Bind snørebåndet, verden åbner sig igen – og måske er dit blik under forvandling

Verden åbner sig igen efter en pandemi, hvor vi blev sendt hjem – til os selv. Nogen vil gerne tilbage til deres gamle liv med de farver og mønstre, som var før. Andre har opdaget, at de har en længsel efter at åbne livet (endnu) mere op, finde nye farver og skabe anderledes mønstre.  Uanset om du vil det ene eller det andet, så lad os følges hen til restriktionernes udgang.

Nej, der er ingen tour bus, som samler os op. Vi skal gå. Det er i øvrigt en god ide at binde dobbeltknude på dine snørebånd, man kan aldrig være for sikker. Siger det bare, fordi jeg selv havde glemt det forleden dag og var ved at snuble i mit eget snørebånd. Det var 10 centrimenter fra, at mit ansigt var blevet asfalteret. Heldigvis slap jeg med skrækken, men det så vist ret kikset ud. Man skal huske at tænke sig om en ekstra gang og ikke bare følge sine impulser. 

Imens du binder dobbeltknude på dine snørebånd, kan vi lige tage et hurtigt tilbageblik på livet indenfor murene.

Indenfor murene

Levin er en traditionel jødisk familie i det borgerlige København i begyndelsen af 1900-tallet. Familien lever en nærmest tidløs og isoleret tilværelse med fortidens traditioner og normer – uden påvirkning fra verden omkring dem. Dengang – som nu –  var det ikke nemt at tilhøre en minoritetsgruppe. Måske føler man sig ikke særlig velkommen. I et forsøg på at beskytte sig selv imod `det og dem´ udenfor murene kan man ende med at adskille sig fra verden. Men Esther, familiens yngste datter vil ikke adskilles fra verden – hun har en længsel efter at opdage verden og livet udenfor. Da hun bliver forelsket i den kristne Jørgen Herming begynder ballanden for alvor. Konflikterne kan ikke fejes ind under gulvtæppet i familiens pæne stuer og dramaet kører. Hugo, Esthers bror, ender dog med at erkende, at han selv har været for meget indenfor murene og der er noget andet udenfor.

Længsler 

Indenfor murene – er et kendt drama af Henri Nathansen fra 1912. Stykket indeholder mange interessante temaer, men dem lader vi ligge og samler sporet; længsel – op. For mon ikke de fleste af os – ligesom Esther – har mærket, at der manglede farver i vores liv under nedlukningerne? Hvad vi har længtes efter er selvfølgelig forskelligt. Måske var længslen der allerede før covid-19, nedlukningerne og alt det der. Men da vi blev sendt hjem og ikke kunne flygte ind i hamsterhjulet, travlheden og de mange muligheder for oplevelser, som kan få os til at glemme, så kunne vi måske (endelig) for alvor mærke længslen efter noget andet, noget mere, noget bedre, noget dybere, noget som vi måske ikke engang kunne definere.

Hov, dit snørebånd

Måske er det ikke supersmart, at du har bundet fire dobbeltknuder på dit snørebånd? Det bliver hårdt at få alle de knuder bundet op igen. Ved godt, at det ikke kommer mig ved. Men jeg prøvede engang at se, hvor mange dobbeltknuder jeg kunne binde på mit snørebånd – 14, altså 14 dobbeltknuder. Det tog mig sådan cirka et halvt liv at få dem bundet op igen og i øvrigt var det rødkedeligt arbejde.

Nå men vi skal videre…

Zoom

Det er ingen nyhed, at vi som mennesker i nutidens samfund har forestillinger, ønsker og et begær efter at kunne kontrollere verden. Lad os bare trykke på zoom knappen og tage mega perspektivet; menneskeheden – med den israelske historiker; Yuval Noah Harari som vores guide. I den imponerende bestseller; Homo deus – udlægger han blandt andet den `verdensreligion´, som er i gang med at overtage samfundet. Dataism – kalder han den og den udspringer af en forestilling om, at det er menneskehedens opgave at bygge kunstige intelligenser, der overgår vores egen. Fordi intelligens i denne `religion´ har en højere værdi end den menneskelige bevidsthed er retningen, at de kunstige intelligenser skal overtage vores livsvalg.

Vores blik

Hararis udlægning er ikke bare et uendeligt langt blik ind i fremtiden. Kig engang på dit eget hverdagsliv, hvordan du (ligesom jeg) er styret af tal, data og algoritmer. Tid, planlægning, kontrol, alt hvad du måtte bruge din smartphone og computer til. Vi stirrer på grafen med den røde gennemsnitslinje, der afgør om vi er over eller under gennemsnittet – indkomst, karakter, fedtprocent, IQ, hvad som helst. Det rationelle og kvadratiske blik, har evnen til at skære verden ud i tal, som passer perfekt ind i kasser, kolonner og grafer – men er blottet for evnen til at se menneskers og livets farver og nuancer. Lader vi tal, det rationelle og kunstig intelligens være blikket, der definerer os – vil vores liv komme til at føles mere og mere dødt. For en verden, der er fuldstændig kendt, planlagt, og styret er en død verden – som den tyske sociolog Harmut Rosa siger det.

Murene

Det er nok de færreste af os, der som famlien Levin lever i en lukket verden, der er tætpakket med fortidens tradtioner, normer og mønstre. Måske smiler vi overbærende af dem, der gør – i vores (lidt selvforherligede) forestilling om, at vi tilhører “de frie”. Men gør vi ikke det samme? Lever indenfor murene af  det rationelle, det kontrollerbare, det målbare. Esther er den vågne bevidsthed og livsmodet i familien Levin og derfor mærker hun længslen efter det, der er er udenfor murene. Hun vil ikke leve et liv, hvor hun er fremmedgjort overfor verden og ængstelig for livet, hun vil ud. Måske er Esthers længsel også vores. Måske længes vi efter det, der er udenfor murene af det rationelle, det kontrollerbare, det målbare?

Tal og data giver os en oplevelse af at have kontrol, at kunne kontrollere vores liv – og imens vi dyrker den forestilling bliver vi utrænede i at mærke os selv, vores indre fornemmelse, vores indre sandheder og udvikle vores empati. Er vores tillid til tal, data og algoritmer større end tilliden til det, der er indeni os selv? Tør vi være i det ukontrollerbare, hvor begejstringen, smerten og livets skønhed bor?

Vi er her

Så nåede vi sikkert frem til udgangen. Lad mig lige forberede dig på, hvad der møder dig, så du ikke pludselig står et sted, som du ikke er forberedt på

Exit – du er nu på vej udenfor murene

Ved udgangen står et mægtigt katanjetræ. Det har tændt alle sine lys, kun for dig – og alle andre, der vælger at benytte udgangen. Du behøver ikke ringe på klokken ved hoveddøren, du kan bare gå ud. På den anden side af murene kommer duftende syrener dig i møde, fra det høje græs smiler de gule smørblomster og du kan høre gøgen kukke som en fornøjet stær. Henne ved vandhullet holder frøerne samtalesalon, de sidder på rokoko stole med vinrødt velourbetræk og kvækker som de har forstand til. Den flittige spætte har skiftet de brune kanvasbukser ud med en strutskørt og danser jazzballet med den lidt klodsede muldvarp, der i dagens anledning har klædt sig ud som en countrysanger fra Nashville. Småækle larver har vredet sig ud af puppen og er forvandlet til sommerfulgle i alverdens farver – de danser kædedans i solens violette stråler. Grøn er ikke længere bare grøn, det har skabt sit eget univers af nuancer. Verden udenfor murene kan være så gispende åndeløs – med en overdådighed af farver, dufte og lyde.

Kan du høre det?

Verden og livet taler til dig.

Det vil dig noget, men hvad vil du det?

Uanset om du lytter eller ej, vil dit blik blive farvet af det, du ser og mærker.

Kan du høre det?

/lene

Der er begyndelser, der aldrig begynder. Og så er der dem, der tager os med til nye fantastiske steder…

I stationsbyen stoppede et utal af tog. Nogen kørte i den ene retning, andre i en anden. Men det var egentlig ikke så vigtig, hvilken retning de havde. Bommene gik ned, man holdt tilbage og ventede, indtil toget var passeret, uanset retning. Glade, forventningsfulde og mennesker med udtryksløse ansigter, steg på. Og af. I den fine stationsby var der mennesker – i alle aldre – som tilsyneladende holdt af at se de forskellige tog passere forbi. I hvert fald gik de hen på stationen, satte sig på bænken, kiggede og iagttog. Måske bare et kvarter eller en halv time. De kendte klokkeslæt og destination og hvilke forbindelsesmuigheder, hvert enkelt tog havde. De tog ikke selv med toget, de kiggede bare – og drømte.

En drømte om, en dag, at stige på toget og ende der, hvor man kan forsvinde i endeløse marker af blomstrende lavendler. Hun ville mærke landskabet, farverne og lade duften beruse hende – bare et stykke tid. Når toppen af beruselsen tog af, ville hun bevæge sig lidt længere ned i det sydfranske. I stenene på stranden, hvor det azurblå middelhav begynder ville hun sætte sig, dyppe tæerne i vandkanten, lade sig forblænde af det særlige lys, som kun findes der – og måske tage en dukkert i havet. Hun ville besøge Chagall museet med de berømte malerier, farverige glasmosaikker og forundres over kunstnerens udtryk.

