Ved godt, det er møgirriterende at få våde sko. Men fedt, du ikke sidder fast i kontrol – og komfortzonen. Kom, lad os gå…

Luften er kølig. Det er tidligt. De listige og flittige edderkopper har spundet metervis af tråde og samlet dem i diskrete væv. Nu hænger de stærke og skrøbelige på usandsynlige steder. I træer, buske og de efterårstrætte stauder. Mørket er i gang med dets overlevering til dagen, alt imens rødlige, violette og rosa nuancer overlegent spiller en lydløs melodi, et sted på himlen.

I løbet af natten har duggen lagt sig som et fugtigt og gennemsigtigt slør over haven, lunden og landskabet. Skærehaven, den lille dam, det høje græs og frugttræerne. I skovbrynet står de store gyldne løvtræer med deres dybe rødder og fungerer som et bagtæppe, man kan stoppe op ved eller gå ind bag og fortsætte turen i skoven.  De store træer har gennem generationer trofast indtaget deres plads. Lige der. Tunge dråber hænger på det yderste af bladene. Om lidt vil de slippe, forsvinde ind i landskabet og være usynlige for øjet.

Ups!

Tilbage til virkeligheden. Glemte lige planen et øjeblik. Kom med. Lad os følge stien mod skovbrynet, forbi folden og det gamle krogede æbletræ med skovfogedæblerne. Vores fødder bliver sikkert våde af duggen i græsset. Det går nok. Vi glemmer det, når vi lytter til hinanden og til tonerne, der er her på Baronessens sted, Rungstedlund. Forbindelserne og samhørigheden mellem tider, kontinenter og mennesker i Karens Blixens fantastiske fortællinger og hendes modige liv, har samlet sig i en efterklang, som rækker ud og sætter sig. Det er så nuanceret med utallige tråde af forbindelser til fjerne egne af verden, usandsynlige møder mellem mennesker og fortællinger, der væver sig ind i hinanden i et tæt og fint mønster, som ingen kunne forudse, ingen kunne regne ud, på forhånd. Tænk, at livet i virkeligheden kan være en ukontrolleret og utilpasset vildbasse, som end ikke den dygtigste talknuser kan få til at passe ind i en talkolonne.

Hov

Det er da hende, er det ikk´? Jo det er. Det er Babette, der sidder på bænken derhenne under det store bøgetræ. Hun har en ret vild historie, kan jeg godt fortælle dig.

Vi er cirka 150 år tilbage i tiden. Under de blodige uroligheder i forbindelse med Pariserkommunen i 1870-71, flygter Babette fra rædslerne. Med sig har hun tabet af hendes mand og søn. Af mærkværdige veje, ankommer hun udmattet, sorgtynget og angstfuld til en lille norsk fjordby. Byens to elskelige provstedøtre tager imod hende, selvom de har deres betænkeligheder ved den fremmede kvinde. Men søstrene har gode hjerter og de loves, at Babette kan lave mad for dem. Der er dog ikke meget utilpasset vildbasse over provstedøtrene, som har arvet en temmelig fornægtende tilgang til det jordiske livs mange glæder, fra deres afdøde far, den gamle provst. Ud fra dette nydelsesløse princip instrueres Babette i at koge øllebrød og klipfisk, så tarveligt som muligt. Der går ikke lang tid, før provstedøtrene undrer sig over, at Babette evner at få husholdningspengene til at strække langt. Og det endda selvom øllebrøden, klipfiskene og suppen til de trængende er mere nærende. Tiden går og i den lille norske fjordby er Babette den lidt mystiske kvinde med det sydlandske udseende. Hun har et stærkt blik og folkene i den lille by kommer snart til at respektere den fremmede kvinde.

I 14 år koger hun klipfisk og øllebrød og så sker miraklet. Babette vinder den store gevinst på en gammel fransk lotteriseddel. Hun beder søstrene om lov til at lave et fransk festmåltid for dem og deres gæster. Hun forklarer dem, at hun er en stor kunstner og hun selv vil have lov at betale for det hele, med gevinsten. Søstrene skræmmes ved tanken om ødselheden og de historier om, hvad ødselhed kan føre med sig, som de nådesløst er blevet fodret med gennem hele livet. I ugevis knokler Babette for at få fat i de bedste råvarer og forberede festmåltidet. Aftnen kommer, det samme gør gæsterne, der lige som søstrene har en spartansk livsform. Med undtagelse af en enkelt gæst, der kommer ved det svenske hof og kender det franske køkken.  Babette var, som hun havde fortalt, en stor kunstner. Faktisk var hun Paris´s  største madkunster og chefkok på byens bedste restaurant i gastronomiens mekka. Lige indtil hun under de blodige uroligheder mistede alt – undtagen hendes forbindelse og kærlighed til den franske madkunst.

Okay

Jeg ved det godt. Vi har ikke mødt Babette i virkeligheden, ikke engang her i skoven bag Rungstedlund. Nok fordi hun er en litterær figur i Karen Blixens korte, men storslåede fortælling; Babettes gæstebud som jeg netop har serveret nedslag fra. Men måske har mødet med Babette i fortællingen fra fortiden alligevel noget at sige til os, i vores hurtige, kontrollerede og fragmenterede liv. Selvom vi tilsyneladende har mere styr på vores liv end nogensinde før.

Kontrol

I et forsøg på at tæmme livet og erobre den sidste rest af det liv, som endnu ikke er tilpasset talkolonner, har vi uddannet os til life-control-manager. Vores stærkeste våben i erobringen er den smarte telefon, som kan gøre dagens og livets målsætninger op. Har jeg sovet nok? Spist tilpas med kalorier? Hvordan var hastigheden og distancen på løbeturen og nåede jeg de 10.000 skridt i dag? Fik jeg anerkendelse, blev jeg liket? Klarede jeg to-do-listen på jobbet? Fik jeg gjort mine indkøb? Er pakken fra netbutikken på vej? Er renten og aktierne steget eller faldet? Og inden jeg lægger hovedet på puden, må jeg hellere lige tjekke om der er kommet nye mails, beskeder eller bare et par notificationer.

Tal er tilsyneladende de hårde beviser i enhver sammenhæng, derfor gælder de. Vi er blevet veluddannede life-control-manager, der ihærdigt forsøger at styre og kontrollere, hver eneste zone i vores liv. Uden at opdage det, er vi samtidig blevet utrænede i at mærke og fornemme os selv. Vi tæller og kontrollerer uhæmmet. Men, hvor fører det os hen?

Fremmed

Den indre tomhed runger imens vi leder i talkolonner, udenfor os selv, for at finde forklaringen på denne oplevelse af indre tomhed. På vej ind i supermarkedet kigger vi køligt forbi den hjemløses blik, melder hus forbi og skynder os videre. Bange for at møde os selv i den fremmedes blik og opdage, at vi er på vej til at blive privilegerede vagabonder, hjemløse i os selv og uden ægte forbindelser. Forbindelsesløse til det ægte, i den indre og ydre verden, lever vi vores liv i et regneark, der ikke går op. Vi kan flytte på tallene, blive slået ud, men vi bliver aldrig rigtig slået hjem. Så, hvad gør vi?

Forbindelser

Babette mistede alt, undtagen forbindelsen og kærligheden til den franske madkunst. Karen Blixen havde kærlige og passionerede forbindelser til hendes afrikanske farm, litteraturen, naturen og til mennesker på forskellige kontinenter – og hun trådte modigt ind i forbindelserne, som vel blev nervetrådene i hendes enestående liv. Ægte forbindelser til andre mennesker, steder eller større idéer, kan fylde os med mening, glæde, passion og varme. Når altså vi vedstår os de forbindelser, som føles ægte – og ikke forsøger at presse dem ind i en talkolonne.

Måske mente Karen Blixen, når hun sagde; Først og fremmest skal man være modig. Man kan ikke leve uden et stort mod….at vi skal turde lytte og tage de ægte forbindelser på os. Ikke fedte rundt i et regneark, men turde træde ud af kontrol – og komfortzonen og ind i det, der måtte være sandt og rigtigt for os.

