Pandemien har sendt `plejer´i karantæne – og måske er det nu, dine visioner og drømme skal give fremtiden et magisk touch?

Over det grå skydække skinner solen. Men lige nu er det temmelig gråt. Det er corona-hverdag med restriktioner. Også her i december stiller vi op i de obligatoriske testkøer, spritter af, går med mundbind, holder afstand, ryger i isolation, lukker ned, mødes online og forresten er de fleste julefestligheder aflyst. Det er naturligvis blot de mindre alvorlige sideeffekter af pandemien. Hver eneste dag i ni måneder har vi hørt om – og måske oplevet tæt på – hvordan denne virus kan gøre mennesker alvorligt syge og hvordan mennesker har mistet deres livsværk, deres job osv. Bekymringer om sygdom, økonomi, smittetryk og fremtiden er virkelig for de fleste. Det er ikke underligt, hvis vi efterhånden mærker en smule corona-udmattelse.

Ihvertfald kræver det ikke de helt store anstrengelser at få øje på det, vi savner i vores liv. Selvfølgelig er der, for de fleste af os, stadig meget godt som vi kan glæde os over og være taknemmelige for. Men fakta er at `plejer´ er sat i karantæne. Derfor bruger vi hver dag en masse energi på at gøre som vi ikke plejer. For det, der før kørte på skinner, kører online eller måske kører det slet ikke.

Det nye sort?

Vi behøver ikke at tage elevatoren ned i internettets undergrund for at finde konspirationsteorier eller splitting-retorik i genren; noir. En spadsertur på de sociale medier og vi kan se, at også her dukker elementer af det krystalklare sortsyn op, der forudser, at det hele er på vej mod noget, der minder om helved eller i den omegn. Og hvem orker at holde jul der?

Men altså, gode fremskridt i verden er faktisk ikke skabt af dem med det krystalklare sortsyn. Og det er, trods alt, nok rimelig usandsynligt, at sort bliver det nye sort, der skal redde verden – i det små eller store. Så lad os tage et andet blik på fremtidsudsigterne.

Hvilket blik?

Jeg låner lige et perspektiv fra den lidt ældre film; Don Juan DeMarco. Skal nok gøre det ultrakort, så hæng på.

En ung mand (Johnny Deep) bliver efter et selvmordsforsøg indlagt på et psykiatrisk hospital. Den unge mand lider tilsyneladende af vrangforestillinger. Iført sort kappe og maske som den rigtige Don Juan, udgiver han sig for at være Don Juan DeMarco. Psykiateren (Marlon Brando) – som skal hjælpe den unge mand ud af hans vrangforestillinger – er på vej på pension og befinder sig et sted, hvor livets fortryllelse og lidenskab er skrællet af i hans indre verden. Som det sker, når det rationelle bliver vores gps i ethvert af livets landskaber. Men er det egentlig en vrangforestilling den unge mand lider af eller er det et fravalg af et affortryllet og lidenskabsløst liv? Under behandlingsforløbet inspireres psykiateren af sin patients passionerede blik på livet og genfinder gnisten og passionen i sit eget liv. For hvad er livet, hvis vi ikke har blik for fortryllelsen, mærker passionen og livets magiske touch?

Utopi?

Set med det rationelle blik er de fleste (større) visioner og drømme – uanset om det er på de personlige eller kollektive niveauer – vel egentlig temmelig urealistiske og utopiske? Men visioner og drømme kan blive til virkelighed. Som Nelson Mandela sagde – altså ham, der brugte 27 år af sit liv i en fængselscelle og kæmpede for drømmen om et Sydafrika med lige rettigheder – It always seems impossible until it´s done. I 1994 blev Mandela præsident, apartheidstyret i Sydafrika blev formelt afskaffet, en ny og bedre virkelighed tog sin begyndelse.

Og for 40 år siden var en computer i private hjem en utopisk tanke for de fleste, men ikke for Steve Jobs. For 105 år siden fik kvinder  i DK stemmeret. Og i 1903 lykkedes det de to lidt underlige Wright brødre – der ejede en cykelbiks, men var besat af drømmen om at mennesket kunne flyve – at få en flyvemaskine i luften, selvom de i modsætning til mange andre, der forsøgte det samme, ingen midler havde.

Verden forbedres af dem, der kan se det, der endnu ikke er, men som kan blive. Og investerer deres passion, deres mod og nok også lidt magisk touch.

Den obligatoriske modstand

Drømme og visioner mødes, på et eller andet tidspunkt, af modstand, fra en eller anden kant og i et eller andet omfang. Og hver eneste større vision og drøm, der er blevet omsat til virkelighed har mødt modstand. Længe inden byggeriet af Storebæltsbroen var begyndt startede en Landsforening mod Storebæltsbroen. Med massiv folkelig tilslutning. Det meste af modstanden mod broen handlede om, at man var vant til færgerne. Ikke desto mindre har Storebæltsbroen siden 1998 været bindeled mellem vores landsdele.

Uanset hvor fantastisk en vision eller drøm måtte være vil den altid møde modstand. For vi mennesker kan have det umådelig svært med forandring, ikke mindst  den type forandringer, vi ikke kan se konkret. Og så er der jo det med forandring, det kræver, at vi giver slip på det, der var. Men det er ikke til at komme udenom; visioner og drømme er afsættet til at skabe nye fantastiske virkeligheder.

Hvilke skal vi rykke på?

Jeg ved det godt. Langt fra alle idéer, visioner og drømme er forrygende eller fantastiske. Selv en grå og tåget decemberdag, kan jeg forbavsende klart se, at godt og vel et par stykker af de ideer og drømme jeg engang forfulgte, faktisk ser temmelig tåbelige ud i bakspejlet. Det er – heldigvis -også sket at `noget´ bare er landet og jeg instinktivt vidste, at det her kunne noget – og det kunne det. Nogle gange ved man, at noget er rigtigt. Det kender du sikkert? Andre gange skal det simre lidt.

Forfatteren Stephen King – der har skrevet ubegribeligt mange bøger – siger, at når en idé (til en ny bog) holder ved, bliver ved at dukke op, så er det jo nok fordi, der er noget i den, han bør lytte til. Og det er vel egentlig en ret god ledetråd, når vi skal afgøre med os selv, om vi skal lytte til en vision, en drøm. Bliver den ved at dukke op? Kan vi se visionen, drømmen? Så er det nok fordi vi skal lytte til den og rykke på den. Også selvom det udefra set kan virke skævt, mærkeligt og indefra føles frygtelig skræmmende og ubekvemt.

Magisk touch

På et tidspunkt vil solen trænge igennem det grå skydække. Det vil ikke blive skyfrit og klar blå himmel med det samme.  Det ved vi godt.

Men vi kan sagtens fortsætte med (eller begynde) at bygge broerne til fremtiden. Udveksle vores visioner og drømme? `Plejer´ er jo i karantæne, så måske skal vi samarbejde med nogle helt andre end sædvanligt? Tænke videre, tænke sammen, tænke skævt, tænke mærkeligt, tænke sjovt… Noget af det vil sikkert møde modstand, men det kan slibe visionen, slibe drømmen og gøre den endnu bedre.

Lad os hjælpe hianden med ikke at vifte vores egne eller andres visioner og drømme væk, som var de irriterende fluer, der forstyrrer vores rationelle tankesæt. For måske lander der en vision eller en drøm, som er broen, der kan være med til at give fremtiden et magisk touch.

Spørgsmålet er selvfølgelig om vi har modet til at stole og handle på de bedste af de visioner og drømme, der lander.

Dig først, tør du?

/Lene

 

+6