Sådan havde alle dem, der dag efter dag, satte sig på en bænk på stationen, deres helt egen lyslevende drøm kørende i deres indre. Om at møde sig selv, et andet sted, i noget andet. En ganske ung kvinde drømte om at studere på en kunstskole i London. En ældre mand om at bakse med amerikanske motorcykler. En mand midt i livet, om at blive hjælpearbejder i Afrika. Hver dag stoppede et utal af tog, men ingen af dem steg ombord. De satte sig på bænken, kiggede, drømte og derved blev det.

Der er begyndelser, der aldrig begynder. Måske fordi ønsket eller længslen efter den nye begyndelse ikke er stærk nok eller fordi vi mangler modet. Og så er der begyndelser, der tager os med til fantastiske steder, som rækker langt forbi det, vores vilde fantasi kan forestille sig. Egentlig ved vi ikke, hvordan vi kom derhen, men det var som om et fyrværkeri slog huller i den mørke nattehimmel, en verden åbnede sig, vi tog af afsted, gik med og pludselig er vi der.

Det fantastiske sted. Hvor kasserne er sprunget i luften, de snorlige regler er klippet over, de umættelige måger ikke behøver stjæle en elendig pizzaslice fra rendestenen, men får serveret dobbelt softice med tredobbelt drys i VIP loungen. Hvor halvdøde muslinger kravler ud af deres skal, søpindsvin grynter, som søpindsvin ikke gør og hvor de tavse sten, uden botox, får mimikfyldte ansiger. Hvor træernes hvislen akkompagneres af mossernes blødhed, koglernes sprøde knasen, spættens insisterende hakken og den højeste kran, på den rå industrihavn, stolt løfter håbet til helt nye højder. Hvor et virvar af containere flyttes rundt, skifter plads, lastes og sendes afsted med skibe så store, at man ikke tror sine egne øjne. Men det gør ikke noget, for de er på vej ud på verdenshavene og deres ubegribelig verden af liv, der findes lige under overfladen, forstår vi heller ikke. Vi fortsætter følger med, for vi har overgivet os og tør godt følge med inspirationen i vores indre verden.

En tidlig morgen – vågner den ganske unge kvinde, der drømmer om at komme på kunstskole i London. Hun mærker smerten, som på et tidspunkt opstår i os alle, når konflikten mellem vores indre sandhed og ydre virkelighed, bliver for stor. Vi forsøger at dulme den, undertrykke det, flygte fra det, men det forfølger os, driver os rundt. Den unge kvinde rejser sig fra sengen. Hun går ikke hen på stationen. Ikke idag. Hun overgiver sig til det, der er den indre sandhed i hende og samler sit mod op fra bunden af vasketøjskurven. Hun siger det højt, for sig selv og derefter for alle dem omkring hende – der synes hun skal være konditor, fordi hun er så god til lave kager – at hun vil være performancekunstner. De tager sig til hovedet og tror, der må være noget galt – altså med hende. Hun holder fast, hæver sig op over omstændighederne, de andres forestillinger, konventionerne – og tager afsted. På kunstskolen i London møder hun sig selv i noget andet. Hun følger med inspirationen, overvældes, forsvinder i selvforglemmelsen og er sig selv.

Måske – er der noget om det forfatteren og filosoffen, Villy Sørensen sagde om, at visdom ikke kun er et spørgsmål om den rigtige erkendelse, men også den rigtige handling.  For hvilken betydning har erkendelsen, hvis vores handlinger ikke følger med? Og måske er der en visdom i det, han sagde med, at det ikke er nok at have evnerne til at leve sig ind i den anden, vi må også have viljen. 

Det er nemt nok at møde et menneske, der holder sig indenfor vores forestillinger og forventninger om, hvem han eller hun er. Det er straks mere krævende, når et menneske åbner sig, folder sig ud og viser noget, vi ikke havde set, noget vi ikke forstår. Men i det krævende ligger også en stor mulighed. Har vi viljen giver det en mulighed for at åbne vores eget perspektiv, åbne vores verden, opdage nye begyndelser, som kan – hvis vi vil – tage os med til nye fantastiske virkeligheder.

Togene kører, de stopper og kører videre mod nye steder, hvor vi kan møde os selv et andet sted, i noget andet, i andre. Og forresten, her seks år efter, laver den unge performancekunstner stadig fine kager, når hende og hendes kæreste har gæster i deres cottage i en sydengelsk landsby – du ved, den ligger lige der ved det skarpe sving, hvor vejen tager en anden retning.

/lene

avatar

I hvilken have plukker du dine visioner og drømme? Kom, lad os kravle gennem hullet i hækken, stikke af og gå på opdagelse efter forunderlige og fortryllende haver….du gider godt…

Forstår godt, du var lidt betænkelig ved at skulle kravle igennem det lille hul i hækken. Den er blændende smuk, når den blomstrer – den hvide tjørnehæk. Men ærlig talt, den er ret strid at komme igennem og det er krop umuligt at undgå rifter. Jeg fik også et par stykker, det svier lidt. Heldigvis er det ikke noget, vi dør af. Håber du er okay? Nå, men nu er vi ude på den anden side. Inden vi stikker af til de forunderlige og fortryllende haver, skal vi lige forbi Ivan. Et kort besøg, kom med.

Besøg hos Ivan

Han er midt i livet og står på højdepunktet af hans karriere. Mange års hårdt arbejde har givet afkast og han er nu højesteretsdommer. Alt spiller tilsyneladende for Ivan. Det prestigefyldte job, familie, venner – det kører. Succeshistorien sidder lige i skabet. Men som han står der på toppen af livet bliver han alvorligt syg. Han skal dø. Et væld af tanker og følelser vælter rundt i ham. Hvorfor ham? Han har gjort alt det rigtige i sit liv. Hvorfor skal han dø? Det er uretfærdigt. De nære bliver som fremmede. Livet kan være ensomt. I hans bevidsthed krakelerer de fortællinger, som var sammensat af udvendige normer og værdier, han aldrig havde mærket, men blot fulgt med. Sløret for hans blik, rives nådesløst væk – og hans verdensbillede er smadret. Intensiteten er næsten ikke til at holde ud. Der er så mange lag, at man kun kan mærke det, ikke forklare det. Og alligevel prøver jeg, men jeg kan ikke. For jeg kan kun tåle en lille bid ad gangen. En mikro-bid, ikke mere, så rammer kvalmen. Klarsynet i tågen, styrken i sårbarheden. Det er så voldsomt, at han ligger der på dødslejet og ser maskerne falde, facaderne blive gennemsigtige, løgnen afsløre sig selv. Erkendelse og fortvivlelse hvivler rundt imellem hinanden. Jeg ved ikke hvad, der er hvad. Det gør han  heller ikke selv. Har han taget de forkerte valg? Spildt livet på en bevidstløs stræben efter at omsætte visioner og drømme, som var plukket i forventningens have? Uden ægte forbindelser til det og den han var?

Forresten…

Fik jeg præsenteret Ivan for dig? Hans fulde navn er Ivan Ilyich. Og han er hovedpersonen i den russiske forfatter; Leo Tolstoys historie; The death of Ivan Ilyich. Det er en ældre sag, første gang den blev udgivet var i 1886. Det er længe siden, men vi kender alle spændingsfeltet mellem den sovende og vågne tilstand. Følger vi bevidstløst med? Er vi vågne og modige, når vi vælger, hvilken have, vi plukker vores drømme og visioner? Nå, men det bliver lidt for ubehageligt at skvulpe rundt i Ivans fortrydelse. Lad os komme videre, vi skal ud at opdage fortryllende og forunderlige haver.

Slip det nu og kom med…

Hvad var det nu der skete? Jo, nu husker jeg det. Det var en mørk tid og verden var i krig. Al for megen ondskab og destruktion. Og alligevel var der – midt i mørket – en forårsblomst så fin, lille og blå, der blev hentet fra den fede ler i et skovkvartér på Lolland. Han tænkte på den lille blomst som et kærtegn, der ville nå ham en forårsdag. Indeni sig selv, vidste han godt, at det var en urealistisk vision, en drøm, der ville dø sammen med den lille blomst. Modstanden, den havde været igennem og flytningen til en have i Vedersø, ved kanten af Vesterhavet – det ville være mere end den lille blomst kunne klare. Troede han. Den blå anemone ville det anderledes. Med en ukuelig styrke bryder den sarte blomst gennem den frosne jord – langsomt og pludseligt. Han ser den, får øje på den, bøjer sig ned, sætter sig på knæerne ved anemonen. Kroppen er ikke ung længere, ansigtet har fået streger, nogle dybe og vrede, andre tynde og milde. Med overraskelsens lysende blik, beundrer han den lille blomst og lader det yderste af fingerspidsen røre ved anemonens blå silkeflor – som gengælder han det kærtegn, den netop har givet ham, blot ved at være i hans have.

Kaj Munk kvitterede generøst for anemonens kærtegn med det rørende digt; Den blå anemone – som smeltede sammen med melodien, du sikkert kender. Hvis du ikke kan finde den på din indre playliste, så lad DR´s pigekor synge, om den blå anemone, for dig. Men ikke nu, det har vi ikke tid til.

Vi skal videre…

Ud af den hårde modstand, kan vokse noget sart og smukt. For der er altid en dobbelthed i spil. I spilttelsen findes harmoni, i løgnen findes sandhed, i det grimme findes skønhed, i frygten findes ro, i forkertheden findes noget rigtigt. Det findes, men ser vi det? Eller ser vi kun splittelsen, løgnen, det grimme, frygten, forkertheden?