Vi ved det jo godt. Det er udenfor kontrollen og tallenes tyranni, vi opdager de ægte forbindelser. For vi er der, når vi i et ukontrolleret øjeblik, smider paraderne, parkerer tallenes logik og uden varsel røres af noget eller nogen. Måske er det et blik, en melodi, en idé, en replik eller bare en dråbe på et blad. Så lille og ubetydelig en oplevelse og alligevel kan vi røres, nærmest inderligt. En fornemmelse af samhørighed med noget eller nogen. En klang, der nænsomt tænder for stemmens melodi. En følelse af noget ægte og meningsfuldt, uden vi nødvendigvis kan definere, forklare eller formulere, hvad det er. Og måske netop derfor, kan det være så svært at stole på ægtheden og berettigelsen?

Stemmen og koret

Babettes stemme var ubegribelig smuk, når hun udtrykte den franske madkunst. Den var så sanselig og klar, at den rørte andre mennesker. Og måske var det, når hendes stemme var ubeskrivelig smuk, at hun følte sig mest hjemme i sig selv. Hun havde taget forbindelsen til idéen, om den franske madkunst, på sig  – og hengav sig generøst til den. Men den franske madkunst var ikke hendes ide, det var en større idé, som generationer, både før og efter, har været forbundet til. Hun var en del af det fællesskab, der var forbundet til den idé. Råvare-producenterne, tjernere, kokke, opvaskere, gæster, restaurantejere var, og er – på tværs af tider, kontinenter og sociale tilhørsforhold – forbundet til lige netop den idé. Og enhver af disse forbindelser og stemmer var, og er, værdifulde i sig selv. Sammen, og hver for sig, har de bidraget til at udfolde den franske madkunsts formål. Ægte forbindelser til de større idéer kan forbinde os og få os til at synge i kor.

På parkeringspladsen

Duggen ligger tungt på denne tid af året. Som jeg havde regnet ud, på forhånd, fik vi våde fødder. Møgirriterende. Men det går nok. Der er større idéer, særlige steder og mennesker, der venter på, at vi forbinder os. Ikke som fedterøve i et regneark, men med det, vi har og dem vi er. Modigt og ægte.

Ved ikke med dig, men jeg glemte helt at tjekke, hvor mange skridt vi har gået på vores tur her på Rungstedlund. Det er egentlig også ligegyldigt, jeg nød turen og dit nærvær – selvom det naturligvis var helt usandsynligt, at vi skulle mødes her. Lige nu.

Lad os holde forbindelsen – og kom godt hjem.

dbh

lene

3+

Højhastighedstoget drøner normalt forbi de grimme byer. Helt eksklusivt stopper det i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse – og den vil os noget. Velkommen ombord.

Lad os slå bagdelen i højhastighedstogets behagelige sæder og komme afsted. Med lynets hast drøner vi videre. Til næste møde, næste lederuddannelse, næste job og i aften frigiver bullshit bingo vist det sidste level. Vi skriver en mail og sætter tingene på plads, uden helt at vide, hvad vi har sat på plads. Fra vores vinduesplads i højhastighedstoget ser vi flygtigt det landskab og de byer, vi kommer forbi. Vi stopper hurtigt op ved de funklende byers forside, tager en selfie og smider det på forsiden af so-much-me profilen. De grimme, stinkende byer og bagsiderne flimrer forbi vinduet. Vi ser elendigheden, men vi ser den ikke i øjnene. Som en charterturist på et lukket resort, nyder vi resortets bekvemmeligheder og lukker øjnene for det, der sker udenfor os selv. Blinde for, at det vi lukker øjnene for, også former os. Flygtigheden sliber og sætter sig, men vi mærker det ikke. Vi tager genveje uden om stilheden, for vi orker ikke dens forstyrrelse – at mærke, hvor vi er. Men lad os tage chancen på denne tur, lytte, stige af og se noget andet end det vi plejer.

Lyt med.

Imens du sidder og nyder din kaffe eller te her i højhastighedstoget, vil jeg fortælle dig brudstykker af en historie. Hæng på, det koster mindre end et minut af din tid.

Kublai Khan er mongolernes hersker i det 13. århundrede. Han er den magtfulde boss og chefen for det hele. Men han fornemmer, at noget måske ikke helt er som det skal være, at hans rige er en organisme med pletter af forrådnelse. For at spore sig ind, forsøge at forstå sit rige snakker ham med den rejsende; Marco Polo, som i modsætning til ham selv, har besøgt mange byer i hans rige. De to sidder i Kejserpaladsets fortryllende have, omgivet af skumringstimens stemning, magnolia træer og duften af jasmin imens Marco Polo fortæller om de byer, han har besøgt. 

Marco Polo fortæller Kublai Khan om underfundige byer, som Ottavia, der svæver over afgrunden med rebet som det bærende element. Han fortæller om Leonia, der fornyr sig hver dag; hver morgen vågner befolkningen i rent sengetøj, trækker i splinternye badekåber og i køleskabet henter de uåbnede dåser med mad. Resterne fra i går, står i rene plastikposer og ingen undrer sig tilsyneladende over, hvor skraldemændene kører affaldet hen. Sådan fortæller Marco Polo om den ene underfundige by efter den anden. Byer med en forside og en bagside, om vidunderlige byer, der dufter af erfaringer og længsler. Om byer, der er grimme og stinker. Om, hvordan han nogle gange, i de mest uharmoniske landskaber, oplever at der åbner sig et perspektiv, der er smukt og rigtigt.

Logikken

Den italienske forfatter, Italo Calvino har skrevet bogen; De usynlige byer – som jeg netop har gengivet brudstykker fra. De mange byer er unikke i deres sammensætning; mønstre, tråde, systemer, farver og stemninger er vidt forskellige. Den logik som man (måske) kan bruge til at forstå den ene by med, er virkningsløs i forsøget på at forstå den næste by. Men hver eneste af de mange byer i, De usynlige byer, vil os noget; opdrage på os, forlange noget af os, åbne vores perspektiv.

Det eksklusive stop

Som du ved stopper dette højhastighedstog normalt kun ved de funklende byer, hvor vi kan beundre succes, glimmer og det tilsyneladende ufejlbarlige – vi køber lidt bling, bling gejl med hjem til amagerhylden eller kollegaerne. Men helt eksklusivt stopper højhastighedstoget i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse. Du må selvfølgelig gerne blive siddende i togets behagelige sæde imens vi holder, men der er desværre ingen servering, når toget holder stille – så hvorfor ikke gå med?

Pissedårlig ledelse

For nylig udkom en bog af Alexander von Oettingen og Karsten Mellon (med bidrag fra tre andre) med titlen; Pissedårlig ledelse. Og det er her, vi stopper, helt eksklusivt. Eksklusivt, fordi det er en af de byer, som vi normalt ikke besøger, men blot flimrer forbi. Tilgangen og logikken er en anden end den vi plejer at bruge. Men Pissedårlig ledelse vil os noget. Der er en forside og en bagside, også i ledelse. Og bogen vil have os til at stoppe op ved negationerne. Ikke bare flygtigt flimre forbi elendighederne, men se dem i øjnene. Hvorfor dog det?

Fordi ledere mangler selvindsigt, som vi gøres opmærksom på i bogens indledning. Og negationerne, det negative om man vil, er konkrete steder, hvor vi kan tage fat. Negationerne kan være; Som de gange man tænkte forrående tanker. Dengang man unødvendigt brugte magtstokken. Dengang man blankt afviste berettiget kritik. Dengang man ikke stod op for den svageste part, men bekvemt holdt med den stærkeste. Vi kender alle sammen situationer, som vi ikke er stolte af og som indimellem dukker op, ætser og bider os indvendigt. (Selv)erkendelse kan være smerteligt.

