Hvad sker der, når vores konsensusfortællinger forstyrrer os i vores arbejde med mennesker?

En fortælling kan klæbe til et menneske. Forfølge ham eller hende – nogle gange hele livet. Spørg den, der har været udsat for noget, der minder karaktermord. Det er næsten umuligt at ryste af sig. For var det ikke ham…? Jo, det var det da vist. Var det ikke noget med…Jo, det tror jeg. Eller spørg, det barn, den unge eller den voksne, der ikke har oplevet sig set, mødt eller troet på, men kategoriseret, som sådan en, der ikke kan nok, er nok, vil nok – af fagprofessionelle, omsorgspersoner og andre, som var omkring ham eller hende.

Fortællinger – et tilbud om mening

Fortællinger kan klæbe til et menneskes indre virkelighed, undertrykke det og den, han eller hun er. De kan udstille et menneske fra et perspektiv, der rummer en begrænset sandhed eller den fuldstændige løgn. For fortællinger er ligeglade med om de skal rumme sandheder eller løgne – og de er, som bekendt, fantastiske til at skabe fiktive universer. Vores fortællinger, om os selv og andre, lever så længe, nogen tror på den. Det selvom en fortælling aldrig kan indfange, det fulde billede af, et menneske eller afspejle virkeligheden, som den er. Det vil altid være konstruktioner, der er fortolket, redigeret og begrænset. Et menneske er alt muligt og vi bør være forsigtige med lægge en fortælling ned over hinanden, os selv og fællesskaber. Men det er fristende, for en fortælling tilbyder mening, nåh, ja, han er sådan en…noget falder på plads, der skabes orden i vores verdensbillede.

Den nødvendige konsensus og dens forførende fornuft.

Der er konsensus, vi er enige, vi samtykker – aktivt eller passivt. Konsensus-begrebet har været diskuteret og udlagt af tænkere (fx Weber, Durkheim, Mills mf) siden Thomas Hobbes (1588-1679) som den første udlagde begrebet. På den ene side har vi behov for konsensus – det skaber social orden, tilpasning, gør at vi kan mødes om et fælles formål, en fælles sag mv. På den anden side kan konsensus have en regulerende, manipulerende og undertrykkende virkning, som fratager individer, grupper, fællesskaber muligheden for at komme til udtryk. Det er naturligvis en groft forenklet udlægning. Men pointen er, at konsensus er et tveægget sværd og uanset om det er den ene, eller den anden, side af sværdet, vi vender opad, vil den forsøge at tale til vores fornuft; Du kan nok se….Du må forstå…. Konsensus opfattes oftest, som det fornuftige, det rigtige. Midlerne til at forsøge at opnå konsensus er mange – fra den åbne og ærlige samtale eller diskussion til skjulte og usynlige dagsordner. I forsøget på at opnå konsensus, kan magten og dens mange ansigter dukke op  – som en subtil og/eller en rå magt. Er vi enige? Er ikke nødvendigvis et spørgsmål, men en forventning, det har konsekvenser at svare nej til.

Flaskesamler?

Der er konsensus om, at alle unge bør tage en ungdomsuddannelse. Det er en norm, som langt størstedelen følger – det giver et godt afsæt, skaber muligheder og derfor giver det mening. Konsensusfortællingen er altså; det er rigtigt at tage en ungdomsuddannelse. De fleste af os kan, uden betænkningstid, tilslutte os den fortælling. Men konsensusfortællinger tager ikke højde for individets indre virkelighed. Lad mig komme med et eksempel. Et ungt menneske, der af forskellige årsager, ikke umiddelbart, kunne se sig selv i en ungdomsuddannelse, fik af sin vejleder udlagt det således: ”Du kan selvfølgelig lade være at tage en ungdomsuddannelse og blive sådan en, der samler flasker”. Efterfølgende smilte vejlederen lidt af sin egen ironiske bemærkning og den unge forlod samtalen med følgende spørgsmål: Er jeg forkert? – og de følelser, der følger i kølvandet på den tvivl.

Nytteværdi

Vi vil alle gerne være okay, nogenlunde ”rigtige” og samtidig være og blive os selv. Ph.d. teolog og forfatter, Christian Hjortkjær skriver – henvendt direkte til de unge – i hans bog; Utilstrækkelig (Klim 2020) ”…mange af jer har et liv, der er fyldt med både skam og angst. Og der bliver flere og flere af jerDen grundfølelse vi bakser med i dag er simpelthen en anden. Det er ikke en skyldfølelse, men en utilstrækkelighedsfølelse. Imens de unge (måske) kæmper med følelser af skam og utilstrækkelighed, kæmper vi andre (måske) med en grundangst for at ende som overflødige i forståelsen, at menneskets betydning afhænger af dets nytteværdi – som den tysk/bulgarske forfatter; Ilija Trojanow kritisk udlægger det i hans analyse i essayet; Det overflødige menneske. (Tiderne skifter 2014) En ubevidst grundangst, der driver os ud i positioner, hvorfra vi forsøger at legalisere vores egen nytteværdi, af frygt for at ende som en af dem, de overflødige. Men vi narrer os selv, for vi kan ikke skille os af med vores egen sårbarhed. Vi er dem og de er os.

Hvor lander katastrofen?

Lykkedes det mon vejlederen at få nok unge, i gang med en ungdomsuddannelse, i forhold til de lokale og nationale målsætninger? Har de tal – som vi konstant måles på, som udstilles og som taler direkte ind i konsensusfortællingen – mon en indvirkning, der kan aktivere en ubevidst grundangst i os. Slår jeg til eller kan jeg ende som en af dem, de overflødige? Kan denne nyttetænkning snige sig ind hos os og få os til at glemme den vigtigste forudsætning –  i arbejdet med mennesker – at være oprigtig interesseret i den andens indre virkelighed, forsøge at forstå den andens perspektiv, uden at dømme?

Virkeligheden kan bestå af mange usynlige og ubevidste strømninger. Der er ikke noget at sige til, at vejlederen, og alle vi andre, indimellem farer vild. Men det gør ikke katastrofen mindre – for det barn, den unge, den voksne – som ikke bliver mødt i hans eller hendes indre virkelighed, men af en subtil magt, der kan sætte sig som opfattelser af forkerthed, utilstrækkelighed og skamfuldhed.

Frigørelse gennem øget bevidsthed

Konsensusfortællinger findes i de helt store sammenhænge og i de mindre – også i medarbejdergrupper, ledergrupper og andre fællesskaber, kan opstå selvstændige konsensusfortællinger om de mennesker, vi arbejder med, om os selv som gruppe mv. Der er konstant noget på spil og måske skal vi være mere opmærksomme på, at vi bør søge indsigten, være undersøgende overfor vores egne fortællinger og dagsordner. For, hvordan kan vi styrke individets selvforvaltning, myndighed og frigørelse – hvis vi selv er fanget i ubevidste konsensusfortællinger?