Hvordan går det i øvrigt med rifterne?

Jeg har helt glemt at spørge dig; svier det stadig? Mine gør, men det går over og så er det jo heller ikke værre.

Eller er det?

Gemte, og måske glemte, ligger der i vores indre landskab fortryllende og forunderlige haver. Nogle af dem har vi endnu ikke opdaget, andre kender vi allerede og så er der dem, vi har glemt fandtes. Måske fordi der var tidspunkter, hvor vi ikke ville kendes ved dem. Det var for tosset, for mærkeligt, for underligt – det passede ikke ind, virkede forkert. Vi hældte grus og beton udover det hele og for en sikkerheds skyld, smed vi til sidst asfalt henover. På vores evige vandreture rundt i vores indre landskab, skete det, at vi kom forbi de asfalterede haver. Det gjorde lidt ondt, men vi kiggede den anden vej og på den måde glemte vi alt om haven. Sådan næsten. For vores forunderlige og fortryllende haver glemte aldrig os. De hviskede til os, når vi småslumrende gik rundt. De forsøgte at vække os, men vi hørte det ikke.

Men en sen aften, en tidlig morgen, en tirsdag eftermiddag, lytter vi til en indskydelse, en underlig tanke, der strejfer os – vi føres et sted hen og opdager, at der i det stykke forkerthed, vi kan mærke, er noget rigtigt, som vi må tage frem. Grus, cement og asfalt – vi troede ærlig talt, det var dødt – ligesom Kaj Munk troede, at den lille blomst ville dø. Det gjorde den ikke. Den blå anemone kom igennem modstanden og var med til at fremkalde og gøre billedet af digteren i ham – endnu mere klart.

Langsomt og pludseligt vågner det…

Imens vi leder, søger og håber at finde nye drømme og smarte taglines til vores visioner, kan vi overse det, der allerede bor i os. For mon ikke, de fleste af os har asfalteret en drøm eller to? Opgivet et par visioner undervejs, fordi det ikke lige passede ind, lød smart nok – eller, hvad vi nu bildte os selv ind. Men måske var sandheden –  i den løgn – at vi ikke turde, at vi var bange, at vi ikke havde modet. Vi orkede ikke at stå ved dét, forholde os til dét og hvem ville vi så være? Måske, bare måske, bor nogle af vores mest betydningsfulde visioner og drømme allerede i os. Visioner og drømme, som har potentialet til at fremkalde os, som det og dem vi er – gøre billedet mere klart, mere nuanceret og rigtigt. Set indefra og senere udefra.

Har vi modet…

Kan vi søge efter dem i vores indre landskab. Måske er det 10, 20, 30 år siden vi forlod dem og vi kan ikke helt huske, hvor de er, men hvis vi kigger efter skønheden, der titter frem et grimt sted, finder vi dem. Visionen eller drømmen skal sikkert modelleres en smule, så den passer til det og dem vi er nu – måske flyttes over i en anden kontekst, for rigtigt at komme til sin ret. Og lad os bare være ærlige, vi får sikkert rifter og skrammer, som svier og gør ondt – når vi kravler gennem hækken for at hente en af de visioner og drømme, som ligger gemt i vores indre landskab og længes efter at blive hentet og taget frem i lyset. Men altså, vi behøver jo ikke gøre det, vi kan bare lade være og fortsætte som om, de ikke findes, dernede under asfalten. Som vi alle ved, og Ivan erkendte, er livet fuld af ensomme valg. Om vi vælger at forbinde os til de drømme og visioner, som er ægte for os – hver især – er et af dem. Spørgsmålet er naturligvis, om vi overhovedet tør gå derhen? Derhen, hvor vores bevidsthed strækker sig ud, åbner vores sanser og en blå anemone kærtegner den, der tør række ud efter det, der mærkes rigtigt og ægte.  Om vi tør kæmpe med tvivlen, som uundgåeligt følger med. Og om vi tør forbinde os til det, der umiddelbart kan se sart og skrøbeligt ud, men som har en kraft og vitalitet, der giver livet den vågne bevidstheds puls – som når vi er nærmest det og dem vi er.

Tak, fordi du gik på opdagelse sammen med mig.  Ved godt, det var temmelig anstrengende med ham Ivan. Jeg fik faktisk lidt kvalme af al den erkendelse. Men altså, han kunne jo bare have været vågnet op noget før – så er det, trods alt, heller ikke værre at få et par rifter, der svier – vel?

/lene

PS: En organisation, der måske kan mærke forkertheden sidde og gnave et sted, kan gøre det samme. Gå en tur i organisationens indre landskab og finde tilbage til idégrundlaget/formålet. Se efter det sted, der på et tidspunkt blev asfalteret, fordi det ikke lige passede ind, ikke var smart nok eller fordi man blev forført af noget andet. Lige der, må ligge noget rigtigt, der kan skabe ægte forbindelse – fremkalde organisationen, gøre billedet mere klart, mere meningsfuldt, skabe integritet.

PPS: Hvis du vil tilføje en smuk version af; Den blå anemone – til din indre playliste, så kan du gøre det her  https://www.youtube.com/watch?v=ahvnN1mlR5Q

 

At være eller ikke være – fanget i en fortælling

Trætheden overmander ham. Han lader øjenlågene falde i og tankerne svæve frit. De søger tilbage, slår sig ned en oktoberdag. Den lysåbne hede med de lidt forkrøblede fyrbuske. Himlen er så klar, at han kan spejle sig i den, som blikstille vand. Fugle trækker sydpå, de kommer i flokke. Han smiler forsigtig -trækfugle. Der er tidspunkter, hvor han har følt sig som en trækfugl, der på sin gennemrejse pludselig fandt sig selv fanget i et snævert bur. Forpligtelserne havde stækket hans vinger. Han ville gerne have fløjet højere, ramt flere lyse toner og sunget gladere sange. Det ville han ønske, han havde turdet. Nu lå han syg med den slags tanker, som kun tvivlen kan avle, mens de indre billeder – som livet så generøst giver til den, der er opmærksom – trøster, glæder og inspirerer.

De fine spor.

Du kan sikkert genkende det, at et billede pludselig lander i din bevidsthed? Et billede, som får dig til at smile og måske mindes en situation. Livet sætter sine spor. Nogle af de spor, livet havde sat i digterpræsten Blicher, kommer til udtryk i digtet; Sig nærmer tiden – faktisk var det så fint, at det blev svøbt i mol, landede sikkert i højskolesangbogen og rakte langt ud i fremtiden. Blicher skrev digtet i vinteren 1837/1838, da han lå alvorligt syg og troede, han ikke ville klare den. Det gjorde han heldigvis. Og som du ved, er scenen – i indledningen – naturligvis bare min forestilling om, hvordan det kunne have været, da han fik ideén til digtet. Sådan forestiller vi os så meget, velvidende, at ingen af os ser verden som den er, vi ser den, som vi tror den er.

Hvad tror vi så?

Vi har alle fortællinger om os selv, de andre og verden. Enhver af vores fortællinger har sit eget formål. Den hjælper os til at forstå og skabe mening i en kompleks verden. Knap så ofte er en fortælling den endegyldige sandhed om nogen eller noget, men den giver mening for den, som tror på den. Og det sker – forhåbentlig – at vi må revidere og redigere vores fortællinger, fordi de ikke længere giver mening. Forhåbentlig, fordi det betyder, at vi stadig udvikler vores evne til at være opmærksomme, opfatte...som den dansk/jødiske forfatter, Goldschmidt – gennem en af personerne i en brevroman – definerede dannelse. Og med mindre vores hedeste drøm var, når den obligatoriske barndom og ungdom var klaret, at stå færdigstøbt i beton – for senere at opdage at også beton kan slå revner og mure kan falde – kan vi glæde os over, at livet og verden taler til os og med os. At vi ikke er færdige, men fortsat tager form. At vores samtale med livet og (om)verden er i fuld gang.

Hvordan det?

Gennem hele livet har vi åbnet døre til nye virkeligheder – skole, uddannelse, jobs, nye relationer, fællesskaber, rejser til nære eller fjerne egne. Virkeligheder, hvor vi gennem mødet med nogen og noget har udviklet og udvidet vores indre verden. Der blev efterladt spor, som var lyse, lykkelige, mærkelige og afgørende for vores retning. Nogle af livets spor er opstået, da noget var vanskeligt for os. Vi har alle oplevet tidspunkter, hvor vores virkeligheder ændrede sig på en måde, der gjorde ondt – nederlag, svigt, brud, sygdom, fiasko osv. Indre og ydre begivenheder, der fik vores verdensbillede til at krakelere. Vi har taget runder i livets boksering og derfor ved vi godt, at det med at kæmpe mod virkeligheden er en hård omgang, som man ikke kan vinde. Men det kan være svært at give slip på det, vi forestillede os burde være på en bestemt måde. Lad os alligevel bare indrømme, at det på mange måder er en befrielse, når vi (endelig) overgiver os, slipper det, som ikke er eller ikke bliver. Selvfølgelig kan vi, med hjælp fra ego´et, undertrykke virkeligheden, gøre som om den ikke findes, forsøge at støbe en betonmur, lade være med at se virkeligheden i øjnene. På den lange bane vil det dog næppe ende som en succes. Nok nærmere som det ofte går personerne i Blichers noveller, men forhåbentlig ikke så tragisk.