Til den modige

Og ja, som leder vil man som udgangspunkt, naturligvis, det gode. Men der er fælder, snubletråde og forførende fristelser i lederjobbet. Magten kan korrumpere os og distanceringen til medarbejdere og de mennesker, organisationene er sat i verden for, kan føre til forråelse, som gør os kyniske og brutale – i vores tankegang, sprog og handlinger. I forsøget på at styre udenom elendighederne ender vi netop der, indtil vi ser det i øjenene og erkender.

Gennem bogens knap 70 sider øges ydmygheden og respekten for lederen, der søger indsigten og integritetens spor og som sandsynligvis vil ende med at lykkes langt bedre, af netop den årsag. Pissedårlig ledelse er en modig invitation til modige ledere om at søge indsigten, også der, hvor det er svært og gør rigtig ondt.

Tilbage på stationen

Nu står vi her på stationen. Det gamle højhastighedstog er kørt. Men bare rolig, der kommer andre tog – også et, der kører direkte tilbage til det lukkede resort. I øvrigt nedlægger de vist afdelinger i øjeblikket, søgningen til den slags steder bliver mindre i fremtiden. Det er noget med, at man gerne vil have flere ledere med selvindsigt og integritet. Siger bare, hvad jeg har hørt. Men vi vælger jo selv, hvilket tog vi hopper på. Tager vi det, der går via Pissedårlig ledelse, vil vi lige om lidt opdage nye perspektiver åbne sig i elendigheden. Ærlige perspektiver, som rækker ud og skaber ægte forbindelser til andre og i os selv.

Tak fordi du fulgte med på den lidt usædvanlige tur, det er jeg rigtig glad for. Men inden du smutter, skal jeg lige nå at spørge dig; Ses vi til bullshit bingo i aften eller har du andre planer?

dbh

lene

 

9+

Vink farvel til jagten på succes. Sig goddag til at sætte meningsfulde aftryk.

Per bor i fattighuset. Han er 11 år. Ligesom andre drenge – født med de livsvilkår – bliver han sendt ud at tjene. Per får besked på, at han er solgt til storbonden; Bertel Nørgaard. Barndommen er forbi, for Per.

Livet som tyende byder på; for lidt mad, uhumske forhold, alt for meget arbejde, alt for lidt søvn, ingen rettigheder og endeløse ydmygelser. Efter pres fra omverden tillader storbonden; Bertel Nørgaard endelig, at Per kommer i skole.

Aftrykket blev en befrier

Romanen; Vredens børn, som Jeppe Aakjær udgav i 1904 beskriver nådesløst Pers liv som tyende. For mange storbønder, på den tid, var det normen at behandle dem, de tyende med afsæt i en slukket empati, som det er så nemt at gøre, når vi bilder os ind, at der findes; dem og os.

Med romanen trak Aakjær gardinet fra til tyendes usle liv på landet. Han lod læserne kigge ind ad vinduet til denne gruppe af fattigfolk. En virkelighed, som var beskæmmende. Det skabte et voldsomt raseri, hos dem, der (med rette) følte sig ramt. Romanen gav anledning til tusind avisartikler og det siges, at Aakjær ligefrem blev truet på livet.

Romanen satte et aftryk af dimensioner. Det skulle vise sig, at Aakjær, med udgivelsen, slog en mega befrier. Hans befrier var så kraftfuld, at den slog hul på undertrykkende og syge normers usynlige vægge. Et af de konkrete resultater var, at rigsdagen valgte at nedsætte en tyendekommision, som fik til opgave at kigge nærmere på den forældede tyendelov og de vilkår som de havde. En bevægelse mod bedre vilkår og liv, for de tyende, var sat igang.

Men, hvad drev ham?

Aakjær var drevet af social indignation og vrede over den behandling og det menneskesyn, som tyende blev mødt med, da han skrev romanen. Han var forbundet til en vision om bedre livsvilkår for samfundets mest udsatte. Det var det, der drev ham.

Det var ikke jagten på succes, for ham selv. Det var ikke at score formidable salgstal på bogen, der  fik ham til at sætte sig ved skrivebordet og skrive den i øvrigt fremragende roman. Men han satte et meningsfuldt aftryk  og fik succes, Hvis succes altså er at blive kendt og anerkendt indenfor sit område.

Genveje til succes?

Det flyder med online-kurser, bøger, guides og hurtige tricks, der lover dig succes. Og hvem vil ikke gerne have succes med sit arbejdsliv, sit helbred, kærlighedsliv, med hundetræningen eller med lederjobbet?

Det vil langt de fleste af os. Og alligevel er det ligesom aldrig nok. Knap har vi nået at fejre vores succes med hundetræningen og hapset den godbid, vi havde lovet os selv – inden fiaskoen i lederjobbet truer. Når vi trætte og udslidte, efter dagens succesjagt på jobbet, slæber os over dørtrinnet derhjemme, kan vi ovenikøbet konstatere, at parforholdet smager eddikesurt, selvom vi har fulgt rådene; Sådan får du succes med sur-sød sovs. Det er hårdt at ville være en succes. Og det er hårdt at jagte den, dagen lang.

Vink farvel til jagten på succes

Når vi lader os forføre til at jagte succes, fordi vi tror, at det vil fremkalde det gode eller det rigtige liv, snyder vi os selv. Succes for dens egen skyld er et løbsk ego, på evig jagt efter en ny luns. Hvordan det?

Ego´et forsøger, med sine automatiserede og primitive midler, at hjælpe os til at undgå fare. Når vi har udstukket succes som målet, tænder vi potentielt for alarmberedskabet hos ego´et. Fiasko er det modsatte af succes og det skal vi, for alt i verden, undgå. Med ego´et spændt for vognen ender vi derfor, alt for ofte, med at blive frygtstyret.  Det vil forføre os ned ad grimme vildveje. Det vil få os til at please og gi´ andre det, vi tror, de gerne vil ha´, uden skelen til prisen. Det vil få os til at søge andres anerkendelse, uanset, hvad de kræver. Det vil få os til at hævde os  på ulækre måder og måske vil vi endda fryde os, i vores urolige sind, når det går andre skidt – lidt ligesom Bertel Nørgaard, den lede tyran, godtede sig over, at Per ikke måtte komme i skole og han istedet kunne vride endnu mere arbejde ud af drengen. Eller måske vil det forvise os til et mørkt og usselt kammer, hvor vi skamfuldt gemmer os, fordi vi tror, vi ikke er (gode) nok.

Ego´et kan være glubsk og umættelig. Uanset, hvor meget succes, status og anerkendelse vi får, vil det skrige efter mere. Nok er aldrig nok og mere er altid for lidt. Knap har det slugt en portion rå `likes´,  inden det forlanger en ny luns. Af vores integritet.

Ægte og helhjertede intentioner

Aakjær satte et meningsfuldt aftryk med; Vredens børn. Mon ikke det var drenge som Per, der drev og motiverede ham til at sidde de mange timer ved skrivebordet? Mon ikke meningen – at give læseren et indblik ind i de tyendes forfærdelige virkelighed – kom før succes?

På alle områder af vores liv, gælder det, at når målet er at sætte meningsfulde aftryk  i vores eget, eller andres liv, er vi tilbøjelige til at blive modige, risikere noget, være generøse og samtidig være tro mod os selv, vores visioner og drømme. Vi bliver ægte og helhjertet i vores intentioner og det mærkes i vores aftryk.  Det et er netop det, vi kan mærke i Aakjærs udtryk; Vredens børn. Han har noget meningsfuldt på hjertet.

Måske er det tid til at vinke farvel til jagten på succes? Og i stedet finde modet til at sætte det, der giver mening for os, hver især – først. Det kræver mod at stille sig ud i lyset, som det og den man er. Og uanset om et enkelt eller mange mennesker røres, direkte eller indirekte, af de meningsfulde aftryk, du måtte vælge at sætte -så nyd det og nyd den mening, det skaber at turde leve, indefra og ud.