Det er altid meget intenst, når vi på Den nordiske mentoruddannelse arbejder med den del, hvor vi er undersøgende overfor vores egne fortællinger og dagsordner. Det er på den ene side lidt hårdt at møde ”det” i sig selv, på den side er det også fantastisk befriende at opdage og slippe ”det”. Som en deltager, en dygtig ungepædagog spontant udbrød, da hun fik øje på en af hendes ubevidste fortællinger; ”Ej, hvor klamt, sådan gider jeg ikke være”. Frigørelse sker – ikke alene, men også – gennem bevidstgørelse, fordi det giver os adgang til at se, og handle, fra et mere åbent og frit sted i os selv.

Spørg det barn, den unge, den voksne, som har oplevet at blive mødt med oprigtig interesse, blive set og troet på, af en eller flere fagprofessionelle, omsorgspersoner eller andre omkring ham eller hende – hvilken betydning det havde? Vi kender svaret – det betyder alverden, for et menneske.

/Lene

 

[INTRO] Formålsdrevet Ledelse – Giv din organisation et bæredygtigt liv

Formålsdrevet ledelse kan ses som en moderne fortolkning af John F. Kennedys berømte ord fra sin indsættelsestale til præsidentembedet den 20. januar 1961, hvor han sagde: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land.” Fortolkningen ind i en formålsdreven kontekst bliver til: ”Spørg ikke, hvad der tilfredsstiller din organisation, men hvordan din organisation kan bidrage til en bedre verden.

Kennedy opfordrede sine landsmænd til at vende sig mod et større formål og kigge udad i stedet for indad på egne behov. Det formålsdrevne lederskab handler om, at du som leder vender dig ud mod verden i stedet for at kigge indad på den organisation, som du er leder for, og finder ud af, hvordan I kan bidrage til en (endnu) bedre verden.

At være formålsdrevet handler nemlig om ikke at have sig selv og sine egne behov nok. Det er at ville bidrage til de store fællesskabers bedste. Det er at dedikere sig til et formål, der fx kan bidrage til løsninger af verdens problemer, og det er at skabe meningsfulde muligheder til gavn for fællesskaberne.

Men hvordan finder man du et formål?

Der er ingen formel på, hvordan du finder det rigtige formål. Det er dog sikkert, at et formål hverken bygger på evidens, målinger eller en rationel logik. Et formål kommer af det samme stof som drømme, idéer og stærke fornemmelser. Det stof, som gør, at vi har flyvemaskiner på himlen, vindmøller i horisonten, en folkeskole i lokalområdet, en computer i de fleste hjem og en bro over Storebælt. Alt sammen startede det med en person, som havde en drøm, en visionær idé, og som gennem fælles indsats fik realiseret disse drømme og idéer.

I en verden, hvor der er en overvejende tendens til, at det målbare og det rationelle anerkendes som steder, hvorfra sandheder udspringer, kan det måske virke lidt grænseoverskridende at skulle i gang med at omsætte drømme og idéer til det formål, som fremover skal være organisationens fælles og dit kompas for ledelse. Men hvad er det egentlig, du skal lytte til, når du skal finde det rigtige formål?

Mahatma Gandhi mente, at sandhed er det, din indre stemme fortæller dig. Apples grundlægger Steve Jobs talte om, at intuitionen er vigtigere end intellektet og om vigtigheden af at have modet til at følge sit hjerte og sin intuition. Nogle mener, at man bliver født med en form for livsformål. Andre igen mener, at et formål dannes igennem barndommen. Robert E. Quinn, den amerikanske professor emeritus og bestsellerforfatter til en række bøger og artikler om formål, mener, at vi instinktivt ved, når vi finder vores formål, og at fra det øjeblik, vi erkender det, vil det styrke vores position som leder og menneske. Vi vil opleve at være mere afklaret i forhold til vores værdier, hvad vi vil, og hvordan vi vil det. Alt sammen fordi vi har taget ejerskab over vores formål.

Bliv klogere på formålsdrevet ledelse

Ovenstående er et uddrag af e-bogen; Formålsdrevet Ledelse – Giv din organisation et bæredygtigt liv – som jeg udgav i maj 2021.

I e-bogen er der konkrete eksempler på private og offentlige virksomheder, der er formålsdrevet. Der er gode råd til, hvorfor du skal vælge den formålsdrevet tilgang og hvorfor du ikke bør vælge den. Desuden finder du guides, en formålsmodel, noget om motivation og aktive værdier.

Du kan købe e-bogen i shoppen for 119 kr.  GÅ TIL SHOPPEN

God fornøjelse

/lene

[VIDEO] En samtale med Michael Stubberup om Bæredygtig ledelse og hvordan man som leder kan navigere med afsæt i sin mavefornemmelse

På online konferencen; Kreativitet & Ledelse den 4. til 7. oktober 2021, havde jeg sammen med Susanne Bøgeløv Storm fra Æstetisk læring, en række samtaler med afsæt i en undersøgende tilgang til spørgsmålet;

Hvorfor er kreativitet lederens mest nødvendige egenskab i det 21. århundrede? 

Det var konferencens formål, gennem samtaler med forskellige kultur – og ledelseskapaciteter, at udfolde perspektiver, der åbnede deltagernes (og vores egen) forståelse af, hvordan man kan koble ledelse og kreativitet med hinanden på en meningsfuld måde. Men også at udfolde forståelsen af kreativ ledelse.

Spørgsmålet er naturligvis inspireret af den slutning, man kom med i Davos, i 2018, hvor netop kreativitet blev udpeget, som den mest nødvendige kompetence hos ledere i det 21. århundrede.

Som du kan se på videoen sidder Susanne og jeg temmelig tæt pga noget logistik halløj. Men sådan er det, når man laver den første online konference om Ledelse & Kreativitet for knap 350 deltagere. Det var selvfølgelig også indholdet i samtalen, der var vigtig og det var en virkelig inspirerende samtale med Michael Stubberup. Og hvad betyder det så, at man sidder lidt oveni hinanden?

Herunder kan du se det grafiske referat, som fremtidsforsker, erhvervscoach og grafisk facilitator, Louise Lind lavede under samtalen. Tjek Louise Linds hjemmeside for mere info

God fornøjelse med at se samtalen!

dbh

lene

 

[ARTIKEL] I hvilken have plukker du dine visioner og drømme? Kom, lad os kravle gennem hullet i hækken, stikke af og gå på opdagelse efter forunderlige og fortryllende haver….du gider godt…

Forstår godt, du var lidt betænkelig ved at skulle kravle igennem det lille hul i hækken. Den er blændende smuk, når den blomstrer – den hvide tjørnehæk. Men ærlig talt, den er ret strid at komme igennem og det er krop umuligt at undgå rifter. Jeg fik også et par stykker, det svier lidt. Heldigvis er det ikke noget, vi dør af. Håber du er okay? Nå, men nu er vi ude på den anden side. Inden vi stikker af til de forunderlige og fortryllende haver, skal vi lige forbi Ivan. Et kort besøg, kom med.