De fastlåste forestillinger

Blicher skrev ikke om baroner, baronesser og veltrimmede slotsparker. Han elskede den ufriserede hede og skrev om hosekræmmeren, landbydegnen, unge forelskede Esben, der drog til Slesvig. Om Cecilia, der forsvandt ind i vanviddet, lægens utro kone og præsten, der vidste det hele, men vågnede for sent. Han skrev undersøgende om menneskets skyggesider og menneskelivets dilemmaer. Historierne kredser om det at være fanget i en skæbne, fanget af fastlåste forestillinger. Det var selvfølgelig en anden tid, livet var langt mere barsk, normerne mere snævre. Alligevel er temaerne, om at være fanget i normer, en fortælling eller en virkelighed, evigt aktuelle.

Virkeligheder forandres

I en tætpakket, tilrøget og alt for lille TV-stue på Brandbjerg højskole, sad jeg, sammen med andre unge, en aften i november, 1989 og oplevede Berlinmurens fald gennem skærmen. Hvor end du var, husker du sikkert de dybt rørende billeder – hvis altså du er gammel nok – da den nye virkelighed, der længe havde presset sig på, endelig åbnede sig. Billederne af glæden og forløsningen, som stod malet i de menneskers ansigter, satte spor indeni os, også selvom vi var vidner på afstand. For uanset distancen, ved vi godt, at vilkår og betingelser er forskellige. Krig, fattigdom, vold og regimer, som undertrykker – der er mennesker, som slet ikke har de samme muligheder som vi har. Og da unge, på min alder, i det gamle Østtyskland,  næste dag, vågnede til en fuldstændig forandret virkelighed, kunne jeg blot fortsætte mit priviligerede ungdomsliv på højskolen og samtalen i litteraturgruppen om Strunges digte, Livets hastighed og hvordan dannes vores selv? Menneskers virkeligheder er vidt forskellige, men trods den frihed og velstand virkeligheden byder, langt de fleste af os, kan vi, paradoksalt nok, være mere begrænset end vi behøver. Hvis altså vi er uopmærksomme og tillader os selv at leve i fortællinger, der for fastlåste.

Fortællingens risiko

Fortællinger er nødvendige, også de fiktive, de kulturelle osv. Og selvom det langt fra er alle fortællinger, der er fantastiske, er fortællinger alligevel fantastiske. Når det handler om de fortællinger, vi hver især har indeni os, skal vi huske, at vores fortællinger i høj grad fungerer som redskaber og forståelsesapparat, som vi kan revidere, redigere og omorganisere. Og måske skal vi være mere opmærksomme på, at vores fortællinger ikke er den endegyldige sandhed om nogen, hverken os selv eller andre. Vi er ikke identiske med en fortælling. Vi er så meget mere og andet end det – og det ville være selvovervurderende at tro, vi med en fortælling kan indfange det fulde billede af et menneske. Risikoen ved at forveksle en fortælling med hvem vi er, er, at vi kommer til at leve ved siden af os selv, at vi krøller os sammen, undertrykker det fortællingen ikke rummer, fordi vi forsøger at passe ind i fortællingen – og på den måde kan fortællingen fange os.

Livet taler

Vi er ikke en fortælling, vi er også det som vi har gemt væk, det som endnu ikke er kommet frem – og vi har muligheden for at tage form hele livet, hvis vi vil. Derfor er det måske værd at lytte til det Goldschmidt sagde om, at udvikle vores evne til at være opmærksom. Vi kan fx øve os i at være mere opmærksomme på det, der er lige nu – både udenfor og indeni os. Opfatte det – gribe det, vi kan mærke er rigtigt og lade resten ligge. Livet taler til os, giver os muligheder, men vil vi noget med det, kræver det, at vi er nysgerrige og modige. Det vil nok også kræve, at vi spreder vingerene mere ud – som Blicher ville ønske, han havde gjort – mærker en anden puls og tør opleve verden på en ny måde.

Der er farver vi endnu ikke har set, melodier vi ikke har hørt og dufte vores sanser ikke har smagt. Der er nye virkeligheder, som venter på, at vi åbner dem. Hvis altså, vi vælger ikke at være – fanget i en fortælling. Hvad vælger du?

/lene

avatar

Pandemien har sendt `plejer´i karantæne – og måske er det nu, dine visioner og drømme skal give fremtiden et magisk touch?

Over det grå skydække skinner solen. Men lige nu er det temmelig gråt. Det er corona-hverdag med restriktioner. Også her i december stiller vi op i de obligatoriske testkøer, spritter af, går med mundbind, holder afstand, ryger i isolation, lukker ned, mødes online og forresten er de fleste julefestligheder aflyst. Det er naturligvis blot de mindre alvorlige sideeffekter af pandemien. Hver eneste dag i ni måneder har vi hørt om – og måske oplevet tæt på – hvordan denne virus kan gøre mennesker alvorligt syge og hvordan mennesker har mistet deres livsværk, deres job osv. Bekymringer om sygdom, økonomi, smittetryk og fremtiden er virkelig for de fleste. Det er ikke underligt, hvis vi efterhånden mærker en smule corona-udmattelse.

Ihvertfald kræver det ikke de helt store anstrengelser at få øje på det, vi savner i vores liv. Selvfølgelig er der, for de fleste af os, stadig meget godt som vi kan glæde os over og være taknemmelige for. Men fakta er at `plejer´ er sat i karantæne. Derfor bruger vi hver dag en masse energi på at gøre som vi ikke plejer. For det, der før kørte på skinner, kører online eller måske kører det slet ikke.

Det nye sort?

Vi behøver ikke at tage elevatoren ned i internettets undergrund for at finde konspirationsteorier eller splitting-retorik i genren; noir. En spadsertur på de sociale medier og vi kan se, at også her dukker elementer af det krystalklare sortsyn op, der forudser, at det hele er på vej mod noget, der minder om helved eller i den omegn. Og hvem orker at holde jul der?

Men altså, gode fremskridt i verden er faktisk ikke skabt af dem med det krystalklare sortsyn. Og det er, trods alt, nok rimelig usandsynligt, at sort bliver det nye sort, der skal redde verden – i det små eller store. Så lad os tage et andet blik på fremtidsudsigterne.

Hvilket blik?

Jeg låner lige et perspektiv fra den lidt ældre film; Don Juan DeMarco. Skal nok gøre det ultrakort, så hæng på.

En ung mand (Johnny Deep) bliver efter et selvmordsforsøg indlagt på et psykiatrisk hospital. Den unge mand lider tilsyneladende af vrangforestillinger. Iført sort kappe og maske som den rigtige Don Juan, udgiver han sig for at være Don Juan DeMarco. Psykiateren (Marlon Brando) – som skal hjælpe den unge mand ud af hans vrangforestillinger – er på vej på pension og befinder sig et sted, hvor livets fortryllelse og lidenskab er skrællet af i hans indre verden. Som det sker, når det rationelle bliver vores gps i ethvert af livets landskaber. Men er det egentlig en vrangforestilling den unge mand lider af eller er det et fravalg af et affortryllet og lidenskabsløst liv? Under behandlingsforløbet inspireres psykiateren af sin patients passionerede blik på livet og genfinder gnisten og passionen i sit eget liv. For hvad er livet, hvis vi ikke har blik for fortryllelsen, mærker passionen og livets magiske touch?

Utopi?

Set med det rationelle blik er de fleste (større) visioner og drømme – uanset om det er på de personlige eller kollektive niveauer – vel egentlig temmelig urealistiske og utopiske? Men visioner og drømme kan blive til virkelighed. Som Nelson Mandela sagde – altså ham, der brugte 27 år af sit liv i en fængselscelle og kæmpede for drømmen om et Sydafrika med lige rettigheder – It always seems impossible until it´s done. I 1994 blev Mandela præsident, apartheidstyret i Sydafrika blev formelt afskaffet, en ny og bedre virkelighed tog sin begyndelse.

Og for 40 år siden var en computer i private hjem en utopisk tanke for de fleste, men ikke for Steve Jobs. For 105 år siden fik kvinder  i DK stemmeret. Og i 1903 lykkedes det de to lidt underlige Wright brødre – der ejede en cykelbiks, men var besat af drømmen om at mennesket kunne flyve – at få en flyvemaskine i luften, selvom de i modsætning til mange andre, der forsøgte det samme, ingen midler havde.

Verden forbedres af dem, der kan se det, der endnu ikke er, men som kan blive. Og investerer deres passion, deres mod og nok også lidt magisk touch.

Den obligatoriske modstand

Drømme og visioner mødes, på et eller andet tidspunkt, af modstand, fra en eller anden kant og i et eller andet omfang. Og hver eneste større vision og drøm, der er blevet omsat til virkelighed har mødt modstand. Længe inden byggeriet af Storebæltsbroen var begyndt startede en Landsforening mod Storebæltsbroen. Med massiv folkelig tilslutning. Det meste af modstanden mod broen handlede om, at man var vant til færgerne. Ikke desto mindre har Storebæltsbroen siden 1998 været bindeled mellem vores landsdele.

Uanset hvor fantastisk en vision eller drøm måtte være vil den altid møde modstand. For vi mennesker kan have det umådelig svært med forandring, ikke mindst  den type forandringer, vi ikke kan se konkret. Og så er der jo det med forandring, det kræver, at vi giver slip på det, der var. Men det er ikke til at komme udenom; visioner og drømme er afsættet til at skabe nye fantastiske virkeligheder.

Hvilke skal vi rykke på?