Har du lyst, kan du spørge dig selv;

Hvis succes ikke er et mål og sjælen alligevel ikke tæller `likes´ – hvad er så det mest meningsfulde aftryk, jeg kan drømme om at sætte i verden?  Hvilke visioner føles så meningsfulde, at jeg må forsøge at udfolde dem?

dbh

lene

3+

Holder du det ud. Eller griber du ind i din egen historie?

Den tynde krop ligger på gulvet. Den er iskold. Tøjet på kroppen er pjaltet, askegråt og beskidt. Flammerne i ildstedet er brændt ud og Askepots livsflamme er slukket. Hun er død. Slidt op af hårdt arbejde, udpint af endeløse ydmygelser fra den hjertekolde stedmor og de lige så kølige stedsøstre. 

Undskyld, den temmelig triste indledning.

Du kender sikkert eventyret om Askepot og ved godt, at det heldigvis ikke er sådan det ender. Derimod sker der jo det, at Askepot sniger sig til bal på slottet og får prinsen og det halve kongerige. Sådan som eventyrene har det med at forløse den mest undertrykte karakter i historien. Men tænk om Askepot ikke havde grebet ind i hendes egen historie – ja, så kunne det meget vel være gået, som jeg skrev i indledningen og Askepots liv var endt frygtelig ulykkelig. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Det askegrå liv

Selvom de fleste af os har det med at dekorere ydersiden af vores liv med lidt skønmaleri, (tjek fx de sociale medier ) er der også en inderside, hvor der ikke altid er smukke farver sat sammen på den smagfulde Van Gogh eller Monet agtige måde. Mon ikke, vi alle oplever perioder i vores liv, som kan synes mere eller mindre askegrå? Perioder, hvor det mest af alt, handler om at holde ud. Det kan være arbejdslivet, privatlivet, hverdagen eller vores liv i det hele taget. Vi kender følelsen af at sidde fast, at tingene ikke bevæger sig og skulle de endelig bevæge sig, er det i den forkerte retning.

Det er sejt og hårdt at være i den tunge askegrå energi og vi længes over i det lyse, i letheden og det ubesværede. Men det kan være svært at se, hvordan vi skal bevæge os derover, i støvet fra den grå aske. Eller måske er vi så udmattede og fyldte af frygt, at vi ikke engang orker at tænke tanken om at sætte den ene fod foran den anden og begynde bevælgelsen mod en ny og bedre retning. Derfor bliver vi. Seks måneder, et år, tre år senere nynner vi stadig trøstende for os selv, i et lidt falsk toneleje; Efter gråvejr kommer solskin…

Dulme og bedøve

Sandt nok. Efter gråvejr kommer solskin, hvis vi vel og mærket har stillet os et sted, hvor solens stråler har mulighed for at nå os. For midt i støvskyen af grå aske har vi måske ikke opdaget, at vi har gravet os ned i undergrunden i ly for støvet. Nok mærker vi – ind imellem – længslen efter noget andet. Ligesom vi mærker smerten, der følger med, når vi ikke handler på vores visioner og drømme.

De fleste af os har det med at dulme og bedøve vores følelsesliv i større eller mindre grad, når vi lader stå til og ikke forholder os til det, der gør ondt. Det kan være med endeløse serier på netflix, computerspil, en hel del chokolade, rigelig mad, alkohol eller hvad vi nu hver især måtte foretrække. Det gælder ikke for de få, men for langt de fleste af os – vi dulmer og bedøver vores egen føleslesmæssige smerte i kortere eller længere tid,  når vi ikke vil mærke det, der gør ondt, det der er svært.

At rejse sig fra asken

Lad os vende et smut tilbage til Askepot. For, hvad var egentlig vendepunktet – hvornår var det, at Askepots liv begyndte at forvandle sig fra askegråt til farverigt og smukt?

Vendepunktet er naurligvis, da hun modigt beslutter at gribe ind i hendes egen historie og handle aktivt på hendes drøm. Ikke en eneste eventyrlig sjæl kunne forestille sig, at pigen i asken kunne finde på at snige sig afsted til bal på slottet. End ikke hendes iskolde stedsøstre og stedmor forestillede sig, at den unge kvinde, som de hånede og undertrykte kunne finde ressourcerne til at gøre det nødvendige for at komme med til ballet. Men de tog fejl. Askepot rejste sig fra asken, gik efter drømmen om at være med til bal på slottet og endte med at få meget mere end hun drømte om.

Måske har du været der?

Jeg ved det godt. Historien om Askepot er “bare” et eventyr og ikke i kategorien; dokumentar. Ikke desto mindre sker det også i virkelige menneskers verden; Liv forvandles, når vi har modet til at gribe ind i vores egen historie. Måske har du allerede været der, hvor du ikke blot tænkte; nok er nok – men handlede på en vision eller drøm du havde?

Uanset dine erfaringer med at gribe ind i din egen historie, så er du sandsynligvis pinlig bevidst om, at det har en pris og der er konsekvenser. Det er netop denne bevidsthed og frygt, som holder os tilbage. Hvad vil de andre sige, tænke, mene? Hvad nu, hvis…det hele ender grøften? Men, at holde det ud har også konsekvenser, særligt hvis vi lader frygten for andres kritik definere os og ikke tør være modige med vores liv. Hvordan ville Askepots liv have været, hvis hun havde holdt ud og ikke havde grebet ind i hendes historie? Var hun endt uforløst? Sandsynligvis.

Grib ind eller nyn

Når vi på et tidspunkt i livet opdager, at vi står i noget, der minder om en askegrå sky, må vi hver især afgøre med os selv, om vi vil gribe ind i vores egen historie eller om vi vil holde det ud. Vi kan selvfølgelig nynne lidt for os selv: Efter gråvejr kommer solskin – i det der småfalske toneleje imens vi dekorerer ydersiden af vores liv med lidt mere skønmaleri.

Vi kan også vælge at forsøge at mobilisere vores mod og handle på det, vi tror på inderst inde. Er det sårbart? Ja, det er altid sårbart at være modig med sit liv.

Men hvem ved, hvis du handler på din drøm, går det måske dig ligesom det gik Askepot. Det vil måske skabe det vendepunkt, som forvandler askegrå til farverigt og smukt.

Spørgsmålet er; Hvad vælger vi, næste gang vi oplever at sidde nærmest uhjælpelig fast et sted på en af livets mange stier?  At holde”det” ud? Eller gør vi som Askepot og griber ind i vores egen historie?

dbh

lene

8+

Det er egentlig ret fedt, at jeg ikke har ansvaret for at lære mit barn om atomer og den slags

“Ved du, hvordan man regner ud, hvor mange atomer, der er i et grundstof?”  – spurgte min datter en helt almindelig tirsdag. Det var i den lokale skole, der som bekendt, har været så lokal, at den de seneste par måneder er flyttet helt hjem på matriklen.

Jeg forklarede hende, at jeg var til tandlæge i den time, vi havde haft om lige præcis det tema i min folkeskoletid. I hvertfald husker jeg absolut intet om, hvordan man udregner antallet af atomer i et grundstof. Men man skal jo ikke give op, i hvert fald ikke uden at forsøge sig. Google har reddet mig adskellige gange i mit liv, så jeg prøvede lykken og googlede; hvordan-regner-man-ud-hvor-mange-atomer-der-er-i-et-grundstof? Som altid svarede google, særdeles rundhåndet. 6380 resultater. Lidt overvældende, men “fedt nok” – tænkte jeg. Tyve minutter senere måtte jeg erkende, at der skal mere end 6380 tilbud fra google til at udfylde et 30 år gammelt læringshul, som jeg indtil nu, havde levet ganske lykkeligt med.

Ikke helt i skoven

Min bevidsthed om egne styrker og svagheder, er selvfølgelig ikke helt i skoven. Jeg vidste fx godt, at mit tyske aldrig er blevet til nogen solid transportflyver, der med stabilitet og præcision kan transportere mit modersmål over i det tyske sprogs verden. Mit tyske minder mest om en bunke gammelt jern, som er så tilfældigt sammensat, at det aldrig letter fra jorden. Men det rækker til en tur i grænsebutikken.

