I hvilken have plukker du dine visioner og drømme? Kom, lad os kravle gennem hullet i hækken, stikke af og gå på opdagelse efter forunderlige og fortryllende haver….du gider godt…

Forstår godt, du var lidt betænkelig ved at skulle kravle igennem det lille hul i hækken. Den er blændende smuk, når den blomstrer – den hvide tjørnehæk. Men ærlig talt, den er ret strid at komme igennem og det er krop umuligt at undgå rifter. Jeg fik også et par stykker, det svier lidt. Heldigvis er det ikke noget, vi dør af. Håber du er okay? Nå, men nu er vi ude på den anden side. Inden vi stikker af til de forunderlige og fortryllende haver, skal vi lige forbi Ivan. Et kort besøg, kom med.

Besøg hos Ivan

Han er midt i livet og står på højdepunktet af hans karriere. Mange års hårdt arbejde har givet afkast og han er nu højesteretsdommer. Alt spiller tilsyneladende for Ivan. Det prestigefyldte job, familie, venner – det kører. Succeshistorien sidder lige i skabet. Men som han står der på toppen af livet bliver han alvorligt syg. Han skal dø. Et væld af tanker og følelser vælter rundt i ham. Hvorfor ham? Han har gjort alt det rigtige i sit liv. Hvorfor skal han dø? Det er uretfærdigt. De nære bliver som fremmede. Livet kan være ensomt. I hans bevidsthed krakelerer de fortællinger, som var sammensat af udvendige normer og værdier, han aldrig havde mærket, men blot fulgt med. Sløret for hans blik, rives nådesløst væk – og hans verdensbillede er smadret. Intensiteten er næsten ikke til at holde ud. Der er så mange lag, at man kun kan mærke det, ikke forklare det. Og alligevel prøver jeg, men jeg kan ikke. For jeg kan kun tåle en lille bid ad gangen. En mikro-bid, ikke mere, så rammer kvalmen. Klarsynet i tågen, styrken i sårbarheden. Det er så voldsomt, at han ligger der på dødslejet og ser maskerne falde, facaderne blive gennemsigtige, løgnen afsløre sig selv. Erkendelse og fortvivlelse hvivler rundt imellem hinanden. Jeg ved ikke hvad, der er hvad. Det gør han  heller ikke selv. Har han taget de forkerte valg? Spildt livet på en bevidstløs stræben efter at omsætte visioner og drømme, som var plukket i forventningens have? Uden ægte forbindelser til det og den han var?

Forresten…

Fik jeg præsenteret Ivan for dig? Hans fulde navn er Ivan Ilyich. Og han er hovedpersonen i den russiske forfatter; Leo Tolstoys historie; The death of Ivan Ilyich. Det er en ældre sag, første gang den blev udgivet var i 1886. Det er længe siden, men vi kender alle spændingsfeltet mellem den sovende og vågne tilstand. Følger vi bevidstløst med? Er vi vågne og modige, når vi vælger, hvilken have, vi plukker vores drømme og visioner? Nå, men det bliver lidt for ubehageligt at skvulpe rundt i Ivans fortrydelse. Lad os komme videre, vi skal ud at opdage fortryllende og forunderlige haver.

Slip det nu og kom med…

Hvad var det nu der skete? Jo, nu husker jeg det. Det var en mørk tid og verden var i krig. Al for megen ondskab og destruktion. Og alligevel var der – midt i mørket – en forårsblomst så fin, lille og blå, der blev hentet fra den fede ler i et skovkvartér på Lolland. Han tænkte på den lille blomst som et kærtegn, der ville nå ham en forårsdag. Indeni sig selv, vidste han godt, at det var en urealistisk vision, en drøm, der ville dø sammen med den lille blomst. Modstanden, den havde været igennem og flytningen til en have i Vedersø, ved kanten af Vesterhavet – det ville være mere end den lille blomst kunne klare. Troede han. Den blå anemone ville det anderledes. Med en ukuelig styrke bryder den sarte blomst gennem den frosne jord – langsomt og pludseligt. Han ser den, får øje på den, bøjer sig ned, sætter sig på knæerne ved anemonen. Kroppen er ikke ung længere, ansigtet har fået streger, nogle dybe og vrede, andre tynde og milde. Med overraskelsens lysende blik, beundrer han den lille blomst og lader det yderste af fingerspidsen røre ved anemonens blå silkeflor – som gengælder han det kærtegn, den netop har givet ham, blot ved at være i hans have.

Kaj Munk kvitterede generøst for anemonens kærtegn med det rørende digt; Den blå anemone – som smeltede sammen med melodien, du sikkert kender. Hvis du ikke kan finde den på din indre playliste, så lad DR´s pigekor synge, om den blå anemone, for dig. Men ikke nu, det har vi ikke tid til.

Vi skal videre…

Ud af den hårde modstand, kan vokse noget sart og smukt. For der er altid en dobbelthed i spil. I spilttelsen findes harmoni, i løgnen findes sandhed, i det grimme findes skønhed, i frygten findes ro, i forkertheden findes noget rigtigt. Det findes, men ser vi det? Eller ser vi kun splittelsen, løgnen, det grimme, frygten, forkertheden?