Jeg ved det godt. Langt fra alle idéer, visioner og drømme er forrygende eller fantastiske. Selv en grå og tåget decemberdag, kan jeg forbavsende klart se, at godt og vel et par stykker af de ideer og drømme jeg engang forfulgte, faktisk ser temmelig tåbelige ud i bakspejlet. Det er – heldigvis -også sket at `noget´ bare er landet og jeg instinktivt vidste, at det her kunne noget – og det kunne det. Nogle gange ved man, at noget er rigtigt. Det kender du sikkert? Andre gange skal det simre lidt.

Forfatteren Stephen King – der har skrevet ubegribeligt mange bøger – siger, at når en idé (til en ny bog) holder ved, bliver ved at dukke op, så er det jo nok fordi, der er noget i den, han bør lytte til. Og det er vel egentlig en ret god ledetråd, når vi skal afgøre med os selv, om vi skal lytte til en vision, en drøm. Bliver den ved at dukke op? Kan vi se visionen, drømmen? Så er det nok fordi vi skal lytte til den og rykke på den. Også selvom det udefra set kan virke skævt, mærkeligt og indefra føles frygtelig skræmmende og ubekvemt.

Magisk touch

På et tidspunkt vil solen trænge igennem det grå skydække. Det vil ikke blive skyfrit og klar blå himmel med det samme.  Det ved vi godt.

Men vi kan sagtens fortsætte med (eller begynde) at bygge broerne til fremtiden. Udveksle vores visioner og drømme? `Plejer´ er jo i karantæne, så måske skal vi samarbejde med nogle helt andre end sædvanligt? Tænke videre, tænke sammen, tænke skævt, tænke mærkeligt, tænke sjovt… Noget af det vil sikkert møde modstand, men det kan slibe visionen, slibe drømmen og gøre den endnu bedre.

Lad os hjælpe hianden med ikke at vifte vores egne eller andres visioner og drømme væk, som var de irriterende fluer, der forstyrrer vores rationelle tankesæt. For måske lander der en vision eller en drøm, som er broen, der kan være med til at give fremtiden et magisk touch.

Spørgsmålet er selvfølgelig om vi har modet til at stole og handle på de bedste af de visioner og drømme, der lander.

Dig først, tør du?

/Lene

 

Ved godt, det er møgirriterende at få våde sko. Men fedt, du ikke sidder fast i kontrol – og komfortzonen. Kom, lad os gå…

Luften er kølig. Det er tidligt. De listige og flittige edderkopper har spundet metervis af tråde og samlet dem i diskrete væv. Nu hænger de stærke og skrøbelige på usandsynlige steder. I træer, buske og de efterårstrætte stauder. Mørket er i gang med dets overlevering til dagen, alt imens rødlige, violette og rosa nuancer overlegent spiller en lydløs melodi, et sted på himlen.

I løbet af natten har duggen lagt sig som et fugtigt og gennemsigtigt slør over haven, lunden og landskabet. Skærehaven, den lille dam, det høje græs og frugttræerne. I skovbrynet står de store gyldne løvtræer med deres dybe rødder og fungerer som et bagtæppe, man kan stoppe op ved eller gå ind bag og fortsætte turen i skoven.  De store træer har gennem generationer trofast indtaget deres plads. Lige der. Tunge dråber hænger på det yderste af bladene. Om lidt vil de slippe, forsvinde ind i landskabet og være usynlige for øjet.

Ups!

Tilbage til virkeligheden. Glemte lige planen et øjeblik. Kom med. Lad os følge stien mod skovbrynet, forbi folden og det gamle krogede æbletræ med skovfogedæblerne. Vores fødder bliver sikkert våde af duggen i græsset. Det går nok. Vi glemmer det, når vi lytter til hinanden og til tonerne, der er her på Baronessens sted, Rungstedlund. Forbindelserne og samhørigheden mellem tider, kontinenter og mennesker i Karens Blixens fantastiske fortællinger og hendes modige liv, har samlet sig i en efterklang, som rækker ud og sætter sig. Det er så nuanceret med utallige tråde af forbindelser til fjerne egne af verden, usandsynlige møder mellem mennesker og fortællinger, der væver sig ind i hinanden i et tæt og fint mønster, som ingen kunne forudse, ingen kunne regne ud, på forhånd. Tænk, at livet i virkeligheden kan være en ukontrolleret og utilpasset vildbasse, som end ikke den dygtigste talknuser kan få til at passe ind i en talkolonne.

Hov

Det er da hende, er det ikk´? Jo det er. Det er Babette, der sidder på bænken derhenne under det store bøgetræ. Hun har en ret vild historie, kan jeg godt fortælle dig.

Vi er cirka 150 år tilbage i tiden. Under de blodige uroligheder i forbindelse med Pariserkommunen i 1870-71, flygter Babette fra rædslerne. Med sig har hun tabet af hendes mand og søn. Af mærkværdige veje, ankommer hun udmattet, sorgtynget og angstfuld til en lille norsk fjordby. Byens to elskelige provstedøtre tager imod hende, selvom de har deres betænkeligheder ved den fremmede kvinde. Men søstrene har gode hjerter og de loves, at Babette kan lave mad for dem. Der er dog ikke meget utilpasset vildbasse over provstedøtrene, som har arvet en temmelig fornægtende tilgang til det jordiske livs mange glæder, fra deres afdøde far, den gamle provst. Ud fra dette nydelsesløse princip instrueres Babette i at koge øllebrød og klipfisk, så tarveligt som muligt. Der går ikke lang tid, før provstedøtrene undrer sig over, at Babette evner at få husholdningspengene til at strække langt. Og det endda selvom øllebrøden, klipfiskene og suppen til de trængende er mere nærende. Tiden går og i den lille norske fjordby er Babette den lidt mystiske kvinde med det sydlandske udseende. Hun har et stærkt blik og folkene i den lille by kommer snart til at respektere den fremmede kvinde.

I 14 år koger hun klipfisk og øllebrød og så sker miraklet. Babette vinder den store gevinst på en gammel fransk lotteriseddel. Hun beder søstrene om lov til at lave et fransk festmåltid for dem og deres gæster. Hun forklarer dem, at hun er en stor kunstner og hun selv vil have lov at betale for det hele, med gevinsten. Søstrene skræmmes ved tanken om ødselheden og de historier om, hvad ødselhed kan føre med sig, som de nådesløst er blevet fodret med gennem hele livet. I ugevis knokler Babette for at få fat i de bedste råvarer og forberede festmåltidet. Aftnen kommer, det samme gør gæsterne, der lige som søstrene har en spartansk livsform. Med undtagelse af en enkelt gæst, der kommer ved det svenske hof og kender det franske køkken.  Babette var, som hun havde fortalt, en stor kunstner. Faktisk var hun Paris´s  største madkunster og chefkok på byens bedste restaurant i gastronomiens mekka. Lige indtil hun under de blodige uroligheder mistede alt – undtagen hendes forbindelse og kærlighed til den franske madkunst.

Okay

Jeg ved det godt. Vi har ikke mødt Babette i virkeligheden, ikke engang her i skoven bag Rungstedlund. Nok fordi hun er en litterær figur i Karen Blixens korte, men storslåede fortælling; Babettes gæstebud som jeg netop har serveret nedslag fra. Men måske har mødet med Babette i fortællingen fra fortiden alligevel noget at sige til os, i vores hurtige, kontrollerede og fragmenterede liv. Selvom vi tilsyneladende har mere styr på vores liv end nogensinde før.

Kontrol

I et forsøg på at tæmme livet og erobre den sidste rest af det liv, som endnu ikke er tilpasset talkolonner, har vi uddannet os til life-control-manager. Vores stærkeste våben i erobringen er den smarte telefon, som kan gøre dagens og livets målsætninger op. Har jeg sovet nok? Spist tilpas med kalorier? Hvordan var hastigheden og distancen på løbeturen og nåede jeg de 10.000 skridt i dag? Fik jeg anerkendelse, blev jeg liket? Klarede jeg to-do-listen på jobbet? Fik jeg gjort mine indkøb? Er pakken fra netbutikken på vej? Er renten og aktierne steget eller faldet? Og inden jeg lægger hovedet på puden, må jeg hellere lige tjekke om der er kommet nye mails, beskeder eller bare et par notificationer.

Tal er tilsyneladende de hårde beviser i enhver sammenhæng, derfor gælder de. Vi er blevet veluddannede life-control-manager, der ihærdigt forsøger at styre og kontrollere, hver eneste zone i vores liv. Uden at opdage det, er vi samtidig blevet utrænede i at mærke og fornemme os selv. Vi tæller og kontrollerer uhæmmet. Men, hvor fører det os hen?

Fremmed

Den indre tomhed runger imens vi leder i talkolonner, udenfor os selv, for at finde forklaringen på denne oplevelse af indre tomhed. På vej ind i supermarkedet kigger vi køligt forbi den hjemløses blik, melder hus forbi og skynder os videre. Bange for at møde os selv i den fremmedes blik og opdage, at vi er på vej til at blive privilegerede vagabonder, hjemløse i os selv og uden ægte forbindelser. Forbindelsesløse til det ægte, i den indre og ydre verden, lever vi vores liv i et regneark, der ikke går op. Vi kan flytte på tallene, blive slået ud, men vi bliver aldrig rigtig slået hjem. Så, hvad gør vi?