Jeg vidste også godt, at match´et mellem fysik/kemi og jeg aldrig rigtig udviklede sig til andet end en uheldig date – af den slags – man virkelig ville ønske, man aldrig var taget på. Ikke fordi, der er noget galt, med hverken den anden eller en selv, men fordi man simpelthen frastøder hinanden, som to ens magnetiske poler. (Jeps, jeg var der den dag vi havde om magnetisme)

Tomt blik

De seneste par måneder har jeg forbavsende mange gange oplevet at stirre med et tomt blik ned i min egen tomme lærings-brønd. Og når jeg har stået med hovedet ned i brønden og desperat råbt; “Er der helt TOM?” Har det arrogante ekko lydt; “OM, OM, OM”. Jeg kunne have ønsket mig en feedback, der var en anelse mere anerkendende og opmuntrende. Det kom aldrig. Heller ikke da, jeg forsøgte mig med frisørsaksen i min datter hår, oplevede jeg succes. Det blev skævt.

Det gav tiden

Sådan en doven sommerferie, hvor tiden får lov at passe sig selv – kan man opleve, at der opstår spørgsmål som; Laver jeg egentlig det rigtige? Skulle jeg have valgt at blive naturvejleder, møbelsnedker eller bartender i stedet for? Oftest, når man kun til spørgsmålet. Svaret når ikke at dukke op, for lige som man er væltet ud af hængekøjen, er ferien slut og hverdagen kører igen.

Imens gode mennesker i sundhedsvæsnet, fødevarebutikker, hjemmepleje osv sørgede for, at de nødvendige hjul drejede rundt – gav lockdown de fleste af os, det vi troede vi gik og manglede; Tid. Tid og ro til at tænke og reflektere lidt over vores liv.

Jeg nåede frem til, at jeg virkelig er dårlig med en frisørsaks, jeg er (stadig) elendig til tysk og jeg er blank på atomer. For at sige det som det er; så synes jeg faktisk, at det er ret fedt, at jeg ikke har ansvaret for at lære mit barn om atomer og den slags. LIgesom jeg synes, det er ret fedt, at jeg kan udlicitere klipning til frisøren.

Sporskifte?

Jeg har hørt og læst om mennesker, der under lockdown er nået frem til den erkendelse, at de gerne vil skifte spor i deres arbejdsliv. Det er stort og fortjener at blive mødt med ydmyghed, når et menneske tør lytte og reagere på det, de  kan mærke er rigtigt for dem. Jeg er en dyb beundrer af autenticitet og mennesker med mod til at leve indefra og ud.

For mig har erkendelsen været modsat. Sikkert, fordi jeg for 8 år siden lyttede til en drøm i mig og valgte at blive selvstændig. I hvertfald er min erkendelse, at jeg er grundlæggende glad for at arbejde med det, jeg gør. For mig er det fantastisk at have muligheden for at arbejde med noget, hvor jeg stadig udfordres. Jeg har masser af visioner og skitser til noget nyt, noget som jeg kan se vokse og blive bedre eller større. Det er sådan jeg trives bedst. Andre har det på en anden måde og det er mindst lige så rigtigt.

Forskellighed

Og ja, jeg ved godt, at frisørerne ser ret meget mere smarte ud end jeg gør. Og ja, jeg ved også godt, at skolelærerne har ret meget mere ferie end jeg har. Men jeg misunder dem ikke. Faktisk er jeg rigtig glad for, at de har taget den tjans, så jeg kan tage min tjans i samfundets store puslespil, som på forunderlig vis ender med at gå nogenlunde op – netop fordi vi vil og kan noget forskelligt.

Skulle jeg alligevel, på et tidspunkt, få lyst til at kaste mig over noget helt andet i mit arbejdsliv, så lover jeg, at det hverken bliver som frisør eller fysiklærer 🙂

dbh

lene

1+

Hvordan træffer du valg, når `livets restaurant´ serverer en livsbegivenhed, du ikke har bestilt?

Det kører. Livet er okay. Måske ikke helt fantastisk for tiden, men det er okay. Og lige som du sidder der og er nogenlunde tilfreds med at være mellemrilfreds, kommer der en tjener og stiller en tallerken foran dig. Det er tydeligt, at tjeneren ikke har taget fejl, det er din tallerken. Du kigger lidt forbløffet ned på din tallerken, rynker på næsen af det, som ligger på den, imens dit blik søger efter tjeneren, der er som sunket i jorden. Et splitsekund er du overbevist om, at tjeneren har taget fejl og om lidt vil han komme hæsblæsende, være forlegen-rød i hovedet, bukke dybt, undskylde fejlen og naturligvis fjerne din tallerken. Og alt vil igen være ved det gamle, som det plejer. Men du ved godt, at det ikke kommer til at ske. På mærkværdig vis er der havnet en livsbegivenhed på din tallerken, som du ikke har bestilt og kræver, at du træffer valg.

Velbekomme

Fornægtelsesfasen slipper ikke så nemt. Med din sunde og veludviklede selvretfærdighed virker det ganske enkelt ubegribeligt, at lige præcis du får serveret denne begivenhed. Et øjeblik overvejer du at råbe vredt efter tjeneren og forklare ham, at du ikke har bestilt det, du har fået serveret. I hvert fald er det ikke en bevidst bestilling. Har du ubevidst bestilt noget, så mente du nr. 48, som er en okay begivenhed, ikke nogen stor oplevelse, men i det mindste får man meget for pengene. Skulle den være udsolgt, kan du fint nøjes med nr. 36, selvom den er knap så okay og man får mindre for pengene. Bare du kan slippe for den her, er du i virkeligheden villig til at indtage stegt lever eller noget andet uhyggeligt. Men du slipper ikke og du ved det. “Velbekomme” siger tjeneren, da han smilende og let glider forbi dit bord. Du smiler igen, men kun udvendig, invendig knurrer du som en vrissen martyr; Hvorfor lige mig? Og hvorfor lige nu?

Vælg selv

Du havde ikke set den komme. Hvordan skulle du? Du havde ikke bestilt den livsbegivenhed, som er landet på din tallerken. Graviditeten med eks´en, der for længst er flyttet. Fyringen på grund af en corona-krise, der har sat det meste af verden på vågblus. Ham eller hende, du troede du skulle dele kreditforeningslån med resten af livet, vil skilles. Dit sommerhus, der er sat til salg, men stædigt nægter at lade sig sælge og nu er årsagen til, at din økonomi er ved at kollapse. Din forelskelse i den forkerte, forkert fordi det uheldigvis ikke er din partner, du er forelsket i mere. Den kroniske sygdom, der uden varsel rammer dig og betyder, du ikke længere kan det samme. Vælg selv en af den slags livsbegivenheder, du ikke havde bestilt, men som på et tidspunkt er landet på din tallerken. Og vælg roligt flere, for ingen af os nøjes med en enkelt.

Fra hvilket sted?

Når en livsbegivenhed indtræffer – stor som lille – kommer vi IKKE tilbage til det, der var. Livsbegivenheder sætter aftryk, uanset, hvordan vi håndterer det. Vi vil gerne have svarene på; Hvorfor lige mig? Og hvorfor lige nu? Men det er ikke i hvorfor spørgsmålene, at vi finder de gode svar på, hvordan vi kommer videre eller hvad vi skal gøre. Det er i vores visioner, drømme og formål. Men når jorden ryster under os, er det let at fare vild og blive forført af de kaotiske tanker og følelser, som raser indeni os som en efterårsstorm. Derfor er det vigtigt at være skarp på fra hvilket sted i os selv, vi træffer valg. Er det fra bitterheden og hævngerrighedens formørkede undergrund Er det fra frygtens kontrolrum? Eller er det fra et lyst, ægte og autentisk sted i os selv?

