maj 12, 2020

“Ved du, hvordan man regner ud, hvor mange atomer, der er i et grundstof?”  – spurgte min datter en helt almindelig tirsdag. Det var i den lokale skole, der som bekendt, har været så lokal, at den de seneste par måneder er flyttet helt hjem på matriklen.

Jeg forklarede hende, at jeg var til tandlæge i den time, vi havde haft om lige præcis det tema i min folkeskoletid. I hvertfald husker jeg absolut intet om, hvordan man udregner antallet af atomer i et grundstof. Men man skal jo ikke give op, i hvert fald ikke uden at forsøge sig. Google har reddet mig adskellige gange i mit liv, så jeg prøvede lykken og googlede; hvordan-regner-man-ud-hvor-mange-atomer-der-er-i-et-grundstof? Som altid svarede google, særdeles rundhåndet. 6380 resultater. Lidt overvældende, men “fedt nok” – tænkte jeg. Tyve minutter senere måtte jeg erkende, at der skal mere end 6380 tilbud fra google til at udfylde et 30 år gammelt læringshul, som jeg indtil nu, havde levet ganske lykkeligt med.

Ikke helt i skoven

Min bevidsthed om egne styrker og svagheder, er selvfølgelig ikke helt i skoven. Jeg vidste fx godt, at mit tyske aldrig er blevet til nogen solid transportflyver, der med stabilitet og præcision kan transportere mit modersmål over i det tyske sprogs verden. Mit tyske minder mest om en bunke gammelt jern, som er så tilfældigt sammensat, at det aldrig letter fra jorden. Men det rækker til en tur i grænsebutikken.

Jeg vidste også godt, at match´et mellem fysik/kemi og jeg aldrig rigtig udviklede sig til andet end en uheldig date – af den slags – man virkelig ville ønske, man aldrig var taget på. Ikke fordi, der er noget galt, med hverken den anden eller en selv, men fordi man simpelthen frastøder hinanden, som to ens magnetiske poler. (Jeps, jeg var der den dag vi havde om magnetisme)

Tomt blik

De seneste par måneder har jeg forbavsende mange gange oplevet at stirre med et tomt blik ned i min egen tomme lærings-brønd. Og når jeg har stået med hovedet ned i brønden og desperat råbt; “Er der helt TOM?” Har det arrogante ekko lydt; “OM, OM, OM”. Jeg kunne have ønsket mig en feedback, der var en anelse mere anerkendende og opmuntrende. Det kom aldrig. Heller ikke da, jeg forsøgte mig med frisørsaksen i min datter hår, oplevede jeg succes. Det blev skævt.

Det gav tiden

Sådan en doven sommerferie, hvor tiden får lov at passe sig selv – kan man opleve, at der opstår spørgsmål som; Laver jeg egentlig det rigtige? Skulle jeg have valgt at blive naturvejleder, møbelsnedker eller bartender i stedet for? Oftest, når man kun til spørgsmålet. Svaret når ikke at dukke op, for lige som man er væltet ud af hængekøjen, er ferien slut og hverdagen kører igen.

Imens gode mennesker i sundhedsvæsnet, fødevarebutikker, hjemmepleje osv sørgede for, at de nødvendige hjul drejede rundt – gav lockdown de fleste af os, det vi troede vi gik og manglede; Tid. Tid og ro til at tænke og reflektere lidt over vores liv.

Jeg nåede frem til, at jeg virkelig er dårlig med en frisørsaks, jeg er (stadig) elendig til tysk og jeg er blank på atomer. For at sige det som det er; så synes jeg faktisk, at det er ret fedt, at jeg ikke har ansvaret for at lære mit barn om atomer og den slags. LIgesom jeg synes, det er ret fedt, at jeg kan udlicitere klipning til frisøren.

Sporskifte?

Jeg har hørt og læst om mennesker, der under lockdown er nået frem til den erkendelse, at de gerne vil skifte spor i deres arbejdsliv. Det er stort og fortjener at blive mødt med ydmyghed, når et menneske tør lytte og reagere på det, de  kan mærke er rigtigt for dem. Jeg er en dyb beundrer af autenticitet og mennesker med mod til at leve indefra og ud.

For mig har erkendelsen været modsat. Sikkert, fordi jeg for 8 år siden lyttede til en drøm i mig og valgte at blive selvstændig. I hvertfald er min erkendelse, at jeg er grundlæggende glad for at arbejde med det, jeg gør. For mig er det fantastisk at have muligheden for at arbejde med noget, hvor jeg stadig udfordres. Jeg har masser af visioner og skitser til noget nyt, noget som jeg kan se vokse og blive bedre eller større. Det er sådan jeg trives bedst. Andre har det på en anden måde og det er mindst lige så rigtigt.

Forskellighed

Og ja, jeg ved godt, at frisørerne ser ret meget mere smarte ud end jeg gør. Og ja, jeg ved også godt, at skolelærerne har ret meget mere ferie end jeg har. Men jeg misunder dem ikke. Faktisk er jeg rigtig glad for, at de har taget den tjans, så jeg kan tage min tjans i samfundets store puslespil, som på forunderlig vis ender med at gå nogenlunde op – netop fordi vi vil og kan noget forskelligt.

Skulle jeg alligevel, på et tidspunkt, få lyst til at kaste mig over noget helt andet i mit arbejdsliv, så lover jeg, at det hverken bliver som frisør eller fysiklærer 🙂

dbh

lene

1+