Forbindelser

Babette mistede alt, undtagen forbindelsen og kærligheden til den franske madkunst. Karen Blixen havde kærlige og passionerede forbindelser til hendes afrikanske farm, litteraturen, naturen og til mennesker på forskellige kontinenter – og hun trådte modigt ind i forbindelserne, som vel blev nervetrådene i hendes enestående liv. Ægte forbindelser til andre mennesker, steder eller større idéer, kan fylde os med mening, glæde, passion og varme. Når altså vi vedstår os de forbindelser, som føles ægte – og ikke forsøger at presse dem ind i en talkolonne.

Måske mente Karen Blixen, når hun sagde; Først og fremmest skal man være modig. Man kan ikke leve uden et stort mod….at vi skal turde lytte og tage de ægte forbindelser på os. Ikke fedte rundt i et regneark, men turde træde ud af kontrol – og komfortzonen og ind i det, der måtte være sandt og rigtigt for os.

Vi ved det jo godt. Det er udenfor kontrollen og tallenes tyranni, vi opdager de ægte forbindelser. For vi er der, når vi i et ukontrolleret øjeblik, smider paraderne, parkerer tallenes logik og uden varsel røres af noget eller nogen. Måske er det et blik, en melodi, en idé, en replik eller bare en dråbe på et blad. Så lille og ubetydelig en oplevelse og alligevel kan vi røres, nærmest inderligt. En fornemmelse af samhørighed med noget eller nogen. En klang, der nænsomt tænder for stemmens melodi. En følelse af noget ægte og meningsfuldt, uden vi nødvendigvis kan definere, forklare eller formulere, hvad det er. Og måske netop derfor, kan det være så svært at stole på ægtheden og berettigelsen?

Stemmen og koret

Babettes stemme var ubegribelig smuk, når hun udtrykte den franske madkunst. Den var så sanselig og klar, at den rørte andre mennesker. Og måske var det, når hendes stemme var ubeskrivelig smuk, at hun følte sig mest hjemme i sig selv. Hun havde taget forbindelsen til idéen, om den franske madkunst, på sig  – og hengav sig generøst til den. Men den franske madkunst var ikke hendes ide, det var en større idé, som generationer, både før og efter, har været forbundet til. Hun var en del af det fællesskab, der var forbundet til den idé. Råvare-producenterne, tjernere, kokke, opvaskere, gæster, restaurantejere var, og er – på tværs af tider, kontinenter og sociale tilhørsforhold – forbundet til lige netop den idé. Og enhver af disse forbindelser og stemmer var, og er, værdifulde i sig selv. Sammen, og hver for sig, har de bidraget til at udfolde den franske madkunsts formål. Ægte forbindelser til de større idéer kan forbinde os og få os til at synge i kor.

På parkeringspladsen

Duggen ligger tungt på denne tid af året. Som jeg havde regnet ud, på forhånd, fik vi våde fødder. Møgirriterende. Men det går nok. Der er større idéer, særlige steder og mennesker, der venter på, at vi forbinder os. Ikke som fedterøve i et regneark, men med det, vi har og dem vi er. Modigt og ægte.

Ved ikke med dig, men jeg glemte helt at tjekke, hvor mange skridt vi har gået på vores tur her på Rungstedlund. Det er egentlig også ligegyldigt, jeg nød turen og dit nærvær – selvom det naturligvis var helt usandsynligt, at vi skulle mødes her. Lige nu.

Lad os holde forbindelsen – og kom godt hjem.

dbh

lene

Højhastighedstoget drøner normalt forbi de grimme byer. Helt eksklusivt stopper det i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse – og den vil os noget. Velkommen ombord.

Lad os slå bagdelen i højhastighedstogets behagelige sæder og komme afsted. Med lynets hast drøner vi videre. Til næste møde, næste lederuddannelse, næste job og i aften frigiver bullshit bingo vist det sidste level. Vi skriver en mail og sætter tingene på plads, uden helt at vide, hvad vi har sat på plads. Fra vores vinduesplads i højhastighedstoget ser vi flygtigt det landskab og de byer, vi kommer forbi. Vi stopper hurtigt op ved de funklende byers forside, tager en selfie og smider det på forsiden af so-much-me profilen. De grimme, stinkende byer og bagsiderne flimrer forbi vinduet. Vi ser elendigheden, men vi ser den ikke i øjnene. Som en charterturist på et lukket resort, nyder vi resortets bekvemmeligheder og lukker øjnene for det, der sker udenfor os selv. Blinde for, at det vi lukker øjnene for, også former os. Flygtigheden sliber og sætter sig, men vi mærker det ikke. Vi tager genveje uden om stilheden, for vi orker ikke dens forstyrrelse – at mærke, hvor vi er. Men lad os tage chancen på denne tur, lytte, stige af og se noget andet end det vi plejer.

Lyt med.

Imens du sidder og nyder din kaffe eller te her i højhastighedstoget, vil jeg fortælle dig brudstykker af en historie. Hæng på, det koster mindre end et minut af din tid.

Kublai Khan er mongolernes hersker i det 13. århundrede. Han er den magtfulde boss og chefen for det hele. Men han fornemmer, at noget måske ikke helt er som det skal være, at hans rige er en organisme med pletter af forrådnelse. For at spore sig ind, forsøge at forstå sit rige snakker ham med den rejsende; Marco Polo, som i modsætning til ham selv, har besøgt mange byer i hans rige. De to sidder i Kejserpaladsets fortryllende have, omgivet af skumringstimens stemning, magnolia træer og duften af jasmin imens Marco Polo fortæller om de byer, han har besøgt. 

Marco Polo fortæller Kublai Khan om underfundige byer, som Ottavia, der svæver over afgrunden med rebet som det bærende element. Han fortæller om Leonia, der fornyr sig hver dag; hver morgen vågner befolkningen i rent sengetøj, trækker i splinternye badekåber og i køleskabet henter de uåbnede dåser med mad. Resterne fra i går, står i rene plastikposer og ingen undrer sig tilsyneladende over, hvor skraldemændene kører affaldet hen. Sådan fortæller Marco Polo om den ene underfundige by efter den anden. Byer med en forside og en bagside, om vidunderlige byer, der dufter af erfaringer og længsler. Om byer, der er grimme og stinker. Om, hvordan han nogle gange, i de mest uharmoniske landskaber, oplever at der åbner sig et perspektiv, der er smukt og rigtigt.

Logikken

Den italienske forfatter, Italo Calvino har skrevet bogen; De usynlige byer – som jeg netop har gengivet brudstykker fra. De mange byer er unikke i deres sammensætning; mønstre, tråde, systemer, farver og stemninger er vidt forskellige. Den logik som man (måske) kan bruge til at forstå den ene by med, er virkningsløs i forsøget på at forstå den næste by. Men hver eneste af de mange byer i, De usynlige byer, vil os noget; opdrage på os, forlange noget af os, åbne vores perspektiv.

Det eksklusive stop

Som du ved stopper dette højhastighedstog normalt kun ved de funklende byer, hvor vi kan beundre succes, glimmer og det tilsyneladende ufejlbarlige – vi køber lidt bling, bling gejl med hjem til amagerhylden eller kollegaerne. Men helt eksklusivt stopper højhastighedstoget i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse. Du må selvfølgelig gerne blive siddende i togets behagelige sæde imens vi holder, men der er desværre ingen servering, når toget holder stille – så hvorfor ikke gå med?

Pissedårlig ledelse

For nylig udkom en bog af Alexander von Oettingen og Karsten Mellon (med bidrag fra tre andre) med titlen; Pissedårlig ledelse. Og det er her, vi stopper, helt eksklusivt. Eksklusivt, fordi det er en af de byer, som vi normalt ikke besøger, men blot flimrer forbi. Tilgangen og logikken er en anden end den vi plejer at bruge. Men Pissedårlig ledelse vil os noget. Der er en forside og en bagside, også i ledelse. Og bogen vil have os til at stoppe op ved negationerne. Ikke bare flygtigt flimre forbi elendighederne, men se dem i øjnene. Hvorfor dog det?

Fordi ledere mangler selvindsigt, som vi gøres opmærksom på i bogens indledning. Og negationerne, det negative om man vil, er konkrete steder, hvor vi kan tage fat. Negationerne kan være; Som de gange man tænkte forrående tanker. Dengang man unødvendigt brugte magtstokken. Dengang man blankt afviste berettiget kritik. Dengang man ikke stod op for den svageste part, men bekvemt holdt med den stærkeste. Vi kender alle sammen situationer, som vi ikke er stolte af og som indimellem dukker op, ætser og bider os indvendigt. (Selv)erkendelse kan være smerteligt.

Til den modige

Og ja, som leder vil man som udgangspunkt, naturligvis, det gode. Men der er fælder, snubletråde og forførende fristelser i lederjobbet. Magten kan korrumpere os og distanceringen til medarbejdere og de mennesker, organisationene er sat i verden for, kan føre til forråelse, som gør os kyniske og brutale – i vores tankegang, sprog og handlinger. I forsøget på at styre udenom elendighederne ender vi netop der, indtil vi ser det i øjenene og erkender.

Gennem bogens knap 70 sider øges ydmygheden og respekten for lederen, der søger indsigten og integritetens spor og som sandsynligvis vil ende med at lykkes langt bedre, af netop den årsag. Pissedårlig ledelse er en modig invitation til modige ledere om at søge indsigten, også der, hvor det er svært og gør rigtig ondt.