Dbh

Lene

4+

Gør som Benjamin og kom i mål med dine ønsker og drømme

– Den enkle og effektive måde, som giver markant bedre resultater

Benjamin var i gang med en ungdomsuddannelse. Det gik temmelig dårligt. Hans karakter var ringe, så ringe, at han var i fare for ikke at bestå. I øvrigt kom han altid for sent til timerne, ikke meget, men sådan 10-15 minutter inde i første time. Men som Benjamin sagde; jeg kan bare ikke sådan noget skole-noget. Vi snakkede lidt, om livet og den slags. Det viste sig, at Benjamin var ishockeyspiller. En dygtig ishockeyspiller. Han fortalte med stort engagement – og ikke uden stolthed – om vundne pokaler, nervepirrende kampe, de mange træningstimer, kammeratskabet på holdet, den ekstra træning han gerne lavede fordi han ville være go’. Go’ som en af de bedste på holdet.

Det afspejles i vores liv

Efter at have lyttet til hans fantastiske oplevelser og præstationer med ishockeyholdet en god rum tid spurgte jeg ham, hvor ofte han kom for sent til træning med ishockeyholdet? Han kiggede på mig som om jeg havde stillet det dummeste spørgsmål han nogensinde havde hørt. ”Aldrig!” Han forklarede mig, at hvis man ville være en af de bedste, så kom man altså ikke for sent!

Jeg dristede mig til at stille endnu et spørgsmål; ”Hvor mange timer tror du egentlig du bruger om ugen på træning?”. Benjamin tænkte sig om, inden han svarede: ”Altså jeg bruger nok 12-14 timer om ugen med ishockeyholdet og så træner jeg selv 3-4 timer ekstra”. Jeg fortsatte med endnu et (håbløst) spørgsmål: ”Hvor mange timer bruger du på ekstra træning i forhold til din uddannelse?” Først kiggede han lidt måbende på mig og så skiftede udtrykket til et af de smil som på den indforståede måde, signalerer jeg-forstår-pointen. Vi grinede lidt sammen og snakkede om sammenhængen mellem indsats og resultater – om at have standarder. Og hvordan vores standarder indenfor et givent område afspejles i vores liv. Vi blev enige om, at der selvfølgelig er noget, man har nemmere ved end andet, sådan er det for os alle. Men vores standarder har en ret stor indflydelse på de resultater vi opnår.

Nøglen til drømmenes port

Benjamin var en kvik ung mand, som drømte om at gennemføre den ungdomsuddannelse han var i gang med. Men hans standarder matchede ikke drømmen. Han kom for sent, han var temmelig uforberedt til timerne, han investerede ingen ekstra tid i at blive dygtigere. Det var ærgerligt, for Benjamin havde en drøm og han havde ressourcer. Der var ingen tvivl om, at Benjamin virkelig drømte om at klare uddannelsen, alligevel var det som om, han ikke rigtig var forbundet til drømmen, det var som om, han ikke helt turde forbinde sig til drømmen og tage ejerskab til den. Jeg spurgte Benjamin, hvilken forandring han troede der ville ske i forhold til hans karakter, hvis han ændrede hans standarder til ishockeyniveau? Han sad helt stille og så flækkede hans ansigt i et glad og overraskende udtryk – som havde han netop fået øje på nøglerne til drømmenes port; ”Så vil jeg komme til at bestå min uddannelse”.

Match?

Benjamin ville gerne, men han vidste ikke hvordan. Han var ramt af tvivlen på sig selv og levede fortællingen; jeg-kan-bare-ikke-sådan-noget-skole-noget. Hans standarder i forhold til hans uddannelse matchede hans selvfortælling, men ikke drømmen.

Det kender vi alle, jeg gør i hvert fald. De fleste af os har noget i vores liv som vi gerne vil opnå, noget vi gerne vil forandre, vi har ønsker og drømme. Det lykkes bare ikke rigtigt for os. Vi drømmer om at tabe os, men vores standarder matcher ikke drømmen, de matcher den fortælling vi har om os selv. Vi drømmer om at spare sammen til en jordomrejse, men vores standarder matcher ikke drømmen, de matcher den fortælling vi har om os selv.

Din virkelighed

Men altså….jeg kender nogen, der har været på den jordomrejse, som jeg drømmer om, men de havde også været heldige at sælge deres gamle hus med en god fortjeneste. Du kender sikkert også en, der er slank som en ål, selvom hun spiser marcipanbrød med sødmælk på til morgenmad. (sat på spidsen) Der var også en ung fyr i Benjamins klasse, som fik høje karakter, selvom hans indsats var beskeden. Vi har alle noget vi kommer nemt til. Du har også noget, du kommer nemt til og som andre kigger på med en smule misundelse, selvom ingen af os selvfølgelig gider være den type, der er misundelig. De andres virkelighed er ikke vores. Din virkelighed er din, ikke min. Min virkelighed er min, ikke din. Men vi kan skabe nye virkeligheder, forbedre kvaliteten af vores virkeligheder og liv ved at forandre vores standarder.

Nye standarder

Benjamin ændrede hans standarder på uddannelsesområdet. Det var ikke en revolution fra den ene dag til den anden. Det var derimod en vedholdende hverdagsindstilling, hvor han bevidst arbejdede med hans standarder. Hans nye standarder var; at møde til tiden, spørge om ekstra hjælp til de fag, han var bagefter i eller havde svært ved og lave ”ekstra træning”. Var der dage, hvor han røg tilbage i de gamle vaner og standarder? Selvfølgelig, det er sådan det er, når man arbejder med at skabe forandring. Det er i øvrigt på de tidspunkter, hvor vi tvivler og falder tilbage, at vi ofte vælger at give op. Det gjorde Benjamin ikke. Et halvt år senere bestod han. Han fik ikke skyhøje karakter og han var langt fra den bedste i klassen. Men han var ægte glad, for han vidste, han havde vundet en kamp, hvor han var fortvivlende meget bagud inden sidste halvleg. Benjamin kom i mål med hans drøm og fik skabt sig en ny og bedre virkelighed – fordi han ændrede hans standarder.

Den bundløse brønd

Jeg er fuld af respekt for mennesker, uanset alder og situation – der ligesom Benjamin skaber forandringer for at komme i mål med deres drømme og ønsker. Det fortjener vores ydmyghed. Det er så let at holde stædigt fast i en jeg-kan-ikke fortælling og gribe ned i den bundløse brønd med undskyldninger. At vove sig derud, hvor man forsøger, selvom man ikke ved om man lykkes, er sårbart. Som den amerikanske rockstjerne indenfor viden om mod, sårbarhed og skam; Brené Brown siger; ”Du kan ikke komme frem til mod, uden at gå igennem sårbarhed.

Gør som Benjamin

Har du en drøm, et ønske – som du gerne vil i mål med? Så gør som Benjamin; Arbejd med at skabe et match mellem din drøm og dine standarder. Du ved allerede, hvad der skal til, du ved hvilke standarder du skal ændre eller sætte ind – hvis du giver dig selv lov at reflektere over det.
Skab standarder, der matcher dine drømme, vov det. Og ja – det kræver mod at slippe noget og give plads til noget nyt og bedre. Undervejs vil du – ligesom Benjamin gjorde det – møde selvudnævnte kommentatorer, som vil fortælle dig; at det er noget pjat, at du er som du er, at du skal gå til højre i stedet for til venstre eller noget andet. Lyt ikke til dem, der aldrig selv vover noget, men altid rækker hånden ned i undskyldningernes bundløse brønd. Lyt i stedet til ham eller hende, der tror på dig – ham eller hende, som selv har vovet noget og derfor har den ydmyghed, du fortjener at blive mødt med.

Giv chancer

Hav tålmodighed med dig selv og lad være med at slå dig selv oven i hovedet, når du synes det er hårdt og du tvivler. Fokuser i stedet på de nye standarder du lykkes med, anerkend dig selv for det. I løbet af nogle uger vil dine nye standarder være naturlige for dig. Giv dig selv chancer, selvom du indimellem falder lidt tilbage. Man kan nemlig godt vinde selvom man er bagud inden sidste halvleg.