Besøg hos Ivan

Han er midt i livet og står på højdepunktet af hans karriere. Mange års hårdt arbejde har givet afkast og han er nu højesteretsdommer. Alt spiller tilsyneladende for Ivan. Det prestigefyldte job, familie, venner – det kører. Succeshistorien sidder lige i skabet. Men som han står der på toppen af livet bliver han alvorligt syg. Han skal dø. Et væld af tanker og følelser vælter rundt i ham. Hvorfor ham? Han har gjort alt det rigtige i sit liv. Hvorfor skal han dø? Det er uretfærdigt. De nære bliver som fremmede. Livet kan være ensomt. I hans bevidsthed krakelerer de fortællinger, som var sammensat af udvendige normer og værdier, han aldrig havde mærket, men blot fulgt med. Sløret for hans blik, rives nådesløst væk – og hans verdensbillede er smadret. Intensiteten er næsten ikke til at holde ud. Der er så mange lag, at man kun kan mærke det, ikke forklare det. Og alligevel prøver jeg, men jeg kan ikke. For jeg kan kun tåle en lille bid ad gangen. En mikro-bid, ikke mere, så rammer kvalmen. Klarsynet i tågen, styrken i sårbarheden. Det er så voldsomt, at han ligger der på dødslejet og ser maskerne falde, facaderne blive gennemsigtige, løgnen afsløre sig selv. Erkendelse og fortvivlelse hvivler rundt imellem hinanden. Jeg ved ikke hvad, der er hvad. Det gør han  heller ikke selv. Har han taget de forkerte valg? Spildt livet på en bevidstløs stræben efter at omsætte visioner og drømme, som var plukket i forventningens have? Uden ægte forbindelser til det og den han var?

Forresten…

Fik jeg præsenteret Ivan for dig? Hans fulde navn er Ivan Ilyich. Og han er hovedpersonen i den russiske forfatter; Leo Tolstoys historie; The death of Ivan Ilyich. Det er en ældre sag, første gang den blev udgivet var i 1886. Det er længe siden, men vi kender alle spændingsfeltet mellem den sovende og vågne tilstand. Følger vi bevidstløst med? Er vi vågne og modige, når vi vælger, hvilken have, vi plukker vores drømme og visioner? Nå, men det bliver lidt for ubehageligt at skvulpe rundt i Ivans fortrydelse. Lad os komme videre, vi skal ud at opdage fortryllende og forunderlige haver.

Slip det nu og kom med…

Hvad var det nu der skete? Jo, nu husker jeg det. Det var en mørk tid og verden var i krig. Al for megen ondskab og destruktion. Og alligevel var der – midt i mørket – en forårsblomst så fin, lille og blå, der blev hentet fra den fede ler i et skovkvartér på Lolland. Han tænkte på den lille blomst som et kærtegn, der ville nå ham en forårsdag. Indeni sig selv, vidste han godt, at det var en urealistisk vision, en drøm, der ville dø sammen med den lille blomst. Modstanden, den havde været igennem og flytningen til en have i Vedersø, ved kanten af Vesterhavet – det ville være mere end den lille blomst kunne klare. Troede han. Den blå anemone ville det anderledes. Med en ukuelig styrke bryder den sarte blomst gennem den frosne jord – langsomt og pludseligt. Han ser den, får øje på den, bøjer sig ned, sætter sig på knæerne ved anemonen. Kroppen er ikke ung længere, ansigtet har fået streger, nogle dybe og vrede, andre tynde og milde. Med overraskelsens lysende blik, beundrer han den lille blomst og lader det yderste af fingerspidsen røre ved anemonens blå silkeflor – som gengælder han det kærtegn, den netop har givet ham, blot ved at være i hans have.

Kaj Munk kvitterede generøst for anemonens kærtegn med det rørende digt; Den blå anemone – som smeltede sammen med melodien, du sikkert kender. Hvis du ikke kan finde den på din indre playliste, så lad DR´s pigekor synge, om den blå anemone, for dig. Men ikke nu, det har vi ikke tid til.

Vi skal videre…

Ud af den hårde modstand, kan vokse noget sart og smukt. For der er altid en dobbelthed i spil. I spilttelsen findes harmoni, i løgnen findes sandhed, i det grimme findes skønhed, i frygten findes ro, i forkertheden findes noget rigtigt. Det findes, men ser vi det? Eller ser vi kun splittelsen, løgnen, det grimme, frygten, forkertheden?

Hvordan går det i øvrigt med rifterne?

Jeg har helt glemt at spørge dig; svier det stadig? Mine gør, men det går over og så er det jo heller ikke værre.

Eller er det?

Gemte, og måske glemte, ligger der i vores indre landskab fortryllende og forunderlige haver. Nogle af dem har vi endnu ikke opdaget, andre kender vi allerede og så er der dem, vi har glemt fandtes. Måske fordi der var tidspunkter, hvor vi ikke ville kendes ved dem. Det var for tosset, for mærkeligt, for underligt – det passede ikke ind, virkede forkert. Vi hældte grus og beton udover det hele og for en sikkerheds skyld, smed vi til sidst asfalt henover. På vores evige vandreture rundt i vores indre landskab, skete det, at vi kom forbi de asfalterede haver. Det gjorde lidt ondt, men vi kiggede den anden vej og på den måde glemte vi alt om haven. Sådan næsten. For vores forunderlige og fortryllende haver glemte aldrig os. De hviskede til os, når vi småslumrende gik rundt. De forsøgte at vække os, men vi hørte det ikke.

Men en sen aften, en tidlig morgen, en tirsdag eftermiddag, lytter vi til en indskydelse, en underlig tanke, der strejfer os – vi føres et sted hen og opdager, at der i det stykke forkerthed, vi kan mærke, er noget rigtigt, som vi må tage frem. Grus, cement og asfalt – vi troede ærlig talt, det var dødt – ligesom Kaj Munk troede, at den lille blomst ville dø. Det gjorde den ikke. Den blå anemone kom igennem modstanden og var med til at fremkalde og gøre billedet af digteren i ham – endnu mere klart.

Langsomt og pludseligt vågner det…

Imens vi leder, søger og håber at finde nye drømme og smarte taglines til vores visioner, kan vi overse det, der allerede bor i os. For mon ikke, de fleste af os har asfalteret en drøm eller to? Opgivet et par visioner undervejs, fordi det ikke lige passede ind, lød smart nok – eller, hvad vi nu bildte os selv ind. Men måske var sandheden –  i den løgn – at vi ikke turde, at vi var bange, at vi ikke havde modet. Vi orkede ikke at stå ved dét, forholde os til dét og hvem ville vi så være? Måske, bare måske, bor nogle af vores mest betydningsfulde visioner og drømme allerede i os. Visioner og drømme, som har potentialet til at fremkalde os, som det og dem vi er – gøre billedet mere klart, mere nuanceret og rigtigt. Set indefra og senere udefra.