Hvordan går det i øvrigt med rifterne?

Jeg har helt glemt at spørge dig; svier det stadig? Mine gør, men det går over og så er det jo heller ikke værre.

Eller er det?

Gemte, og måske glemte, ligger der i vores indre landskab fortryllende og forunderlige haver. Nogle af dem har vi endnu ikke opdaget, andre kender vi allerede og så er der dem, vi har glemt fandtes. Måske fordi der var tidspunkter, hvor vi ikke ville kendes ved dem. Det var for tosset, for mærkeligt, for underligt – det passede ikke ind, virkede forkert. Vi hældte grus og beton udover det hele og for en sikkerheds skyld, smed vi til sidst asfalt henover. På vores evige vandreture rundt i vores indre landskab, skete det, at vi kom forbi de asfalterede haver. Det gjorde lidt ondt, men vi kiggede den anden vej og på den måde glemte vi alt om haven. Sådan næsten. For vores forunderlige og fortryllende haver glemte aldrig os. De hviskede til os, når vi småslumrende gik rundt. De forsøgte at vække os, men vi hørte det ikke.

Men en sen aften, en tidlig morgen, en tirsdag eftermiddag, lytter vi til en indskydelse, en underlig tanke, der strejfer os – vi føres et sted hen og opdager, at der i det stykke forkerthed, vi kan mærke, er noget rigtigt, som vi må tage frem. Grus, cement og asfalt – vi troede ærlig talt, det var dødt – ligesom Kaj Munk troede, at den lille blomst ville dø. Det gjorde den ikke. Den blå anemone kom igennem modstanden og var med til at fremkalde og gøre billedet af digteren i ham – endnu mere klart.

Langsomt og pludseligt vågner det…

Imens vi leder, søger og håber at finde nye drømme og smarte taglines til vores visioner, kan vi overse det, der allerede bor i os. For mon ikke, de fleste af os har asfalteret en drøm eller to? Opgivet et par visioner undervejs, fordi det ikke lige passede ind, lød smart nok – eller, hvad vi nu bildte os selv ind. Men måske var sandheden –  i den løgn – at vi ikke turde, at vi var bange, at vi ikke havde modet. Vi orkede ikke at stå ved dét, forholde os til dét og hvem ville vi så være? Måske, bare måske, bor nogle af vores mest betydningsfulde visioner og drømme allerede i os. Visioner og drømme, som har potentialet til at fremkalde os, som det og dem vi er – gøre billedet mere klart, mere nuanceret og rigtigt. Set indefra og senere udefra.

Har vi modet…

Kan vi søge efter dem i vores indre landskab. Måske er det 10, 20, 30 år siden vi forlod dem og vi kan ikke helt huske, hvor de er, men hvis vi kigger efter skønheden, der titter frem et grimt sted, finder vi dem. Visionen eller drømmen skal sikkert modelleres en smule, så den passer til det og dem vi er nu – måske flyttes over i en anden kontekst, for rigtigt at komme til sin ret. Og lad os bare være ærlige, vi får sikkert rifter og skrammer, som svier og gør ondt – når vi kravler gennem hækken for at hente en af de visioner og drømme, som ligger gemt i vores indre landskab og længes efter at blive hentet og taget frem i lyset. Men altså, vi behøver jo ikke gøre det, vi kan bare lade være og fortsætte som om, de ikke findes, dernede under asfalten. Som vi alle ved, og Ivan erkendte, er livet fuld af ensomme valg. Om vi vælger at forbinde os til de drømme og visioner, som er ægte for os – hver især – er et af dem. Spørgsmålet er naturligvis, om vi overhovedet tør gå derhen? Derhen, hvor vores bevidsthed strækker sig ud, åbner vores sanser og en blå anemone kærtegner den, der tør række ud efter det, der mærkes rigtigt og ægte.  Om vi tør kæmpe med tvivlen, som uundgåeligt følger med. Og om vi tør forbinde os til det, der umiddelbart kan se sart og skrøbeligt ud, men som har en kraft og vitalitet, der giver livet den vågne bevidstheds puls – som når vi er nærmest det og dem vi er.

Tak, fordi du gik på opdagelse sammen med mig.  Ved godt, det var temmelig anstrengende med ham Ivan. Jeg fik faktisk lidt kvalme af al den erkendelse. Men altså, han kunne jo bare have været vågnet op noget før – så er det, trods alt, heller ikke værre at få et par rifter, der svier – vel?

/lene

PS: En organisation, der måske kan mærke forkertheden sidde og gnave et sted, kan gøre det samme. Gå en tur i organisationens indre landskab og finde tilbage til idégrundlaget/formålet. Se efter det sted, der på et tidspunkt blev asfalteret, fordi det ikke lige passede ind, ikke var smart nok eller fordi man blev forført af noget andet. Lige der, må ligge noget rigtigt, der kan skabe ægte forbindelse – fremkalde organisationen, gøre billedet mere klart, mere meningsfuldt, skabe integritet.

PPS: Hvis du vil tilføje en smuk version af; Den blå anemone – til din indre playliste, så kan du gøre det her  https://www.youtube.com/watch?v=ahvnN1mlR5Q

 

+1