Dbh Lene

3+

Hvorfor egentlig gi’?

“Det kan godt være at det er sådan i dit land mor, men sådan er det altså ikke i mit land!”

Sådan lød det bestemte svar næsten altid fra min datter, da hun var lille og jeg forsøgte at forklare hende, hvordan “noget” hang sammen.

Det tog lidt tid for hende at lære mig, at 2+2 ikke nødvendigvis var 4. I hendes land var der nemlig en (helt) anden logik!

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor hun brugte begrebet land, men jeg må gi´ hende, at det er, en fin metafor.

For vi skaber os jo alle vores eget land at leve i. Et samspil mellem dem vi er og vores omgivelser.

Vi skaber os et land med regler, værdier, vaner og personlige grænser. Nogle gange fungerer vores regler, vaner og værdier godt, men engang imellem har vi også brug at tage vores regler, værdier, vaner og måder at gøre tingene på op til revision. Vi justerer, ændrer og udvikler vores land. Det er naturligt.

Jeg kender ikke dit smukke land… 

Men jeg ved en hel del om, hvordan der ser ud i et andet smukt land, som jeg har beskæftiget mig med i mange år.

Mentorland

Mentorlandet er et land, hvor menneskene har menneskeligt overskud. De deler ud af deres visdom, deres indsigt og deres erfaring.

De behøver ikke en opfordring for at anerkende og hjælpe. De gør det bare. De bidrager og de bliver glade, når de oplever at andre lykkes. Sådan er menneskene i mentorland.

Jeg gætter på, at du også har nogle af de værdier i dit land?

Og jeg gætter på, at du lever i det paradigme, der handler om at bidrage til en (lidt) bedre verden.

Egentlig kan paradigmet indfanges og præciseres med to sætninger…

Spørg ikke, hvad verden kan tilbyde dig. Spørg i stedet, hvad du kan bidrage til i verden?

Mentorbegrebet er oldgammelt, som oldgammel i græsk mytologi, men mentorbegrebet er genopstået og genopfundet i det moderne paradigme som vi snakker så meget om.

En mentor er en, der deler ud, en der giver, en der bidrager til, at andre lykkes.

En mentor er altså et menneske, der gør en forskel.

For andre.

Mennesker.

Præcis derfor kan jeg godt li´ at bruge begrebet; mentor.

Det kunne hedde alt mulig andet.

Men mentor er egentlig et ret fint begreb, som passer godt ind i det moderne paradigme, hvor det i stadig højere grad handler om at bidrage.

En meningsfuld måde at bidrage på, er når viformelt eller uformelt fungerer som mentor for andre, der har brug for at lære noget af det vi kan, vores viden eller måske `bare´ vores opmuntring og støtte.

Det skaber magi i relationer, når vi giver uden tanke for, hvad vi kan få.

Det skaber magi i menneskers liv, når nogen har lyst til at gi´ os noget, uden at forvente at få noget igen.

Magi fordi…

Der er en styrke og kraft i at gi´ noget som kan hjælpe og bidrage til, at andre finder vej, får muligheder, lykkes med det de ønsker og drømmer om.

Hvad gi’r du?

Dbh Lene

2+

3 grundlæggende trin til at vende en negativ motivations-spiral

Den anden dag talte jeg med en kvinde.

Lad os kalde hende Sanne.

Hun var ved at miste glæden ved at arbejde med elever.

Nu havde hun igen to unge elever, der bare ikke kunne finde ud af de mest basale ting, som man skal kunne, når man er i praktik på en arbejdsplads. De var ustabile i deres fremmøde, virkede ikke ligefrem engageret og i øvrigt kunne de alt for lidt fagligt.

Sanne snakkede og snakkede om alle de problemer hun oplevede med Sosu-eleverne på plejecentrene i kommunen.

Jeg lyttede.

Hun var tydeligvis fyldt op og frustreret over at skulle bruge tid og energi på elever, som tilsyneladende ikke engang var motiveret.

Midt i den endeløse talestrøm stoppede Sanne pludselig op.

Hun kiggede på mig og jeg fornemmede et håb i hendes spørgsmål…

Fortæl mig …”Hvad er problemet? Jeg mener, hvad er PROBLEMET – hvorfor er de overhovedet ikke motiveret? Vi har gjort alt muligt for at motivere dem! Kan du ikke give mig bare ET godt råd?”

Den menneskelige motivation er kompleks og motivation er individuelt betinget.

Men der findes nogle generelle faktorer, der har direkte indflydelse på motivationen – hos os alle.

Og det var en af de generelle faktorer som jeg pegede på i mit svar til Sanne.

Når du fortæller mig, at de kan alt for lidt fagligt – så er mit bud, at deres manglende motivation handler om, at de har en ringe selvtillid i forhold til det faglige.”

Selvtillid er direkte forbundet med den menneskelige motivation.

Når vi føler…

jeg kan ikke finde ud af det
jeg duer ikke til det
jeg er ikke god nok

eller har følelser, der ligner, så mister vi motivationen.

Mit råd til Sanne var derfor…

Du skal arbejde med de to elevers selvtillid. Det vil sige, at I skal sørge for at sætte dem til at løse opgaver, som de kan løse forholdsvis nemt. Anerkend deres indsats med at løse opgaven og giv positiv feedback. Stille og roligt giver I dem opgaver, der er lidt mere krævende, så de hele tiden oplever, at de kan og bliver bedre.”

Selvtillid er nemlig ikke noget man får.

Selvtillid er noget man skal gøre sig til.

Når man oplever, at man kan, øges selvtilliden. Og når man oplever, at man bliver bedre og bedre, så får man (rigtig) meget lyst og gå-på-mod.

Sanne – som i øvrigt er en dygtig og engageret uddannelseskonsulent – ville gå hjem og arbejde med at styrke de to unge elevers selvtillid.

Om kort tid vil hun (højst sandsynlig) opleve, at de to elevers motivation stiger. Fordi hun ved at fokusere på at styrke de to elevers selvtillid øger motivationen. Markant.

De to unge elever er ikke anderledes end dig og mig.

Selvtillid er nemlig en af de generelle faktorer, der har direkte indflydelse på vores motivation. Uanset alder, køn, kultur mv.

Og lad os bare være ærlige.

Langt de fleste af os har områder i vores liv, hvor vi har en ringe selvtillid. Måske er den så elendig, at vi har opgivet at ændre på noget som vi egentlig gerne ville ændre og forbedre.

Men vi kan forbedre det vi gerne vil. Vi kan blive dygtigere til det vi ønsker. Vi kan ændre, forandre og skabe nye virkeligheder. Hvis altså vi tror på det.

3 grundlæggende trin til at vende den negative motivations-spiral. Hos andre eller dig selv.

1. Erkend hvor selvtilliden er lige nu.

Vi synes måske vi burde være et andet sted end vi er, at vi burde have kontrol og overskud nok til at forfølge det vi gerne vil. At vi burde have disciplin og rygsækken fuld af selvtillid.

Ingen af os burde være et andet sted end vi er. Ingen er et forkert sted. Alle er, hvor de skal være – lige nu. Det er afgørende at være ærlig og erkende sit udgangspunkt, der hvor man er lige nu. Det ender med at blive en ulykkelig forførelse, når vi forsøger at bilde os selv eller andre ind, at vi er et andet sted end vi er. Spørg derfor dig selv – eller dem du skal hjælpe – hvad tror du om dine egne evner?Dine færdigheder?Dine ressourcer i forhold til temaet?Temaet kan være matematik, livsstilsændring, uddannelse, job – hvad som helst. Hvad tror personen om sig selv?Jeg er god til [indsæt selv]. Jeg er okay til [indsæt selv].Jeg er elendig til [indsæt selv]. Jeg er håbløs til [indsæt selv]

Når vi hænger med bagdelen i vandskorpen, er ved at smide håndklædet i ringen og mest af alt har lyst til at stikke hovedet i den nærmeste stikkelsbærbusk, fordi vi er flove og pinlige overvores eget niveau, over at være hvor vi ereller de resultater vi præsterer – så er motivationen fuldstændig i bund. Vi har mistet modet, troen på, at vi kan lykkes med at blive bedre, dygtigere og forandre. Vores selvtillid hænger i laser og vi er ramt. På selvtilliden.