Tilbage på stationen

Nu står vi her på stationen. Det gamle højhastighedstog er kørt. Men bare rolig, der kommer andre tog – også et, der kører direkte tilbage til det lukkede resort. I øvrigt nedlægger de vist afdelinger i øjeblikket, søgningen til den slags steder bliver mindre i fremtiden. Det er noget med, at man gerne vil have flere ledere med selvindsigt og integritet. Siger bare, hvad jeg har hørt. Men vi vælger jo selv, hvilket tog vi hopper på. Tager vi det, der går via Pissedårlig ledelse, vil vi lige om lidt opdage nye perspektiver åbne sig i elendigheden. Ærlige perspektiver, som rækker ud og skaber ægte forbindelser til andre og i os selv.

Tak fordi du fulgte med på den lidt usædvanlige tur, det er jeg rigtig glad for. Men inden du smutter, skal jeg lige nå at spørge dig; Ses vi til bullshit bingo i aften eller har du andre planer?

dbh

lene

 

Vink farvel til jagten på succes. Sig goddag til at sætte meningsfulde aftryk.

Per bor i fattighuset. Han er 11 år. Ligesom andre drenge – født med de livsvilkår – bliver han sendt ud at tjene. Per får besked på, at han er solgt til storbonden; Bertel Nørgaard. Barndommen er forbi, for Per.

Livet som tyende byder på; for lidt mad, uhumske forhold, alt for meget arbejde, alt for lidt søvn, ingen rettigheder og endeløse ydmygelser. Efter pres fra omverden tillader storbonden; Bertel Nørgaard endelig, at Per kommer i skole.

Aftrykket blev en befrier

Romanen; Vredens børn, som Jeppe Aakjær udgav i 1904 beskriver nådesløst Pers liv som tyende. For mange storbønder, på den tid, var det normen at behandle dem, de tyende med afsæt i en slukket empati, som det er så nemt at gøre, når vi bilder os ind, at der findes; dem og os.

Med romanen trak Aakjær gardinet fra til tyendes usle liv på landet. Han lod læserne kigge ind ad vinduet til denne gruppe af fattigfolk. En virkelighed, som var beskæmmende. Det skabte et voldsomt raseri, hos dem, der (med rette) følte sig ramt. Romanen gav anledning til tusind avisartikler og det siges, at Aakjær ligefrem blev truet på livet.

Romanen satte et aftryk af dimensioner. Det skulle vise sig, at Aakjær, med udgivelsen, slog en mega befrier. Hans befrier var så kraftfuld, at den slog hul på undertrykkende og syge normers usynlige vægge. Et af de konkrete resultater var, at rigsdagen valgte at nedsætte en tyendekommision, som fik til opgave at kigge nærmere på den forældede tyendelov og de vilkår som de havde. En bevægelse mod bedre vilkår og liv, for de tyende, var sat igang.

Men, hvad drev ham?

Aakjær var drevet af social indignation og vrede over den behandling og det menneskesyn, som tyende blev mødt med, da han skrev romanen. Han var forbundet til en vision om bedre livsvilkår for samfundets mest udsatte. Det var det, der drev ham.

Det var ikke jagten på succes, for ham selv. Det var ikke at score formidable salgstal på bogen, der  fik ham til at sætte sig ved skrivebordet og skrive den i øvrigt fremragende roman. Men han satte et meningsfuldt aftryk  og fik succes, Hvis succes altså er at blive kendt og anerkendt indenfor sit område.

Genveje til succes?

Det flyder med online-kurser, bøger, guides og hurtige tricks, der lover dig succes. Og hvem vil ikke gerne have succes med sit arbejdsliv, sit helbred, kærlighedsliv, med hundetræningen eller med lederjobbet?

Det vil langt de fleste af os. Og alligevel er det ligesom aldrig nok. Knap har vi nået at fejre vores succes med hundetræningen og hapset den godbid, vi havde lovet os selv – inden fiaskoen i lederjobbet truer. Når vi trætte og udslidte, efter dagens succesjagt på jobbet, slæber os over dørtrinnet derhjemme, kan vi ovenikøbet konstatere, at parforholdet smager eddikesurt, selvom vi har fulgt rådene; Sådan får du succes med sur-sød sovs. Det er hårdt at ville være en succes. Og det er hårdt at jagte den, dagen lang.

Vink farvel til jagten på succes

Når vi lader os forføre til at jagte succes, fordi vi tror, at det vil fremkalde det gode eller det rigtige liv, snyder vi os selv. Succes for dens egen skyld er et løbsk ego, på evig jagt efter en ny luns. Hvordan det?

Ego´et forsøger, med sine automatiserede og primitive midler, at hjælpe os til at undgå fare. Når vi har udstukket succes som målet, tænder vi potentielt for alarmberedskabet hos ego´et. Fiasko er det modsatte af succes og det skal vi, for alt i verden, undgå. Med ego´et spændt for vognen ender vi derfor, alt for ofte, med at blive frygtstyret.  Det vil forføre os ned ad grimme vildveje. Det vil få os til at please og gi´ andre det, vi tror, de gerne vil ha´, uden skelen til prisen. Det vil få os til at søge andres anerkendelse, uanset, hvad de kræver. Det vil få os til at hævde os  på ulækre måder og måske vil vi endda fryde os, i vores urolige sind, når det går andre skidt – lidt ligesom Bertel Nørgaard, den lede tyran, godtede sig over, at Per ikke måtte komme i skole og han istedet kunne vride endnu mere arbejde ud af drengen. Eller måske vil det forvise os til et mørkt og usselt kammer, hvor vi skamfuldt gemmer os, fordi vi tror, vi ikke er (gode) nok.

Ego´et kan være glubsk og umættelig. Uanset, hvor meget succes, status og anerkendelse vi får, vil det skrige efter mere. Nok er aldrig nok og mere er altid for lidt. Knap har det slugt en portion rå `likes´,  inden det forlanger en ny luns. Af vores integritet.

Ægte og helhjertede intentioner

Aakjær satte et meningsfuldt aftryk med; Vredens børn. Mon ikke det var drenge som Per, der drev og motiverede ham til at sidde de mange timer ved skrivebordet? Mon ikke meningen – at give læseren et indblik ind i de tyendes forfærdelige virkelighed – kom før succes?

På alle områder af vores liv, gælder det, at når målet er at sætte meningsfulde aftryk  i vores eget, eller andres liv, er vi tilbøjelige til at blive modige, risikere noget, være generøse og samtidig være tro mod os selv, vores visioner og drømme. Vi bliver ægte og helhjertet i vores intentioner og det mærkes i vores aftryk.  Det et er netop det, vi kan mærke i Aakjærs udtryk; Vredens børn. Han har noget meningsfuldt på hjertet.

Måske er det tid til at vinke farvel til jagten på succes? Og i stedet finde modet til at sætte det, der giver mening for os, hver især – først. Det kræver mod at stille sig ud i lyset, som det og den man er. Og uanset om et enkelt eller mange mennesker røres, direkte eller indirekte, af de meningsfulde aftryk, du måtte vælge at sætte -så nyd det og nyd den mening, det skaber at turde leve, indefra og ud.

Har du lyst, kan du spørge dig selv;

Hvis succes ikke er et mål og sjælen alligevel ikke tæller `likes´ – hvad er så det mest meningsfulde aftryk, jeg kan drømme om at sætte i verden?  Hvilke visioner føles så meningsfulde, at jeg må forsøge at udfolde dem?

dbh

lene

Holder du det ud. Eller griber du ind i din egen historie?

Den tynde krop ligger på gulvet. Den er iskold. Tøjet på kroppen er pjaltet, askegråt og beskidt. Flammerne i ildstedet er brændt ud og Askepots livsflamme er slukket. Hun er død. Slidt op af hårdt arbejde, udpint af endeløse ydmygelser fra den hjertekolde stedmor og de lige så kølige stedsøstre. 

Undskyld, den temmelig triste indledning.

Du kender sikkert eventyret om Askepot og ved godt, at det heldigvis ikke er sådan det ender. Derimod sker der jo det, at Askepot sniger sig til bal på slottet og får prinsen og det halve kongerige. Sådan som eventyrene har det med at forløse den mest undertrykte karakter i historien. Men tænk om Askepot ikke havde grebet ind i hendes egen historie – ja, så kunne det meget vel være gået, som jeg skrev i indledningen og Askepots liv var endt frygtelig ulykkelig. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Det askegrå liv

Selvom de fleste af os har det med at dekorere ydersiden af vores liv med lidt skønmaleri, (tjek fx de sociale medier ) er der også en inderside, hvor der ikke altid er smukke farver sat sammen på den smagfulde Van Gogh eller Monet agtige måde. Mon ikke, vi alle oplever perioder i vores liv, som kan synes mere eller mindre askegrå? Perioder, hvor det mest af alt, handler om at holde ud. Det kan være arbejdslivet, privatlivet, hverdagen eller vores liv i det hele taget. Vi kender følelsen af at sidde fast, at tingene ikke bevæger sig og skulle de endelig bevæge sig, er det i den forkerte retning.