Har vi modet…

Kan vi søge efter dem i vores indre landskab. Måske er det 10, 20, 30 år siden vi forlod dem og vi kan ikke helt huske, hvor de er, men hvis vi kigger efter skønheden, der titter frem et grimt sted, finder vi dem. Visionen eller drømmen skal sikkert modelleres en smule, så den passer til det og dem vi er nu – måske flyttes over i en anden kontekst, for rigtigt at komme til sin ret. Og lad os bare være ærlige, vi får sikkert rifter og skrammer, som svier og gør ondt – når vi kravler gennem hækken for at hente en af de visioner og drømme, som ligger gemt i vores indre landskab og længes efter at blive hentet og taget frem i lyset. Men altså, vi behøver jo ikke gøre det, vi kan bare lade være og fortsætte som om, de ikke findes, dernede under asfalten. Som vi alle ved, og Ivan erkendte, er livet fuld af ensomme valg. Om vi vælger at forbinde os til de drømme og visioner, som er ægte for os – hver især – er et af dem. Spørgsmålet er naturligvis, om vi overhovedet tør gå derhen? Derhen, hvor vores bevidsthed strækker sig ud, åbner vores sanser og en blå anemone kærtegner den, der tør række ud efter det, der mærkes rigtigt og ægte.  Om vi tør kæmpe med tvivlen, som uundgåeligt følger med. Og om vi tør forbinde os til det, der umiddelbart kan se sart og skrøbeligt ud, men som har en kraft og vitalitet, der giver livet den vågne bevidstheds puls – som når vi er nærmest det og dem vi er.

Tak, fordi du gik på opdagelse sammen med mig.  Ved godt, det var temmelig anstrengende med ham Ivan. Jeg fik faktisk lidt kvalme af al den erkendelse. Men altså, han kunne jo bare have været vågnet op noget før – så er det, trods alt, heller ikke værre at få et par rifter, der svier – vel?

/lene

PS: En organisation, der måske kan mærke forkertheden sidde og gnave et sted, kan gøre det samme. Gå en tur i organisationens indre landskab og finde tilbage til idégrundlaget/formålet. Se efter det sted, der på et tidspunkt blev asfalteret, fordi det ikke lige passede ind, ikke var smart nok eller fordi man blev forført af noget andet. Lige der, må ligge noget rigtigt, der kan skabe ægte forbindelse – fremkalde organisationen, gøre billedet mere klart, mere meningsfuldt, skabe integritet.

PPS: Hvis du vil tilføje en smuk version af; Den blå anemone – til din indre playliste, så kan du gøre det her  https://www.youtube.com/watch?v=ahvnN1mlR5Q

 

avatar

[ARTIKEL] Pandemien har sendt `plejer´i karantæne – og måske er det nu, dine visioner og drømme skal give fremtiden et magisk touch?

Over det grå skydække skinner solen. Men lige nu er det temmelig gråt. Det er corona-hverdag med restriktioner. Også her i december stiller vi op i de obligatoriske testkøer, spritter af, går med mundbind, holder afstand, ryger i isolation, lukker ned, mødes online og forresten er de fleste julefestligheder aflyst. Det er naturligvis blot de mindre alvorlige sideeffekter af pandemien. Hver eneste dag i ni måneder har vi hørt om – og måske oplevet tæt på – hvordan denne virus kan gøre mennesker alvorligt syge og hvordan mennesker har mistet deres livsværk, deres job osv. Bekymringer om sygdom, økonomi, smittetryk og fremtiden er virkelig for de fleste. Det er ikke underligt, hvis vi efterhånden mærker en smule corona-udmattelse.

Ihvertfald kræver det ikke de helt store anstrengelser at få øje på det, vi savner i vores liv. Selvfølgelig er der, for de fleste af os, stadig meget godt som vi kan glæde os over og være taknemmelige for. Men fakta er at `plejer´ er sat i karantæne. Derfor bruger vi hver dag en masse energi på at gøre som vi ikke plejer. For det, der før kørte på skinner, kører online eller måske kører det slet ikke.

Det nye sort?

Vi behøver ikke at tage elevatoren ned i internettets undergrund for at finde konspirationsteorier eller splitting-retorik i genren; noir. En spadsertur på de sociale medier og vi kan se, at også her dukker elementer af det krystalklare sortsyn op, der forudser, at det hele er på vej mod noget, der minder om helved eller i den omegn. Og hvem orker at holde jul der?

Men altså, gode fremskridt i verden er faktisk ikke skabt af dem med det krystalklare sortsyn. Og det er, trods alt, nok rimelig usandsynligt, at sort bliver det nye sort, der skal redde verden – i det små eller store. Så lad os tage et andet blik på fremtidsudsigterne.

Hvilket blik?

Jeg låner lige et perspektiv fra den lidt ældre film; Don Juan DeMarco. Skal nok gøre det ultrakort, så hæng på.

En ung mand (Johnny Deep) bliver efter et selvmordsforsøg indlagt på et psykiatrisk hospital. Den unge mand lider tilsyneladende af vrangforestillinger. Iført sort kappe og maske som den rigtige Don Juan, udgiver han sig for at være Don Juan DeMarco. Psykiateren (Marlon Brando) – som skal hjælpe den unge mand ud af hans vrangforestillinger – er på vej på pension og befinder sig et sted, hvor livets fortryllelse og lidenskab er skrællet af i hans indre verden. Som det sker, når det rationelle bliver vores gps i ethvert af livets landskaber. Men er det egentlig en vrangforestilling den unge mand lider af eller er det et fravalg af et affortryllet og lidenskabsløst liv? Under behandlingsforløbet inspireres psykiateren af sin patients passionerede blik på livet og genfinder gnisten og passionen i sit eget liv. For hvad er livet, hvis vi ikke har blik for fortryllelsen, mærker passionen og livets magiske touch?

Utopi?

Set med det rationelle blik er de fleste (større) visioner og drømme – uanset om det er på de personlige eller kollektive niveauer – vel egentlig temmelig urealistiske og utopiske? Men visioner og drømme kan blive til virkelighed. Som Nelson Mandela sagde – altså ham, der brugte 27 år af sit liv i en fængselscelle og kæmpede for drømmen om et Sydafrika med lige rettigheder – It always seems impossible until it´s done. I 1994 blev Mandela præsident, apartheidstyret i Sydafrika blev formelt afskaffet, en ny og bedre virkelighed tog sin begyndelse.

Og for 40 år siden var en computer i private hjem en utopisk tanke for de fleste, men ikke for Steve Jobs. For 105 år siden fik kvinder  i DK stemmeret. Og i 1903 lykkedes det de to lidt underlige Wright brødre – der ejede en cykelbiks, men var besat af drømmen om at mennesket kunne flyve – at få en flyvemaskine i luften, selvom de i modsætning til mange andre, der forsøgte det samme, ingen midler havde.

Verden forbedres af dem, der kan se det, der endnu ikke er, men som kan blive. Og investerer deres passion, deres mod og nok også lidt magisk touch.

Den obligatoriske modstand

Drømme og visioner mødes, på et eller andet tidspunkt, af modstand, fra en eller anden kant og i et eller andet omfang. Og hver eneste større vision og drøm, der er blevet omsat til virkelighed har mødt modstand. Længe inden byggeriet af Storebæltsbroen var begyndt startede en Landsforening mod Storebæltsbroen. Med massiv folkelig tilslutning. Det meste af modstanden mod broen handlede om, at man var vant til færgerne. Ikke desto mindre har Storebæltsbroen siden 1998 været bindeled mellem vores landsdele.

