aften eller har du andre planer?

dbh

lene

 

10+

Vink farvel til jagten på succes. Sig goddag til at sætte meningsfulde aftryk.

Per bor i fattighuset. Han er 11 år. Ligesom andre drenge – født med de livsvilkår – bliver han sendt ud at tjene. Per får besked på, at han er solgt til storbonden; Bertel Nørgaard. Barndommen er forbi, for Per.

Livet som tyende byder på; for lidt mad, uhumske forhold, alt for meget arbejde, alt for lidt søvn, ingen rettigheder og endeløse ydmygelser. Efter pres fra omverden tillader storbonden; Bertel Nørgaard endelig, at Per kommer i skole.

Aftrykket blev en befrier

Romanen; Vredens børn, som Jeppe Aakjær udgav i 1904 beskriver nådesløst Pers liv som tyende. For mange storbønder, på den tid, var det normen at behandle dem, de tyende med afsæt i en slukket empati, som det er så nemt at gøre, når vi bilder os ind, at der findes; dem og os.

Med romanen trak Aakjær gardinet fra til tyendes usle liv på landet. Han lod læserne kigge ind ad vinduet til denne gruppe af fattigfolk. En virkelighed, som var beskæmmende. Det skabte et voldsomt raseri, hos dem, der (med rette) følte sig ramt. Romanen gav anledning til tusind avisartikler og det siges, at Aakjær ligefrem blev truet på livet.

Romanen satte et aftryk af dimensioner. Det skulle vise sig, at Aakjær, med udgivelsen, slog en mega befrier. Hans befrier var så kraftfuld, at den slog hul på undertrykkende og syge normers usynlige vægge. Et af de konkrete resultater var, at rigsdagen valgte at nedsætte en tyendekommision, som fik til opgave at kigge nærmere på den forældede tyendelov og de vilkår som de havde. En bevægelse mod bedre vilkår og liv, for de tyende, var sat igang.

Men, hvad drev ham?

Aakjær var drevet af social indignation og vrede over den behandling og det menneskesyn, som tyende blev mødt med, da han skrev romanen. Han var forbundet til en vision om bedre livsvilkår for samfundets mest udsatte. Det var det, der drev ham.

Det var ikke jagten på succes, for ham selv. Det var ikke at score formidable salgstal på bogen, der  fik ham til at sætte sig ved skrivebordet og skrive den i øvrigt fremragende roman. Men han satte et meningsfuldt aftryk  og fik succes, Hvis succes altså er at blive kendt og anerkendt indenfor sit område.

Genveje til succes?

Det flyder med online-kurser, bøger, guides og hurtige tricks, der lover dig succes. Og hvem vil ikke gerne have succes med sit arbejdsliv, sit helbred, kærlighedsliv, med hundetræningen eller med lederjobbet?

Det vil langt de fleste af os. Og alligevel er det ligesom aldrig nok. Knap har vi nået at fejre vores succes med hundetræningen og hapset den godbid, vi havde lovet os selv – inden fiaskoen i lederjobbet truer. Når vi trætte og udslidte, efter dagens succesjagt på jobbet, slæber os over dørtrinnet derhjemme, kan vi ovenikøbet konstatere, at parforholdet smager eddikesurt, selvom vi har fulgt rådene; Sådan får du succes med sur-sød sovs. Det er hårdt at ville være en succes. Og det er hårdt at jagte den, dagen lang.

Vink farvel til jagten på succes

Når vi lader os forføre til at jagte succes, fordi vi tror, at det vil fremkalde det gode eller det rigtige liv, snyder vi os selv. Succes for dens egen skyld er et løbsk ego, på evig jagt efter en ny luns. Hvordan det?

Ego´et forsøger, med sine automatiserede og primitive midler, at hjælpe os til at undgå fare. Når vi har udstukket succes som målet, tænder vi potentielt for alarmberedskabet hos ego´et. Fiasko er det modsatte af succes og det skal vi, for alt i verden, undgå. Med ego´et spændt for vognen ender vi derfor, alt for ofte, med at blive frygtstyret.  Det vil forføre os ned ad grimme vildveje. Det vil få os til at please og gi´ andre det, vi tror, de gerne vil ha´, uden skelen til prisen. Det vil få os til at søge andres anerkendelse, uanset, hvad de kræver. Det vil få os til at hævde os  på ulækre måder og måske vil vi endda fryde os, i vores urolige sind, når det går andre skidt – lidt ligesom Bertel Nørgaard, den lede tyran, godtede sig over, at Per ikke måtte komme i skole og han istedet kunne vride endnu mere arbejde ud af drengen. Eller måske vil det forvise os til et mørkt og usselt kammer, hvor vi skamfuldt gemmer os, fordi vi tror, vi ikke er (gode) nok.

Ego´et kan være glubsk og umættelig. Uanset, hvor meget succes, status og anerkendelse vi får, vil det skrige efter mere. Nok er aldrig nok og mere er altid for lidt. Knap har det slugt en portion rå `likes´,  inden det forlanger en ny luns. Af vores integritet.

Ægte og helhjertede intentioner

Aakjær satte et meningsfuldt aftryk med; Vredens børn. Mon ikke det var drenge som Per, der drev og motiverede ham til at sidde de mange timer ved skrivebordet? Mon ikke meningen – at give læseren et indblik ind i de tyendes forfærdelige virkelighed – kom før succes?

På alle områder af vores liv, gælder det, at når målet er at sætte meningsfulde aftryk  i vores eget, eller andres liv, er vi tilbøjelige til at blive modige, risikere noget, være generøse og samtidig være tro mod os selv, vores visioner og drømme. Vi bliver ægte og helhjertet i vores intentioner og det mærkes i vores aftryk.  Det et er netop det, vi kan mærke i Aakjærs udtryk; Vredens børn. Han har noget meningsfuldt på hjertet.

Måske er det tid til at vinke farvel til jagten på succes? Og i stedet finde modet til at sætte det, der giver mening for os, hver især – først. Det kræver mod at stille sig ud i lyset, som det og den man er. Og uanset om et enkelt eller mange mennesker røres, direkte eller indirekte, af de meningsfulde aftryk, du måtte vælge at sætte -så nyd det og nyd den mening, det skaber at turde leve, indefra og ud.

Har du lyst, kan du spørge dig selv;

Hvis succes ikke er et mål og sjælen alligevel ikke tæller `likes´ – hvad er så det mest meningsfulde aftryk, jeg kan drømme om at sætte i verden?  Hvilke visioner føles så meningsfulde, at jeg må forsøge at udfolde dem?

dbh

lene

3+