Lad os slå bagdelen i højhastighedstogets behagelige sæder og komme afsted. Med lynets hast drøner vi videre. Til næste møde, næste lederuddannelse, næste job og i aften frigiver bullshit bingo vist det sidste level. Vi skriver en mail og sætter tingene på plads, uden helt at vide, hvad vi har sat på plads. Fra vores vinduesplads i højhastighedstoget ser vi flygtigt det landskab og de byer, vi kommer forbi. Vi stopper hurtigt op ved de funklende byers forside, tager en selfie og smider det på forsiden af so-much-me profilen. De grimme, stinkende byer og bagsiderne flimrer forbi vinduet. Vi ser elendigheden, men vi ser den ikke i øjnene. Som en charterturist på et lukket resort, nyder vi resortets bekvemmeligheder og lukker øjnene for det, der sker udenfor os selv. Blinde for, at det vi lukker øjnene for, også former os. Flygtigheden sliber og sætter sig, men vi mærker det ikke. Vi tager genveje uden om stilheden, for vi orker ikke dens forstyrrelse – at mærke, hvor vi er. Men lad os tage chancen på denne tur, lytte, stige af og se noget andet end det vi plejer.

Lyt med.

Imens du sidder og nyder din kaffe eller te her i højhastighedstoget, vil jeg fortælle dig brudstykker af en historie. Hæng på, det koster mindre end et minut af din tid.

Kublai Khan er mongolernes hersker i det 13. århundrede. Han er den magtfulde boss og chefen for det hele. Men han fornemmer, at noget måske ikke helt er som det skal være, at hans rige er en organisme med pletter af forrådnelse. For at spore sig ind, forsøge at forstå sit rige snakker ham med den rejsende; Marco Polo, som i modsætning til ham selv, har besøgt mange byer i hans rige. De to sidder i Kejserpaladsets fortryllende have, omgivet af skumringstimens stemning, magnolia træer og duften af jasmin imens Marco Polo fortæller om de byer, han har besøgt. 

Marco Polo fortæller Kublai Khan om underfundige byer, som Ottavia, der svæver over afgrunden med rebet som det bærende element. Han fortæller om Leonia, der fornyr sig hver dag; hver morgen vågner befolkningen i rent sengetøj, trækker i splinternye badekåber og i køleskabet henter de uåbnede dåser med mad. Resterne fra i går, står i rene plastikposer og ingen undrer sig tilsyneladende over, hvor skraldemændene kører affaldet hen. Sådan fortæller Marco Polo om den ene underfundige by efter den anden. Byer med en forside og en bagside, om vidunderlige byer, der dufter af erfaringer og længsler. Om byer, der er grimme og stinker. Om, hvordan han nogle gange, i de mest uharmoniske landskaber, oplever at der åbner sig et perspektiv, der er smukt og rigtigt.

Logikken

Den italienske forfatter, Italo Calvino har skrevet bogen; De usynlige byer – som jeg netop har gengivet brudstykker fra. De mange byer er unikke i deres sammensætning; mønstre, tråde, systemer, farver og stemninger er vidt forskellige. Den logik som man (måske) kan bruge til at forstå den ene by med, er virkningsløs i forsøget på at forstå den næste by. Men hver eneste af de mange byer i, De usynlige byer, vil os noget; opdrage på os, forlange noget af os, åbne vores perspektiv.

Det eksklusive stop

Som du ved stopper dette højhastighedstog normalt kun ved de funklende byer, hvor vi kan beundre succes, glimmer og det tilsyneladende ufejlbarlige – vi køber lidt bling, bling gejl med hjem til amagerhylden eller kollegaerne. Men helt eksklusivt stopper højhastighedstoget i øjeblikket ved Pissedårlig ledelse. Du må selvfølgelig gerne blive siddende i togets behagelige sæde imens vi holder, men der er desværre ingen servering, når toget holder stille – så hvorfor ikke gå med?

Pissedårlig ledelse

For nylig udkom en bog af Alexander von Oettingen og Karsten Mellon (med bidrag fra tre andre) med titlen; Pissedårlig ledelse. Og det er her, vi stopper, helt eksklusivt. Eksklusivt, fordi det er en af de byer, som vi normalt ikke besøger, men blot flimrer forbi. Tilgangen og logikken er en anden end den vi plejer at bruge. Men Pissedårlig ledelse vil os noget. Der er en forside og en bagside, også i ledelse. Og bogen vil have os til at stoppe op ved negationerne. Ikke bare flygtigt flimre forbi elendighederne, men se dem i øjnene. Hvorfor dog det?

Fordi ledere mangler selvindsigt, som vi gøres opmærksom på i bogens indledning. Og negationerne, det negative om man vil, er konkrete steder, hvor vi kan tage fat. Negationerne kan være; Som de gange man tænkte forrående tanker. Dengang man unødvendigt brugte magtstokken. Dengang man blankt afviste berettiget kritik. Dengang man ikke stod op for den svageste part, men bekvemt holdt med den stærkeste. Vi kender alle sammen situationer, som vi ikke er stolte af og som indimellem dukker op, ætser og bider os indvendigt. (Selv)erkendelse kan være smerteligt.

Til den modige

Og ja, som leder vil man som udgangspunkt, naturligvis, det gode. Men der er fælder, snubletråde og forførende fristelser i lederjobbet. Magten kan korrumpere os og distanceringen til medarbejdere og de mennesker, organisationene er sat i verden for, kan føre til forråelse, som gør os kyniske og brutale – i vores tankegang, sprog og handlinger. I forsøget på at styre udenom elendighederne ender vi netop der, indtil vi ser det i øjenene og erkender.

Gennem bogens knap 70 sider øges ydmygheden og respekten for lederen, der søger indsigten og integritetens spor og som sandsynligvis vil ende med at lykkes langt bedre, af netop den årsag. Pissedårlig ledelse er en modig invitation til modige ledere om at søge indsigten, også der, hvor det er svært og gør rigtig ondt.

Tilbage på stationen

Nu står vi her på stationen. Det gamle højhastighedstog er kørt. Men bare rolig, der kommer andre tog – også et, der kører direkte tilbage til det lukkede resort. I øvrigt nedlægger de vist afdelinger i øjeblikket, søgningen til den slags steder bliver mindre i fremtiden. Det er noget med, at man gerne vil have flere ledere med selvindsigt og integritet. Siger bare, hvad jeg har hørt. Men vi vælger jo selv, hvilket tog vi hopper på. Tager vi det, der går via Pissedårlig ledelse, vil vi lige om lidt opdage nye perspektiver åbne sig i elendigheden. Ærlige perspektiver, som rækker ud og skaber ægte forbindelser til andre og i os selv.

Tak fordi du fulgte med på den lidt usædvanlige tur, det er jeg rigtig glad for. Men inden du smutter, skal jeg lige nå at spørge dig; Ses vi til bullshit bingo i aften eller har du andre planer?

dbh

lene