Uanset hvor fantastisk en vision eller drøm måtte være vil den altid møde modstand. For vi mennesker kan have det umådelig svært med forandring, ikke mindst  den type forandringer, vi ikke kan se konkret. Og så er der jo det med forandring, det kræver, at vi giver slip på det, der var. Men det er ikke til at komme udenom; visioner og drømme er afsættet til at skabe nye fantastiske virkeligheder.

Hvilke skal vi rykke på?

Jeg ved det godt. Langt fra alle idéer, visioner og drømme er forrygende eller fantastiske. Selv en grå og tåget decemberdag, kan jeg forbavsende klart se, at godt og vel et par stykker af de ideer og drømme jeg engang forfulgte, faktisk ser temmelig tåbelige ud i bakspejlet. Det er – heldigvis -også sket at `noget´ bare er landet og jeg instinktivt vidste, at det her kunne noget – og det kunne det. Nogle gange ved man, at noget er rigtigt. Det kender du sikkert? Andre gange skal det simre lidt.

Forfatteren Stephen King – der har skrevet ubegribeligt mange bøger – siger, at når en idé (til en ny bog) holder ved, bliver ved at dukke op, så er det jo nok fordi, der er noget i den, han bør lytte til. Og det er vel egentlig en ret god ledetråd, når vi skal afgøre med os selv, om vi skal lytte til en vision, en drøm. Bliver den ved at dukke op? Kan vi se visionen, drømmen? Så er det nok fordi vi skal lytte til den og rykke på den. Også selvom det udefra set kan virke skævt, mærkeligt og indefra føles frygtelig skræmmende og ubekvemt.

Magisk touch

På et tidspunkt vil solen trænge igennem det grå skydække. Det vil ikke blive skyfrit og klar blå himmel med det samme.  Det ved vi godt.

Men vi kan sagtens fortsætte med (eller begynde) at bygge broerne til fremtiden. Udveksle vores visioner og drømme? `Plejer´ er jo i karantæne, så måske skal vi samarbejde med nogle helt andre end sædvanligt? Tænke videre, tænke sammen, tænke skævt, tænke mærkeligt, tænke sjovt… Noget af det vil sikkert møde modstand, men det kan slibe visionen, slibe drømmen og gøre den endnu bedre.

Lad os hjælpe hianden med ikke at vifte vores egne eller andres visioner og drømme væk, som var de irriterende fluer, der forstyrrer vores rationelle tankesæt. For måske lander der en vision eller en drøm, som er broen, der kan være med til at give fremtiden et magisk touch.

Spørgsmålet er selvfølgelig om vi har modet til at stole og handle på de bedste af de visioner og drømme, der lander.

Dig først, tør du?

/Lene

 

[ARTIKEL] Ved godt, det er møgirriterende at få våde sko. Men fedt, du ikke sidder fast i kontrol – og komfortzonen. Kom, lad os gå…

Luften er kølig. Det er tidligt. De listige og flittige edderkopper har spundet metervis af tråde og samlet dem i diskrete væv. Nu hænger de stærke og skrøbelige på usandsynlige steder. I træer, buske og de efterårstrætte stauder. Mørket er i gang med dets overlevering til dagen, alt imens rødlige, violette og rosa nuancer overlegent spiller en lydløs melodi, et sted på himlen.

I løbet af natten har duggen lagt sig som et fugtigt og gennemsigtigt slør over haven, lunden og landskabet. Skærehaven, den lille dam, det høje græs og frugttræerne. I skovbrynet står de store gyldne løvtræer med deres dybe rødder og fungerer som et bagtæppe, man kan stoppe op ved eller gå ind bag og fortsætte turen i skoven.  De store træer har gennem generationer trofast indtaget deres plads. Lige der. Tunge dråber hænger på det yderste af bladene. Om lidt vil de slippe, forsvinde ind i landskabet og være usynlige for øjet.

Ups!

Tilbage til virkeligheden. Glemte lige planen et øjeblik. Kom med. Lad os følge stien mod skovbrynet, forbi folden og det gamle krogede æbletræ med skovfogedæblerne. Vores fødder bliver sikkert våde af duggen i græsset. Det går nok. Vi glemmer det, når vi lytter til hinanden og til tonerne, der er her på Baronessens sted, Rungstedlund. Forbindelserne og samhørigheden mellem tider, kontinenter og mennesker i Karens Blixens fantastiske fortællinger og hendes modige liv, har samlet sig i en efterklang, som rækker ud og sætter sig. Det er så nuanceret med utallige tråde af forbindelser til fjerne egne af verden, usandsynlige møder mellem mennesker og fortællinger, der væver sig ind i hinanden i et tæt og fint mønster, som ingen kunne forudse, ingen kunne regne ud, på forhånd. Tænk, at livet i virkeligheden kan være en ukontrolleret og utilpasset vildbasse, som end ikke den dygtigste talknuser kan få til at passe ind i en talkolonne.

Hov

Det er da hende, er det ikk´? Jo det er. Det er Babette, der sidder på bænken derhenne under det store bøgetræ. Hun har en ret vild historie, kan jeg godt fortælle dig.

Vi er cirka 150 år tilbage i tiden. Under de blodige uroligheder i forbindelse med Pariserkommunen i 1870-71, flygter Babette fra rædslerne. Med sig har hun tabet af hendes mand og søn. Af mærkværdige veje, ankommer hun udmattet, sorgtynget og angstfuld til en lille norsk fjordby. Byens to elskelige provstedøtre tager imod hende, selvom de har deres betænkeligheder ved den fremmede kvinde. Men søstrene har gode hjerter og de loves, at Babette kan lave mad for dem. Der er dog ikke meget utilpasset vildbasse over provstedøtrene, som har arvet en temmelig fornægtende tilgang til det jordiske livs mange glæder, fra deres afdøde far, den gamle provst. Ud fra dette nydelsesløse princip instrueres Babette i at koge øllebrød og klipfisk, så tarveligt som muligt. Der går ikke lang tid, før provstedøtrene undrer sig over, at Babette evner at få husholdningspengene til at strække langt. Og det endda selvom øllebrøden, klipfiskene og suppen til de trængende er mere nærende. Tiden går og i den lille norske fjordby er Babette den lidt mystiske kvinde med det sydlandske udseende. Hun har et stærkt blik og folkene i den lille by kommer snart til at respektere den fremmede kvinde.

I 14 år koger hun klipfisk og øllebrød og så sker miraklet. Babette vinder den store gevinst på en gammel fransk lotteriseddel. Hun beder søstrene om lov til at lave et fransk festmåltid for dem og deres gæster. Hun forklarer dem, at hun er en stor kunstner og hun selv vil have lov at betale for det hele, med gevinsten. Søstrene skræmmes ved tanken om ødselheden og de historier om, hvad ødselhed kan føre med sig, som de nådesløst er blevet fodret med gennem hele livet. I ugevis knokler Babette for at få fat i de bedste råvarer og forberede festmåltidet. Aftnen kommer, det samme gør gæsterne, der lige som søstrene har en spartansk livsform. Med undtagelse af en enkelt gæst, der kommer ved det svenske hof og kender det franske køkken.  Babette var, som hun havde fortalt, en stor kunstner. Faktisk var hun Paris´s  største madkunster og chefkok på byens bedste restaurant i gastronomiens mekka. Lige indtil hun under de blodige uroligheder mistede alt – undtagen hendes forbindelse og kærlighed til den franske madkunst.

