august 02, 2020

Den tynde krop ligger på gulvet. Den er iskold. Tøjet på kroppen er pjaltet, askegråt og beskidt. Flammerne i ildstedet er brændt ud og Askepots livsflamme er slukket. Hun er død. Slidt op af hårdt arbejde, udpint af endeløse ydmygelser fra den hjertekolde stedmor og de lige så kølige stedsøstre. 

Undskyld, den temmelig triste indledning.

Du kender sikkert eventyret om Askepot og ved godt, at det heldigvis ikke er sådan det ender. Derimod sker der jo det, at Askepot sniger sig til bal på slottet og får prinsen og det halve kongerige. Sådan som eventyrene har det med at forløse den mest undertrykte karakter i historien. Men tænk om Askepot ikke havde grebet ind i hendes egen historie – ja, så kunne det meget vel være gået, som jeg skrev i indledningen og Askepots liv var endt frygtelig ulykkelig. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Det askegrå liv

Selvom de fleste af os har det med at dekorere ydersiden af vores liv med lidt skønmaleri, (tjek fx de sociale medier ) er der også en inderside, hvor der ikke altid er smukke farver sat sammen på den smagfulde Van Gogh eller Monet agtige måde. Mon ikke, vi alle oplever perioder i vores liv, som kan synes mere eller mindre askegrå? Perioder, hvor det mest af alt, handler om at holde ud. Det kan være arbejdslivet, privatlivet, hverdagen eller vores liv i det hele taget. Vi kender følelsen af at sidde fast, at tingene ikke bevæger sig og skulle de endelig bevæge sig, er det i den forkerte retning.

Det er sejt og hårdt at være i den tunge askegrå energi og vi længes over i det lyse, i letheden og det ubesværede. Men det kan være svært at se, hvordan vi skal bevæge os derover, i støvet fra den grå aske. Eller måske er vi så udmattede og fyldte af frygt, at vi ikke engang orker at tænke tanken om at sætte den ene fod foran den anden og begynde bevælgelsen mod en ny og bedre retning. Derfor bliver vi. Seks måneder, et år, tre år senere nynner vi stadig trøstende for os selv, i et lidt falsk toneleje; Efter gråvejr kommer solskin…

Dulme og bedøve

Sandt nok. Efter gråvejr kommer solskin, hvis vi vel og mærket har stillet os et sted, hvor solens stråler har mulighed for at nå os. For midt i støvskyen af grå aske har vi måske ikke opdaget, at vi har gravet os ned i undergrunden i ly for støvet. Nok mærker vi – ind imellem – længslen efter noget andet. Ligesom vi mærker smerten, der følger med, når vi ikke handler på vores visioner og drømme.

De fleste af os har det med at dulme og bedøve vores følelsesliv i større eller mindre grad, når vi lader stå til og ikke forholder os til det, der gør ondt. Det kan være med endeløse serier på netflix, computerspil, en hel del chokolade, rigelig mad, alkohol eller hvad vi nu hver især måtte foretrække. Det gælder ikke for de få, men for langt de fleste af os – vi dulmer og bedøver vores egen føleslesmæssige smerte i kortere eller længere tid,  når vi ikke vil mærke det, der gør ondt, det der er svært.

At rejse sig fra asken

Lad os vende et smut tilbage til Askepot. For, hvad var egentlig vendepunktet – hvornår var det, at Askepots liv begyndte at forvandle sig fra askegråt til farverigt og smukt?

Vendepunktet er naurligvis, da hun modigt beslutter at gribe ind i hendes egen historie og handle aktivt på hendes drøm. Ikke en eneste eventyrlig sjæl kunne forestille sig, at pigen i asken kunne finde på at snige sig afsted til bal på slottet. End ikke hendes iskolde stedsøstre og stedmor forestillede sig, at den unge kvinde, som de hånede og undertrykte kunne finde ressourcerne til at gøre det nødvendige for at komme med til ballet. Men de tog fejl. Askepot rejste sig fra asken, gik efter drømmen om at være med til bal på slottet og endte med at få meget mere end hun drømte om.

Måske har du været der?

Jeg ved det godt. Historien om Askepot er “bare” et eventyr og ikke i kategorien; dokumentar. Ikke desto mindre sker det også i virkelige menneskers verden; Liv forvandles, når vi har modet til at gribe ind i vores egen historie. Måske har du allerede været der, hvor du ikke blot tænkte; nok er nok – men handlede på en vision eller drøm du havde?

Uanset dine erfaringer med at gribe ind i din egen historie, så er du sandsynligvis pinlig bevidst om, at det har en pris og der er konsekvenser. Det er netop denne bevidsthed og frygt, som holder os tilbage. Hvad vil de andre sige, tænke, mene? Hvad nu, hvis…det hele ender grøften? Men, at holde det ud har også konsekvenser, særligt hvis vi lader frygten for andres kritik definere os og ikke tør være modige med vores liv. Hvordan ville Askepots liv have været, hvis hun havde holdt ud og ikke havde grebet ind i hendes historie? Var hun endt uforløst? Sandsynligvis.

Grib ind eller nyn

Når vi på et tidspunkt i livet opdager, at vi står i noget, der minder om en askegrå sky, må vi hver især afgøre med os selv, om vi vil gribe ind i vores egen historie eller om vi vil holde det ud. Vi kan selvfølgelig nynne lidt for os selv: Efter gråvejr kommer solskin – i det der småfalske toneleje imens vi dekorerer ydersiden af vores liv med lidt mere skønmaleri.

Vi kan også vælge at forsøge at mobilisere vores mod og handle på det, vi tror på inderst inde. Er det sårbart? Ja, det er altid sårbart at være modig med sit liv.

Men hvem ved, hvis du handler på din drøm, går det måske dig ligesom det gik Askepot. Det vil måske skabe det vendepunkt, som forvandler askegrå til farverigt og smukt.

Spørgsmålet er; Hvad vælger vi, næste gang vi oplever at sidde nærmest uhjælpelig fast et sted på en af livets mange stier?  At holde”det” ud? Eller gør vi som Askepot og griber ind i vores egen historie?

dbh

lene

7+