Det er sejt og hårdt at være i den tunge askegrå energi og vi længes over i det lyse, i letheden og det ubesværede. Men det kan være svært at se, hvordan vi skal bevæge os derover, i støvet fra den grå aske. Eller måske er vi så udmattede og fyldte af frygt, at vi ikke engang orker at tænke tanken om at sætte den ene fod foran den anden og begynde bevælgelsen mod en ny og bedre retning. Derfor bliver vi. Seks måneder, et år, tre år senere nynner vi stadig trøstende for os selv, i et lidt falsk toneleje; Efter gråvejr kommer solskin…

Dulme og bedøve

Sandt nok. Efter gråvejr kommer solskin, hvis vi vel og mærket har stillet os et sted, hvor solens stråler har mulighed for at nå os. For midt i støvskyen af grå aske har vi måske ikke opdaget, at vi har gravet os ned i undergrunden i ly for støvet. Nok mærker vi – ind imellem – længslen efter noget andet. Ligesom vi mærker smerten, der følger med, når vi ikke handler på vores visioner og drømme.

De fleste af os har det med at dulme og bedøve vores følelsesliv i større eller mindre grad, når vi lader stå til og ikke forholder os til det, der gør ondt. Det kan være med endeløse serier på netflix, computerspil, en hel del chokolade, rigelig mad, alkohol eller hvad vi nu hver især måtte foretrække. Det gælder ikke for de få, men for langt de fleste af os – vi dulmer og bedøver vores egen føleslesmæssige smerte i kortere eller længere tid,  når vi ikke vil mærke det, der gør ondt, det der er svært.

At rejse sig fra asken

Lad os vende et smut tilbage til Askepot. For, hvad var egentlig vendepunktet – hvornår var det, at Askepots liv begyndte at forvandle sig fra askegråt til farverigt og smukt?

Vendepunktet er naurligvis, da hun modigt beslutter at gribe ind i hendes egen historie og handle aktivt på hendes drøm. Ikke en eneste eventyrlig sjæl kunne forestille sig, at pigen i asken kunne finde på at snige sig afsted til bal på slottet. End ikke hendes iskolde stedsøstre og stedmor forestillede sig, at den unge kvinde, som de hånede og undertrykte kunne finde ressourcerne til at gøre det nødvendige for at komme med til ballet. Men de tog fejl. Askepot rejste sig fra asken, gik efter drømmen om at være med til bal på slottet og endte med at få meget mere end hun drømte om.

Måske har du været der?

Jeg ved det godt. Historien om Askepot er “bare” et eventyr og ikke i kategorien; dokumentar. Ikke desto mindre sker det også i virkelige menneskers verden; Liv forvandles, når vi har modet til at gribe ind i vores egen historie. Måske har du allerede været der, hvor du ikke blot tænkte; nok er nok – men handlede på en vision eller drøm du havde?

Uanset dine erfaringer med at gribe ind i din egen historie, så er du sandsynligvis pinlig bevidst om, at det har en pris og der er konsekvenser. Det er netop denne bevidsthed og frygt, som holder os tilbage. Hvad vil de andre sige, tænke, mene? Hvad nu, hvis…det hele ender grøften? Men, at holde det ud har også konsekvenser, særligt hvis vi lader frygten for andres kritik definere os og ikke tør være modige med vores liv. Hvordan ville Askepots liv have været, hvis hun havde holdt ud og ikke havde grebet ind i hendes historie? Var hun endt uforløst? Sandsynligvis.

Grib ind eller nyn

Når vi på et tidspunkt i livet opdager, at vi står i noget, der minder om en askegrå sky, må vi hver især afgøre med os selv, om vi vil gribe ind i vores egen historie eller om vi vil holde det ud. Vi kan selvfølgelig nynne lidt for os selv: Efter gråvejr kommer solskin – i det der småfalske toneleje imens vi dekorerer ydersiden af vores liv med lidt mere skønmaleri.

Vi kan også vælge at forsøge at mobilisere vores mod og handle på det, vi tror på inderst inde. Er det sårbart? Ja, det er altid sårbart at være modig med sit liv.

Men hvem ved, hvis du handler på din drøm, går det måske dig ligesom det gik Askepot. Det vil måske skabe det vendepunkt, som forvandler askegrå til farverigt og smukt.

Spørgsmålet er; Hvad vælger vi, næste gang vi oplever at sidde nærmest uhjælpelig fast et sted på en af livets mange stier?  At holde”det” ud? Eller gør vi som Askepot og griber ind i vores egen historie?

dbh

lene

Det er egentlig ret fedt, at jeg ikke har ansvaret for at lære mit barn om atomer og den slags

“Ved du, hvordan man regner ud, hvor mange atomer, der er i et grundstof?”  – spurgte min datter en helt almindelig tirsdag. Det var i den lokale skole, der som bekendt, har været så lokal, at den de seneste par måneder er flyttet helt hjem på matriklen.

Jeg forklarede hende, at jeg var til tandlæge i den time, vi havde haft om lige præcis det tema i min folkeskoletid. I hvertfald husker jeg absolut intet om, hvordan man udregner antallet af atomer i et grundstof. Men man skal jo ikke give op, i hvert fald ikke uden at forsøge sig. Google har reddet mig adskellige gange i mit liv, så jeg prøvede lykken og googlede; hvordan-regner-man-ud-hvor-mange-atomer-der-er-i-et-grundstof? Som altid svarede google, særdeles rundhåndet. 6380 resultater. Lidt overvældende, men “fedt nok” – tænkte jeg. Tyve minutter senere måtte jeg erkende, at der skal mere end 6380 tilbud fra google til at udfylde et 30 år gammelt læringshul, som jeg indtil nu, havde levet ganske lykkeligt med.

Ikke helt i skoven

Min bevidsthed om egne styrker og svagheder, er selvfølgelig ikke helt i skoven. Jeg vidste fx godt, at mit tyske aldrig er blevet til nogen solid transportflyver, der med stabilitet og præcision kan transportere mit modersmål over i det tyske sprogs verden. Mit tyske minder mest om en bunke gammelt jern, som er så tilfældigt sammensat, at det aldrig letter fra jorden. Men det rækker til en tur i grænsebutikken.

Jeg vidste også godt, at match´et mellem fysik/kemi og jeg aldrig rigtig udviklede sig til andet end en uheldig date – af den slags – man virkelig ville ønske, man aldrig var taget på. Ikke fordi, der er noget galt, med hverken den anden eller en selv, men fordi man simpelthen frastøder hinanden, som to ens magnetiske poler. (Jeps, jeg var der den dag vi havde om magnetisme)

Tomt blik

De seneste par måneder har jeg forbavsende mange gange oplevet at stirre med et tomt blik ned i min egen tomme lærings-brønd. Og når jeg har stået med hovedet ned i brønden og desperat råbt; “Er der helt TOM?” Har det arrogante ekko lydt; “OM, OM, OM”. Jeg kunne have ønsket mig en feedback, der var en anelse mere anerkendende og opmuntrende. Det kom aldrig. Heller ikke da, jeg forsøgte mig med frisørsaksen i min datter hår, oplevede jeg succes. Det blev skævt.

Det gav tiden

Sådan en doven sommerferie, hvor tiden får lov at passe sig selv – kan man opleve, at der opstår spørgsmål som; Laver jeg egentlig det rigtige? Skulle jeg have valgt at blive naturvejleder, møbelsnedker eller bartender i stedet for? Oftest, når man kun til spørgsmålet. Svaret når ikke at dukke op, for lige som man er væltet ud af hængekøjen, er ferien slut og hverdagen kører igen.

Imens gode mennesker i sundhedsvæsnet, fødevarebutikker, hjemmepleje osv sørgede for, at de nødvendige hjul drejede rundt – gav lockdown de fleste af os, det vi troede vi gik og manglede; Tid. Tid og ro til at tænke og reflektere lidt over vores liv.

Jeg nåede frem til, at jeg virkelig er dårlig med en frisørsaks, jeg er (stadig) elendig til tysk og jeg er blank på atomer. For at sige det som det er; så synes jeg faktisk, at det er ret fedt, at jeg ikke har ansvaret for at lære mit barn om atomer og den slags. LIgesom jeg synes, det er ret fedt, at jeg kan udlicitere klipning til frisøren.

Sporskifte?

Jeg har hørt og læst om mennesker, der under lockdown er nået frem til den erkendelse, at de gerne vil skifte spor i deres arbejdsliv. Det er stort og fortjener at blive mødt med ydmyghed, når et menneske tør lytte og reagere på det, de  kan mærke er rigtigt for dem. Jeg er en dyb beundrer af autenticitet og mennesker med mod til at leve indefra og ud.

For mig har erkendelsen været modsat. Sikkert, fordi jeg for 8 år siden lyttede til en drøm i mig og valgte at blive selvstændig. I hvertfald er min erkendelse, at jeg er grundlæggende glad for at arbejde med det, jeg gør. For mig er det fantastisk at have muligheden for at arbejde med noget, hvor jeg stadig udfordres. Jeg har masser af visioner og skitser til noget nyt, noget som jeg kan se vokse og blive bedre eller større. Det er sådan jeg trives bedst. Andre har det på en anden måde og det er mindst lige så rigtigt.

Forskellighed

Og ja, jeg ved godt, at frisørerne ser ret meget mere smarte ud end jeg gør. Og ja, jeg ved også godt, at skolelærerne har ret meget mere ferie end jeg har. Men jeg misunder dem ikke. Faktisk er jeg rigtig glad for, at de har taget den tjans, så jeg kan tage min tjans i samfundets store puslespil, som på forunderlig vis ender med at gå nogenlunde op – netop fordi vi vil og kan noget forskelligt.

Skulle jeg alligevel, på et tidspunkt, få lyst til at kaste mig over noget helt andet i mit arbejdsliv, så lover jeg, at det hverken bliver som frisør eller fysiklærer 🙂

dbh

lene