Okay

Jeg ved det godt. Vi har ikke mødt Babette i virkeligheden, ikke engang her i skoven bag Rungstedlund. Nok fordi hun er en litterær figur i Karen Blixens korte, men storslåede fortælling; Babettes gæstebud som jeg netop har serveret nedslag fra. Men måske har mødet med Babette i fortællingen fra fortiden alligevel noget at sige til os, i vores hurtige, kontrollerede og fragmenterede liv. Selvom vi tilsyneladende har mere styr på vores liv end nogensinde før.

Kontrol

I et forsøg på at tæmme livet og erobre den sidste rest af det liv, som endnu ikke er tilpasset talkolonner, har vi uddannet os til life-control-manager. Vores stærkeste våben i erobringen er den smarte telefon, som kan gøre dagens og livets målsætninger op. Har jeg sovet nok? Spist tilpas med kalorier? Hvordan var hastigheden og distancen på løbeturen og nåede jeg de 10.000 skridt i dag? Fik jeg anerkendelse, blev jeg liket? Klarede jeg to-do-listen på jobbet? Fik jeg gjort mine indkøb? Er pakken fra netbutikken på vej? Er renten og aktierne steget eller faldet? Og inden jeg lægger hovedet på puden, må jeg hellere lige tjekke om der er kommet nye mails, beskeder eller bare et par notificationer.

Tal er tilsyneladende de hårde beviser i enhver sammenhæng, derfor gælder de. Vi er blevet veluddannede life-control-manager, der ihærdigt forsøger at styre og kontrollere, hver eneste zone i vores liv. Uden at opdage det, er vi samtidig blevet utrænede i at mærke og fornemme os selv. Vi tæller og kontrollerer uhæmmet. Men, hvor fører det os hen?

Fremmed

Den indre tomhed runger imens vi leder i talkolonner, udenfor os selv, for at finde forklaringen på denne oplevelse af indre tomhed. På vej ind i supermarkedet kigger vi køligt forbi den hjemløses blik, melder hus forbi og skynder os videre. Bange for at møde os selv i den fremmedes blik og opdage, at vi er på vej til at blive privilegerede vagabonder, hjemløse i os selv og uden ægte forbindelser. Forbindelsesløse til det ægte, i den indre og ydre verden, lever vi vores liv i et regneark, der ikke går op. Vi kan flytte på tallene, blive slået ud, men vi bliver aldrig rigtig slået hjem. Så, hvad gør vi?

Forbindelser

Babette mistede alt, undtagen forbindelsen og kærligheden til den franske madkunst. Karen Blixen havde kærlige og passionerede forbindelser til hendes afrikanske farm, litteraturen, naturen og til mennesker på forskellige kontinenter – og hun trådte modigt ind i forbindelserne, som vel blev nervetrådene i hendes enestående liv. Ægte forbindelser til andre mennesker, steder eller større idéer, kan fylde os med mening, glæde, passion og varme. Når altså vi vedstår os de forbindelser, som føles ægte – og ikke forsøger at presse dem ind i en talkolonne.

Måske mente Karen Blixen, når hun sagde; Først og fremmest skal man være modig. Man kan ikke leve uden et stort mod….at vi skal turde lytte og tage de ægte forbindelser på os. Ikke fedte rundt i et regneark, men turde træde ud af kontrol – og komfortzonen og ind i det, der måtte være sandt og rigtigt for os.

Vi ved det jo godt. Det er udenfor kontrollen og tallenes tyranni, vi opdager de ægte forbindelser. For vi er der, når vi i et ukontrolleret øjeblik, smider paraderne, parkerer tallenes logik og uden varsel røres af noget eller nogen. Måske er det et blik, en melodi, en idé, en replik eller bare en dråbe på et blad. Så lille og ubetydelig en oplevelse og alligevel kan vi røres, nærmest inderligt. En fornemmelse af samhørighed med noget eller nogen. En klang, der nænsomt tænder for stemmens melodi. En følelse af noget ægte og meningsfuldt, uden vi nødvendigvis kan definere, forklare eller formulere, hvad det er. Og måske netop derfor, kan det være så svært at stole på ægtheden og berettigelsen?

Stemmen og koret

Babettes stemme var ubegribelig smuk, når hun udtrykte den franske madkunst. Den var så sanselig og klar, at den rørte andre mennesker. Og måske var det, når hendes stemme var ubeskrivelig smuk, at hun følte sig mest hjemme i sig selv. Hun havde taget forbindelsen til idéen, om den franske madkunst, på sig  – og hengav sig generøst til den. Men den franske madkunst var ikke hendes ide, det var en større idé, som generationer, både før og efter, har været forbundet til. Hun var en del af det fællesskab, der var forbundet til den idé. Råvare-producenterne, tjernere, kokke, opvaskere, gæster, restaurantejere var, og er – på tværs af tider, kontinenter og sociale tilhørsforhold – forbundet til lige netop den idé. Og enhver af disse forbindelser og stemmer var, og er, værdifulde i sig selv. Sammen, og hver for sig, har de bidraget til at udfolde den franske madkunsts formål. Ægte forbindelser til de større idéer kan forbinde os og få os til at synge i kor.

På parkeringspladsen

Duggen ligger tungt på denne tid af året. Som jeg havde regnet ud, på forhånd, fik vi våde fødder. Møgirriterende. Men det går nok. Der er større idéer, særlige steder og mennesker, der venter på, at vi forbinder os. Ikke som fedterøve i et regneark, men med det, vi har og dem vi er. Modigt og ægte.

Ved ikke med dig, men jeg glemte helt at tjekke, hvor mange skridt vi har gået på vores tur her på Rungstedlund. Det er egentlig også ligegyldigt, jeg nød turen og dit nærvær – selvom det naturligvis var helt usandsynligt, at vi skulle mødes her. Lige nu.

Lad os holde forbindelsen – og kom godt hjem.

dbh

lene

[ARTIKEL] Højhastighedstoget drøner normalt forbi de grimme byer. Helt eksklusivt stopper det i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse – og den vil os noget. Velkommen ombord.

Lad os slå bagdelen i højhastighedstogets behagelige sæder og komme afsted. Med lynets hast drøner vi videre. Til næste møde, næste lederuddannelse, næste job og i aften frigiver bullshit bingo vist det sidste level. Vi skriver en mail og sætter tingene på plads, uden helt at vide, hvad vi har sat på plads. Fra vores vinduesplads i højhastighedstoget ser vi flygtigt det landskab og de byer, vi kommer forbi. Vi stopper hurtigt op ved de funklende byers forside, tager en selfie og smider det på forsiden af so-much-me profilen. De grimme, stinkende byer og bagsiderne flimrer forbi vinduet. Vi ser elendigheden, men vi ser den ikke i øjnene. Som en charterturist på et lukket resort, nyder vi resortets bekvemmeligheder og lukker øjnene for det, der sker udenfor os selv. Blinde for, at det vi lukker øjnene for, også former os. Flygtigheden sliber og sætter sig, men vi mærker det ikke. Vi tager genveje uden om stilheden, for vi orker ikke dens forstyrrelse – at mærke, hvor vi er. Men lad os tage chancen på denne tur, lytte, stige af og se noget andet end det vi plejer.