Er selvtilliden i bund, så erkend det. Er selvtilliden svag, men tilstede, så erkend det. Uanset hvor på skalaen selvtilliden ligger lige nu, er det bestået. Vi har alle områder, hvor vi ikke tror nok på os selv. Lad det ikke blive en sovepude, gå i stedet i gang med at bygge selvtilliden op og motivationen vil helt automatisk blive stærkere. Det er ikke raketvidenskab, det er et skridt ad gangen.

2. Skab situationer, der giver positive ‘beviser’

Når vi er inde i en negativ spiral leder vi ubevidst efter `beviser´ der bekræfter vores fortælling om, at vi ikke kan, at vi ikke duer, at tidspunktet er forkert, at vi er meget dårligere end alle andre, at det er latterligt håbløs, at…[indsæt selv]. Det gør vi fordi det giver mening for den fortælling vi er i gang med at konstruere om os selv i forhold til et givent tema. Hver gang vi finder et `bevis´ – uanset hvor tvivlsomt det måtte være – styrker vi vores fortælling om, at det ikke kan lykkes. I takt med at vores selvtillid styrtdykker, styrtdykker vores motivation og får vi ikke vendt spiralen – ved egen eller med andres hjælp – ender vi sandsynligvis med at smide håndklædet i ringen. ”Det var heller ikke denne gang, at jeg fik ændret livsstil – det var heller ikke denne gang jeg klarede en uddannelse – det var heller ikke denne gang, at jeg fik lært matematik”. Eller endnu værre, vi konkluderer, at vi ikke kan, aldrig kommer til…[indsæt selv].

Men det er ikke den endegyldige sandhed om, hvad vi kan, blot en fortælling, som vi har konstrueret, ofte i samspil med vores omgivelser.

For langt de fleste gælder det, at der er andre fortællinger, som er langt mere opbyggelig; at vi kan blive bedre, at vi kan blive dygtigere, at vi kan skabe de forandringer vi ønsker. Det kræver blot, at vi vender vores perspektiv og begynder at lede efter `beviser´ på, at vi kan lykkes. At vi skaber rammer, opgaver og situationer, hvor vi – eller dem vi skal hjælpe – oplever at lykkes. I begyndelsen kan det være banale ting: Jeg kan plus stykker, så kan jeg også lære minus. Jeg kan minus, så kan jeg også lære at gange. Det er selvfølgelig et simpelt eksempel, men du forstår princippet. Tag udgangspunkt i det du –  eller dem du skal hjælpe – kan og gør det. Det giver små succesoplevelser, som styrker selvtilliden og øger motivationen.

3. Byg videre på de små succesoplevelser

Progression er et andet nøglebegreb i den menneskelige motivation. Derfor er det vigtigt, at vi oplever, at vi bliver bedre, at det går fremad, at der sker forbedringer. Vi må derfor ikke bliver stående på samme plateau, men skal udfordres. Kunsten er at udfordre ”tilpas”. Det vil sige, ikke for lidt, så det bliver for kedeligt og heller ikke for meget, så det bliver for overvældende. Men tilpas. I begyndelsen, når man er klar til at bygge videre på det man kan – som beskrevet i trin 2 – er det fint, at udfordringerne ikke er for store, men sørg for at udfordringerne er reelle det vil sige, at det er noget man skal stå lidt på tæer for at løse. Brug gerne kreativiteten til at gøre det interessant, sjovt og spændende, så det ikke bliver kedeligt. Husk også, at det er helt okay at falde i, tage et skridt tilbage, lave fejl – det er ofte der vi kan hente visdom og indsigt i, hvordan ting fungerer og hvordan vi selv fungerer, som mennesker.

Byg videre, videre og videre indtil du har opnået det, du ønskede eller det, dem du skulle hjælpe, ønskede sig.

Tak fordi du læste med og del gerne, hvis du kunne bruge indholdet😊

Lene

3+

Bruger du Lov nr. 1 som din ledestjerne?

Brian er fyldt af håbløshed.

Heldigvis skal han til samtale med hans mentor.

Mentoren glæder sig til samtalen. Han har nemlig lige været på kursus og lært om eksklusive coaching teknikker.

”Nå, Brian, nu er jeg spændt på at høre hvad du drømmer om?” – spørger mentoren forventningsfuld og kigger smilende på Brian.

Brian: ”Jeg drømmer ikke om noget”

”Der må da være et eller andet du drømmer om. Prøv at tænk godt efter….”. Forsøger mentoren opmuntrende og smilende.

”Næhhh…”  – siger Brian og kigger tomt ned i det blege linoleumsgulv

Men der er jo et eller andet du ønsker dig eller drømmer om? – siger mentoren insisterende til Brian. Med et smil, der er lidt mere anstrengt.

Brian: “Jeg drømmer ikke om en skid, jeg er her bare”

Bum!

Så hurtig kan en samtale fastlåse begge parter.

Men hvad gik galt?

Det er helt enkelt og basalt.

Mentoren glemte Lov nummer 1, når man arbejder med mennesker.

Lov nr. 1 er, som du ved…

Altid at møde mennesker, der hvor de er.

Altid.

Det er ikke det menneske du skal undervise, vejlede eller coache, der har til opgave at tilpasse sig en metode, en teknik.

Det er altid din opgave som professionel at tilpasse de teknikker, metoder og måder du bruger – så de møder Brian og Betty lige der, hvor de er.

Det er altid den professionelles opgave at møde sin målgruppe, der hvor de er!

Altid.

Brian og alle andre er nemlig altid lige der, hvor de skal være.

For man kan ikke være et forkert sted, men man kan blive mødt et forkert sted.

Brian er et sted, hvor han sidder fast i håbløsheden.

Når han er der, hvad kunne mentoren så med fordel have valgt at starte med at spørge ham om?

– hvad synes du ville være mindst kedeligt at skulle [indsæt selv] ?

– hvad synes du ville være mindst hæsligt ved at [indsæt selv]?

– Er der noget som du synes kunne være nogenlunde okay at [indsæt selv]?

Hvorfor ville det stensikkert virke at stille den type spørgsmål til Brian i stedet for?

– Fordi Brian ikke er et sted, hvor han kan forbinde sig til hans drømme eller ønsker – og derfor skal mødes et andet sted.

– Fordi du med de spørgsmål viser Brian, at du ser hvor han er.

– Fordi du er villig til at gå ned i håbløsheden og hente ham.

Du kan ikke presse en drøm frem. 

Men du kan inspirere Brian til at bevæge sig derhen, hvor han kan forbinde sig med hans drømme og ønsker.

Når du møder ham der hvor han er.

Glemmer du jævnligt Lov nr. 1?

Fordi du har travlt, ikke lige er tunet ind eller noget andet…

Fortvivl ikke!

Det sker for alle.

Faktisk vil jeg påstå, at det – desværre – er den Lov som brydes mest i arbejdet med mennesker.

Børn, unge, voksne.

Desværre, fordi det betyder, at en hel masse mennesker ikke får frigjort deres ressourcer, ikke får lært det, de kunne lære, ikke får frisat deres ønsker og drømme, ikke lykkes med det liv som de egentlig gerne ville have…

Men det kan du lave om på.

Ved at beslutte, at du vil lade Lov nr 1 blive din ledestjerne. Og gøre dit allerbedste for altid at møde mennesker lige der, hvor de er.

Du vil helt sikkert komme til at opleve menneskelig magi.

Som at se mennesker udfolde det og dem de er – imens de bevæger sig mod det sted, hvor de kan forbinde sig med deres håb, ønsker og drømme.

Del gerne, hvis det giver mening og du har lyst😊

Dbh Lene

3+