april 12, 2021

I stationsbyen stoppede et utal af tog. Nogen kørte i den ene retning, andre i en anden. Men det var egentlig ikke så vigtig, hvilken retning de havde. Bommene gik ned, man holdt tilbage og ventede, indtil toget var passeret, uanset retning. Glade, forventningsfulde og mennesker med udtryksløse ansigter, steg på. Og af. I den fine stationsby var der mennesker – i alle aldre – som tilsyneladende holdt af at se de forskellige tog passere forbi. I hvert fald gik de hen på stationen, satte sig på bænken, kiggede og iagttog. Måske bare et kvarter eller en halv time. De kendte klokkeslæt og destination og hvilke forbindelsesmuigheder, hvert enkelt tog havde. De tog ikke selv med toget, de kiggede bare – og drømte.

En drømte om, en dag, at stige på toget og ende der, hvor man kan forsvinde i endeløse marker af blomstrende lavendler. Hun ville mærke landskabet, farverne og lade duften beruse hende – bare et stykke tid. Når toppen af beruselsen tog af, ville hun bevæge sig lidt længere ned i det sydfranske. I stenene på stranden, hvor det azurblå middelhav begynder ville hun sætte sig, dyppe tæerne i vandkanten, lade sig forblænde af det særlige lys, som kun findes der – og måske tage en dukkert i havet. Hun ville besøge Chagall museet med de berømte malerier, farverige glasmosaikker og forundres over kunstnerens udtryk.

Sådan havde alle dem, der dag efter dag, satte sig på en bænk på stationen, deres helt egen lyslevende drøm kørende i deres indre. Om at møde sig selv, et andet sted, i noget andet. En ganske ung kvinde drømte om at studere på en kunstskole i London. En ældre mand om at bakse med amerikanske motorcykler. En mand midt i livet, om at blive hjælpearbejder i Afrika. Hver dag stoppede et utal af tog, men ingen af dem steg ombord. De satte sig på bænken, kiggede, drømte og derved blev det.

Der er begyndelser, der aldrig begynder. Måske fordi ønsket eller længslen efter den nye begyndelse ikke er stærk nok eller fordi vi mangler modet. Og så er der begyndelser, der tager os med til fantastiske steder, som rækker langt forbi det, vores vilde fantasi kan forestille sig. Egentlig ved vi ikke, hvordan vi kom derhen, men det var som om et fyrværkeri slog huller i den mørke nattehimmel, en verden åbnede sig, vi tog af afsted, gik med og pludselig er vi der.

Det fantastiske sted. Hvor kasserne er sprunget i luften, de snorlige regler er klippet over, de umættelige måger ikke behøver stjæle en elendig pizzaslice fra rendestenen, men får serveret dobbelt softice med tredobbelt drys i VIP loungen. Hvor halvdøde muslinger kravler ud af deres skal, søpindsvin grynter, som søpindsvin ikke gør og hvor de tavse sten, uden botox, får mimikfyldte ansiger. Hvor træernes hvislen akkompagneres af mossernes blødhed, koglernes sprøde knasen, spættens insisterende hakken og den højeste kran, på den rå industrihavn, stolt løfter håbet til helt nye højder. Hvor et virvar af containere flyttes rundt, skifter plads, lastes og sendes afsted med skibe så store, at man ikke tror sine egne øjne. Men det gør ikke noget, for de er på vej ud på verdenshavene og deres ubegribelig verden af liv, der findes lige under overfladen, forstår vi heller ikke. Vi fortsætter følger med, for vi har overgivet os og tør godt følge med inspirationen i vores indre verden.

En tidlig morgen – vågner den ganske unge kvinde, der drømmer om at komme på kunstskole i London. Hun mærker smerten, som på et tidspunkt opstår i os alle, når konflikten mellem vores indre sandhed og ydre virkelighed, bliver for stor. Vi forsøger at dulme den, undertrykke det, flygte fra det, men det forfølger os, driver os rundt. Den unge kvinde rejser sig fra sengen. Hun går ikke hen på stationen. Ikke idag. Hun overgiver sig til det, der er den indre sandhed i hende og samler sit mod op fra bunden af vasketøjskurven. Hun siger det højt, for sig selv og derefter for alle dem omkring hende – der synes hun skal være konditor, fordi hun er så god til lave kager – at hun vil være performancekunstner. De tager sig til hovedet og tror, der må være noget galt – altså med hende. Hun holder fast, hæver sig op over omstændighederne, de andres forestillinger, konventionerne – og tager afsted. På kunstskolen i London møder hun sig selv i noget andet. Hun følger med inspirationen, overvældes, forsvinder i selvforglemmelsen og er sig selv.

Måske – er der noget om det forfatteren og filosoffen, Villy Sørensen sagde om, at visdom ikke kun er et spørgsmål om den rigtige erkendelse, men også den rigtige handling.  For hvilken betydning har erkendelsen, hvis vores handlinger ikke følger med? Og måske er der en visdom i det, han sagde med, at det ikke er nok at have evnerne til at leve sig ind i den anden, vi må også have viljen. 

Det er nemt nok at møde et menneske, der holder sig indenfor vores forestillinger og forventninger om, hvem han eller hun er. Det er straks mere krævende, når et menneske åbner sig, folder sig ud og viser noget, vi ikke havde set, noget vi ikke forstår. Men i det krævende ligger også en stor mulighed. Har vi viljen giver det en mulighed for at åbne vores eget perspektiv, åbne vores verden, opdage nye begyndelser, som kan – hvis vi vil – tage os med til nye fantastiske virkeligheder.

Togene kører, de stopper og kører videre mod nye steder, hvor vi kan møde os selv et andet sted, i noget andet, i andre. Og forresten, her seks år efter, laver den unge performancekunstner stadig fine kager, når hende og hendes kæreste har gæster i deres cottage i en sydengelsk landsby – du ved, den ligger lige der ved det skarpe sving, hvor vejen tager en anden retning.

/lene

+4
avatar