At være eller ikke være – fanget i en fortælling

Trætheden overmander ham. Han lader øjenlågene falde i og tankerne svæve frit. De søger tilbage, slår sig ned en oktoberdag. Den lysåbne hede med de lidt forkrøblede fyrbuske. Himlen er så klar, at han kan spejle sig i den, som blikstille vand. Fugle trækker sydpå, de kommer i flokke. Han smiler forsigtig -trækfugle. Der er tidspunkter, hvor han har følt sig som en trækfugl, der på sin gennemrejse pludselig fandt sig selv fanget i et snævert bur. Forpligtelserne havde stækket hans vinger. Han ville gerne have fløjet højere, ramt flere lyse toner og sunget gladere sange. Det ville han ønske, han havde turdet. Nu lå han syg med den slags tanker, som kun tvivlen kan avle, mens de indre billeder – som livet så generøst giver til den, der er opmærksom – trøster, glæder og inspirerer.

De fine spor.

Du kan sikkert genkende det, at et billede pludselig lander i din bevidsthed? Et billede, som får dig til at smile og måske mindes en situation. Livet sætter sine spor. Nogle af de spor, livet havde sat i digterpræsten Blicher, kommer til udtryk i digtet; Sig nærmer tiden – faktisk var det så fint, at det blev svøbt i mol, landede sikkert i højskolesangbogen og rakte langt ud i fremtiden. Blicher skrev digtet i vinteren 1837/1838, da han lå alvorligt syg og troede, han ikke ville klare den. Det gjorde han heldigvis. Og som du ved, er scenen – i indledningen – naturligvis bare min forestilling om, hvordan det kunne have været, da han fik ideén til digtet. Sådan forestiller vi os så meget, velvidende, at ingen af os ser verden som den er, vi ser den, som vi tror den er.

Hvad tror vi så?

Vi har alle fortællinger om os selv, de andre og verden. Enhver af vores fortællinger har sit eget formål. Den hjælper os til at forstå og skabe mening i en kompleks verden. Knap så ofte er en fortælling den endegyldige sandhed om nogen eller noget, men den giver mening for den, som tror på den. Og det sker – forhåbentlig – at vi må revidere og redigere vores fortællinger, fordi de ikke længere giver mening. Forhåbentlig, fordi det betyder, at vi stadig udvikler vores evne til at være opmærksomme, opfatte...som den dansk/jødiske forfatter, Goldschmidt – gennem en af personerne i en brevroman – definerede dannelse. Og med mindre vores hedeste drøm var, når den obligatoriske barndom og ungdom var klaret, at stå færdigstøbt i beton – for senere at opdage at også beton kan slå revner og mure kan falde – kan vi glæde os over, at livet og verden taler til os og med os. At vi ikke er færdige, men fortsat tager form. At vores samtale med livet og (om)verden er i fuld gang.

Hvordan det?

Gennem hele livet har vi åbnet døre til nye virkeligheder – skole, uddannelse, jobs, nye relationer, fællesskaber, rejser til nære eller fjerne egne. Virkeligheder, hvor vi gennem mødet med nogen og noget har udviklet og udvidet vores indre verden. Der blev efterladt spor, som var lyse, lykkelige, mærkelige og afgørende for vores retning. Nogle af livets spor er opstået, da noget var vanskeligt for os. Vi har alle oplevet tidspunkter, hvor vores virkeligheder ændrede sig på en måde, der gjorde ondt – nederlag, svigt, brud, sygdom, fiasko osv. Indre og ydre begivenheder, der fik vores verdensbillede til at krakelere. Vi har taget runder i livets boksering og derfor ved vi godt, at det med at kæmpe mod virkeligheden er en hård omgang, som man ikke kan vinde. Men det kan være svært at give slip på det, vi forestillede os burde være på en bestemt måde. Lad os alligevel bare indrømme, at det på mange måder er en befrielse, når vi (endelig) overgiver os, slipper det, som ikke er eller ikke bliver. Selvfølgelig kan vi, med hjælp fra ego´et, undertrykke virkeligheden, gøre som om den ikke findes, forsøge at støbe en betonmur, lade være med at se virkeligheden i øjnene. På den lange bane vil det dog næppe ende som en succes. Nok nærmere som det ofte går personerne i Blichers noveller, men forhåbentlig ikke så tragisk.