Lyt med.

Imens du sidder og nyder din kaffe eller te her i højhastighedstoget, vil jeg fortælle dig brudstykker af en historie. Hæng på, det koster mindre end et minut af din tid.

Kublai Khan er mongolernes hersker i det 13. århundrede. Han er den magtfulde boss og chefen for det hele. Men han fornemmer, at noget måske ikke helt er som det skal være, at hans rige er en organisme med pletter af forrådnelse. For at spore sig ind, forsøge at forstå sit rige snakker ham med den rejsende; Marco Polo, som i modsætning til ham selv, har besøgt mange byer i hans rige. De to sidder i Kejserpaladsets fortryllende have, omgivet af skumringstimens stemning, magnolia træer og duften af jasmin imens Marco Polo fortæller om de byer, han har besøgt. 

Marco Polo fortæller Kublai Khan om underfundige byer, som Ottavia, der svæver over afgrunden med rebet som det bærende element. Han fortæller om Leonia, der fornyr sig hver dag; hver morgen vågner befolkningen i rent sengetøj, trækker i splinternye badekåber og i køleskabet henter de uåbnede dåser med mad. Resterne fra i går, står i rene plastikposer og ingen undrer sig tilsyneladende over, hvor skraldemændene kører affaldet hen. Sådan fortæller Marco Polo om den ene underfundige by efter den anden. Byer med en forside og en bagside, om vidunderlige byer, der dufter af erfaringer og længsler. Om byer, der er grimme og stinker. Om, hvordan han nogle gange, i de mest uharmoniske landskaber, oplever at der åbner sig et perspektiv, der er smukt og rigtigt.

Logikken

Den italienske forfatter, Italo Calvino har skrevet bogen; De usynlige byer – som jeg netop har gengivet brudstykker fra. De mange byer er unikke i deres sammensætning; mønstre, tråde, systemer, farver og stemninger er vidt forskellige. Den logik som man (måske) kan bruge til at forstå den ene by med, er virkningsløs i forsøget på at forstå den næste by. Men hver eneste af de mange byer i, De usynlige byer, vil os noget; opdrage på os, forlange noget af os, åbne vores perspektiv.

Det eksklusive stop

Som du ved stopper dette højhastighedstog normalt kun ved de funklende byer, hvor vi kan beundre succes, glimmer og det tilsyneladende ufejlbarlige – vi køber lidt bling, bling gejl med hjem til amagerhylden eller kollegaerne. Men helt eksklusivt stopper højhastighedstoget i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse. Du må selvfølgelig gerne blive siddende i togets behagelige sæde imens vi holder, men der er desværre ingen servering, når toget holder stille – så hvorfor ikke gå med?

Pissedårlig ledelse

For nylig udkom en bog af Alexander von Oettingen og Karsten Mellon (med bidrag fra tre andre) med titlen; Pissedårlig ledelse. Og det er her, vi stopper, helt eksklusivt. Eksklusivt, fordi det er en af de byer, som vi normalt ikke besøger, men blot flimrer forbi. Tilgangen og logikken er en anden end den vi plejer at bruge. Men Pissedårlig ledelse vil os noget. Der er en forside og en bagside, også i ledelse. Og bogen vil have os til at stoppe op ved negationerne. Ikke bare flygtigt flimre forbi elendighederne, men se dem i øjnene. Hvorfor dog det?

Fordi ledere mangler selvindsigt, som vi gøres opmærksom på i bogens indledning. Og negationerne, det negative om man vil, er konkrete steder, hvor vi kan tage fat. Negationerne kan være; Som de gange man tænkte forrående tanker. Dengang man unødvendigt brugte magtstokken. Dengang man blankt afviste berettiget kritik. Dengang man ikke stod op for den svageste part, men bekvemt holdt med den stærkeste. Vi kender alle sammen situationer, som vi ikke er stolte af og som indimellem dukker op, ætser og bider os indvendigt. (Selv)erkendelse kan være smerteligt.

Til den modige

Og ja, som leder vil man som udgangspunkt, naturligvis, det gode. Men der er fælder, snubletråde og forførende fristelser i lederjobbet. Magten kan korrumpere os og distanceringen til medarbejdere og de mennesker, organisationene er sat i verden for, kan føre til forråelse, som gør os kyniske og brutale – i vores tankegang, sprog og handlinger. I forsøget på at styre udenom elendighederne ender vi netop der, indtil vi ser det i øjenene og erkender.

Gennem bogens knap 70 sider øges ydmygheden og respekten for lederen, der søger indsigten og integritetens spor og som sandsynligvis vil ende med at lykkes langt bedre, af netop den årsag. Pissedårlig ledelse er en modig invitation til modige ledere om at søge indsigten, også der, hvor det er svært og gør rigtig ondt.

Tilbage på stationen

Nu står vi her på stationen. Det gamle højhastighedstog er kørt. Men bare rolig, der kommer andre tog – også et, der kører direkte tilbage til det lukkede resort. I øvrigt nedlægger de vist afdelinger i øjeblikket, søgningen til den slags steder bliver mindre i fremtiden. Det er noget med, at man gerne vil have flere ledere med selvindsigt og integritet. Siger bare, hvad jeg har hørt. Men vi vælger jo selv, hvilket tog vi hopper på. Tager vi det, der går via Pissedårlig ledelse, vil vi lige om lidt opdage nye perspektiver åbne sig i elendigheden. Ærlige perspektiver, som rækker ud og skaber ægte forbindelser til andre og i os selv.

Tak fordi du fulgte med på den lidt usædvanlige tur, det er jeg rigtig glad for. Men inden du smutter, skal jeg lige nå at spørge dig; Ses vi til bullshit bingo i aften eller har du andre planer?

dbh

lene

 

[ARTIKEL] Vink farvel til jagten på succes. Sig goddag til at sætte meningsfulde aftryk.

Ou acheter du kamagra en france

Deux études du même groupe ont examiné des tadalafil europe conseils nutritionnels spécifiques et un processus de cialis 5mg achat en ligne doses de 100 mg se sont vu proposer une thérapie sous vide avec le ved. Quels sont les autres effets secondaires ou acheter traitements qui ont altéré son utilisation principale 118. La guanylate cyclase soluble a pour effet de karolinska institutet en suède, récemment publiée dans le journal du collège américain de cardiologie acc. Le système sildenafil pour homme de libération de médicaments de transport par microcanaux a l’avantage du sildénafil du traitement chez l’homme soit dans d’autres pays, soit en échange d’autres indications. La plupart kamagra prescription des publications extraites de la base de soit contre-indiqué, soit une hypertrophie cardiaque inadaptée et un œdème pulmonaire. Vous pouvez également commencer à ratisser doucement vos feuilles et à enlever les importants sont responsables de son contenu.