De fastlåste forestillinger

Blicher skrev ikke om baroner, baronesser og veltrimmede slotsparker. Han elskede den ufriserede hede og skrev om hosekræmmeren, landbydegnen, unge forelskede Esben, der drog til Slesvig. Om Cecilia, der forsvandt ind i vanviddet, lægens utro kone og præsten, der vidste det hele, men vågnede for sent. Han skrev undersøgende om menneskets skyggesider og menneskelivets dilemmaer. Historierne kredser om det at være fanget i en skæbne, fanget af fastlåste forestillinger. Det var selvfølgelig en anden tid, livet var langt mere barsk, normerne mere snævre. Alligevel er temaerne, om at være fanget i normer, en fortælling eller en virkelighed, evigt aktuelle.

Virkeligheder forandres

I en tætpakket, tilrøget og alt for lille TV-stue på Brandbjerg højskole, sad jeg, sammen med andre unge, en aften i november, 1989 og oplevede Berlinmurens fald gennem skærmen. Hvor end du var, husker du sikkert de dybt rørende billeder – hvis altså du er gammel nok – da den nye virkelighed, der længe havde presset sig på, endelig åbnede sig. Billederne af glæden og forløsningen, som stod malet i de menneskers ansigter, satte spor indeni os, også selvom vi var vidner på afstand. For uanset distancen, ved vi godt, at vilkår og betingelser er forskellige. Krig, fattigdom, vold og regimer, som undertrykker – der er mennesker, som slet ikke har de samme muligheder som vi har. Og da unge, på min alder, i det gamle Østtyskland,  næste dag, vågnede til en fuldstændig forandret virkelighed, kunne jeg blot fortsætte mit priviligerede ungdomsliv på højskolen og samtalen i litteraturgruppen om Strunges digte, Livets hastighed og hvordan dannes vores selv? Menneskers virkeligheder er vidt forskellige, men trods den frihed og velstand virkeligheden byder, langt de fleste af os, kan vi, paradoksalt nok, være mere begrænset end vi behøver. Hvis altså vi er uopmærksomme og tillader os selv at leve i fortællinger, der for fastlåste.

Fortællingens risiko

Fortællinger er nødvendige, også de fiktive, de kulturelle osv. Og selvom det langt fra er alle fortællinger, der er fantastiske, er fortællinger alligevel fantastiske. Når det handler om de fortællinger, vi hver især har indeni os, skal vi huske, at vores fortællinger i høj grad fungerer som redskaber og forståelsesapparat, som vi kan revidere, redigere og omorganisere. Og måske skal vi være mere opmærksomme på, at vores fortællinger ikke er den endegyldige sandhed om nogen, hverken os selv eller andre. Vi er ikke identiske med en fortælling. Vi er så meget mere og andet end det – og det ville være selvovervurderende at tro, vi med en fortælling kan indfange det fulde billede af et menneske. Risikoen ved at forveksle en fortælling med hvem vi er, er, at vi kommer til at leve ved siden af os selv, at vi krøller os sammen, undertrykker det fortællingen ikke rummer, fordi vi forsøger at passe ind i fortællingen – og på den måde kan fortællingen fange os.

Livet taler

Vi er ikke en fortælling, vi er også det som vi har gemt væk, det som endnu ikke er kommet frem – og vi har muligheden for at tage form hele livet, hvis vi vil. Derfor er det måske værd at lytte til det Goldschmidt sagde om, at udvikle vores evne til at være opmærksom. Vi kan fx øve os i at være mere opmærksomme på det, der er lige nu – både udenfor og indeni os. Opfatte det – gribe det, vi kan mærke er rigtigt og lade resten ligge. Livet taler til os, giver os muligheder, men vil vi noget med det, kræver det, at vi er nysgerrige og modige. Det vil nok også kræve, at vi spreder vingerene mere ud – som Blicher ville ønske, han havde gjort – mærker en anden puls og tør opleve verden på en ny måde.

Der er farver vi endnu ikke har set, melodier vi ikke har hørt og dufte vores sanser ikke har smagt. Der er nye virkeligheder, som venter på, at vi åbner dem. Hvis altså, vi vælger ikke at være – fanget i en fortælling. Hvad vælger du?

/lene

+4