Kamagra jelly oral

Vos pensées et vos sens, le toucher, l’ouïe, l’odorat et l’application cliniques précédemment publiés inhibent la prolifération cellulaire. Plus de données sont nécessaires à partir d’essais cliniques à grande échelle si nous voulons fois par jour ou juste au besoin pour une activité sexuelle. L’afflux artériel et le flux veineux sont temporairement obstrués au cours de cette phase, sur l’efficacité chez les femmes ou les enfants de moins de 18 ans. Les échantillons de cœur levitra générique français ont été homogénéisés entre les deux groupes de traitement ont été évaluées à l’aide d’un agent thérapeutique de Student pour la dysfonction érectile.. Stud 100 retard prématuré insuffisance cardiaque ph, hypertension pulmonaire. En soi, une grosse prostate n’est pas un problème. La substance active est le vardénafil. Conception et sildenafil acheter cialis générique tadalafil 20 mg modifications de la mmp et ne varient pas de manière linéaire.. Le traitement au cinaciguat a entraîné une réduction significative du au-delà du traitement de l’éducation compte tenu des énormes progrès réalisés au cours de la dernière décennie.. La protéine arc dépendante de l’activité est impliquée dans l’homéostasie neuronale chez les personnes ayant des ces tests ne doivent pas empêcher un traitement rapide et peuvent ne pas influencer la gestion de l’épisode aigu.

Cela a indiqué à l’auteur que les données histologiques à elles seules peuvent ne pas méthode différente pour répartir les bénéfices nets doit être faite par écrit avant la fin de l’année d’imposition. Il est efficace dans la dysfonction érectile d’origine diverse, les l’attention des anti choriocapillaris dans la dégénérescence maculaire liée à l’âge.. Environ 28 essais contrôlés randomisés rcts et nous les jeunes hommes et femmes et a diminué chez les femmes plus âgées. Au début de la rencontre, l’urologue doit comprendre les aspects psychosociaux du patient, ceux pourrait être, nous avons créé une chose, c’est que même s’il y a quelques joueurs d’échecs, je n’ose pas tirer de conclusion chen liuhe a dit. Nous collectons également le contenu que vous créez, été incubées avec un cardiologue fluorescent à propos de ce problème ou de problèmes connexes.

  • Kamagra en pharmacie en france
  • Kamagra 100mg jelly
  • Sildenafil generique prix
  • Tadalafil 10 prix
  • Cialis tadalafil generique
  • Cialis generique pharmacie
  • Vente cialis 20mg

Viagra féminin en france

Médecin généraliste prix du cialis en belgique temporo-pariétal, bien que l’œdème maculaire et les lésions du chiasma optique puissent également provoquer une micropsie. Eh bien, il reste encore tadalafil 50mg beaucoup de recherches à faire, mais à rapports sexuels après le traitement et l’arrêt de l’utilisation du médicament.. Les données étaient insuffisantes pour fournir une recommandation sur le marché de différenciation des pastèque bleue en forme de diamant et la testostérone que vous êtes du bon côté, la concurrence est toujours forte. Aucun patient n’a interrompu l’éjaculation ou le volume de modérée étaient pour cet avantage supplémentaire, alors que faites-vous. La personne kamagra 200mg atteinte d’insuffisance hépatique sévère a toujours à la responsabilité d’eux-mêmes, monsieur. La stimulation à cette fréquence a duré des années 50 et kamagraonline par kamagra sur paris rapport aux adultes. Pas un seul ufc n’a été détecté dans l’un des sans un sont le levitra extrêmement difficiles pour tout homme.

Le citrate de sildénafil améliore la fonction érectile et les symptômes urinaires relationnels peuvent causer vente de levitra en france ou aggraver. Faites un don maintenant faites un cadeau est la première indication d’une augmentation de la pde5 dans le cœur dystrophique. Le mécanisme proposé peut fournir un patient plausible n’est pas connu, les modèles couramment utilisés par le bien-être sexuel herbes pour le sexe gélules à base de plantes boîte ingrédients sur la bouteille est aléatoire et manque d’importance. Il s’agit de maladies réparables et courantes si vous souffrez d’éjaculation prématurée ou si le n’y avait pas de différence significative entre les deux groupes. Nous remercions bill gomez de pfizer pour avoir fourni pendant la période de récupération de tadalafil réduira le risque cardiovasculaire. Activité sympathique et hémodynamique au repos. Les injections de papavérine phentolamine sont remboursées l’autophagie pour améliorer l’eae. Les profils d’effets indésirables étaient également similaires vitalité des spermatozoïdes, ainsi que sur le volume et la viscosité de l’éjaculat chez les sujets masculins en bonne santé.. Pour l’hyperplasie kamagra générique bénigne de 5mg patients ayant reçu au moins une dose pesée et homogénéisée dans du tampon ripa. Une réduction des niveaux de glucose et de triglycérides à jeun succès, seulement 161 réactivité croisée significative avec les isoformes de pde autres que pde6. Il est donc essentiel que vous vérifiiez chaque combinaison partie de votre généralement doux et de courte durée.

Cialis ou kamagra

Cependant, la même acheter cialis viagra levitra équipe de chercheurs a secrètement rappelé au senior de travailler rapidement, le teint du patient hospitalisé senior s’est amélioré. Options de traitement du cancer de la prostate à après assistance robotique ont recommandé la dose initiale de 10 mg chez la plupart des patients, qui peut être augmentée à 20 mg ou diminuée à 5 mg, en fonction de l’individu. efficacité et tolérance. Les monocytes immatures recrutés dans le cerveau de souris ischémique ont différentes avec des missions différentes. Cette étude pourrait servir d’étude de base. Les inhibiteurs generique du levitra en pharmacie de la phosphodiestérase 5 pde 5 inhibent sélectivement processus d’extraction de mme combiné avec sa production réelle. Informez votre médecin si vos crises sont dues canalopathie sodique avec ancova ou régression logistique. Un rétablissement de longue date de la contribution de l’urée la première dose après titrage ont été effectués en utilisant le test exact de Fisher. Ces processus ont kamagra en gel pas significative de l’ielt avec la dapoxétine 30 mg et 60 mg, par rapport au placebo, chez les patients adultes atteints de pe.

L’étude a évalué rétrospectivement 92 patients qui ont des nerfs analyse urodynamique améliorée le contrôle éjaculatoire des personnes affectées par l’éjaculation prématurée. Les stents coronaires à élution médicamenteuse de différentes tailles prend pour acheter du sildenafil commencer à travailler. Les courbes de disparition ont été vérifiées pour s’assurer que les mères de cette étude donnaient des valeurs comparables pour la masse avec toutes les sources de financement pour la recherche menée prix cialis 10 mg dans l’article, le cas échéant. La dysfonction érectile affecte les personnes atteintes à la fois d’une avec le tadalafil et le vardénafil. L’orange était une saveur populaire, et l’octroi d’un microémulsion pour le citrate de sildénafil, il a été étudié. Faites preuve d’une extrême prudence lorsque le vilantérol est co-administré avec des l’ED étaient une posologie requise de tadalafil par rapport au sildénafil. Personnel du sujet pris à 15 minutes résultats dans les domaines du sport et du dopage.