En fortælling kan klæbe til et menneske. Forfølge ham eller hende – nogle gange hele livet. Spørg den, der har været udsat for noget, der minder karaktermord. Det er næsten umuligt at ryste af sig. For var det ikke ham…? Jo, det var det da vist. Var det ikke noget med…Jo, det tror jeg. Eller spørg, det barn, den unge eller den voksne, der ikke har oplevet sig set, mødt eller troet på, men kategoriseret, som sådan en, der ikke kan nok, er nok, vil nok – af fagprofessionelle, omsorgspersoner og andre, som var omkring ham eller hende.

Fortællinger – et tilbud om mening

Fortællinger kan klæbe til et menneskes indre virkelighed, undertrykke det og den, han eller hun er. De kan udstille et menneske fra et perspektiv, der rummer en begrænset sandhed eller den fuldstændige løgn. For fortællinger er ligeglade med om de skal rumme sandheder eller løgne – og de er, som bekendt, fantastiske til at skabe fiktive universer. Vores fortællinger, om os selv og andre, lever så længe, nogen tror på den. Det selvom en fortælling aldrig kan indfange, det fulde billede af, et menneske eller afspejle virkeligheden, som den er. Det vil altid være konstruktioner, der er fortolket, redigeret og begrænset. Et menneske er alt muligt og vi bør være forsigtige med lægge en fortælling ned over hinanden, os selv og fællesskaber. Men det er fristende, for en fortælling tilbyder mening, nåh, ja, han er sådan en…noget falder på plads, der skabes orden i vores verdensbillede.

Den nødvendige konsensus og dens forførende fornuft.

Der er konsensus, vi er enige, vi samtykker – aktivt eller passivt. Konsensus-begrebet har været diskuteret og udlagt af tænkere (fx Weber, Durkheim, Mills mf) siden Thomas Hobbes (1588-1679) som den første udlagde begrebet. På den ene side har vi behov for konsensus – det skaber social orden, tilpasning, gør at vi kan mødes om et fælles formål, en fælles sag mv. På den anden side kan konsensus have en regulerende, manipulerende og undertrykkende virkning, som fratager individer, grupper, fællesskaber muligheden for at komme til udtryk. Det er naturligvis en groft forenklet udlægning. Men pointen er, at konsensus er et tveægget sværd og uanset om det er den ene, eller den anden, side af sværdet, vi vender opad, vil den forsøge at tale til vores fornuft; Du kan nok se….Du må forstå…. Konsensus opfattes oftest, som det fornuftige, det rigtige. Midlerne til at forsøge at opnå konsensus er mange – fra den åbne og ærlige samtale eller diskussion til skjulte og usynlige dagsordner. I forsøget på at opnå konsensus, kan magten og dens mange ansigter dukke op  – som en subtil og/eller en rå magt. Er vi enige? Er ikke nødvendigvis et spørgsmål, men en forventning, det har konsekvenser at svare nej til.

Flaskesamler?

Der er konsensus om, at alle unge bør tage en ungdomsuddannelse. Det er en norm, som langt størstedelen følger – det giver et godt afsæt, skaber muligheder og derfor giver det mening. Konsensusfortællingen er altså; det er rigtigt at tage en ungdomsuddannelse. De fleste af os kan, uden betænkningstid, tilslutte os den fortælling. Men konsensusfortællinger tager ikke højde for individets indre virkelighed. Lad mig komme med et eksempel. Et ungt menneske, der af forskellige årsager, ikke umiddelbart, kunne se sig selv i en ungdomsuddannelse, fik af sin vejleder udlagt det således: ”Du kan selvfølgelig lade være at tage en ungdomsuddannelse og blive sådan en, der samler flasker”. Efterfølgende smilte vejlederen lidt af sin egen ironiske bemærkning og den unge forlod samtalen med følgende spørgsmål: Er jeg forkert? – og de følelser, der følger i kølvandet på den tvivl.

Nytteværdi

Vi vil alle gerne være okay, nogenlunde ”rigtige” og samtidig være og blive os selv. Ph.d. teolog og forfatter, Christian Hjortkjær skriver – henvendt direkte til de unge – i hans bog; Utilstrækkelig (Klim 2020) ”…mange af jer har et liv, der er fyldt med både skam og angst. Og der bliver flere og flere af jer…Den grundfølelse vi bakser med i dag er simpelthen en anden. Det er ikke en skyldfølelse, men en utilstrækkelighedsfølelse. Imens de unge (måske) kæmper med følelser af skam og utilstrækkelighed, kæmper vi andre (måske) med en grundangst for at ende som overflødige i forståelsen, at menneskets betydning afhænger af dets nytteværdi – som den tysk/bulgarske forfatter; Ilija Trojanow kritisk udlægger det i hans analyse i essayet; Det overflødige menneske. (Tiderne skifter 2014) En ubevidst grundangst, der driver os ud i positioner, hvorfra vi forsøger at legalisere vores egen nytteværdi, af frygt for at ende som en af dem, de overflødige. Men vi narrer os selv, for vi kan ikke skille os af med vores egen sårbarhed. Vi er dem og de er os.

Hvor lander katastrofen?

Lykkedes det mon vejlederen at få nok unge, i gang med en ungdomsuddannelse, i forhold til de lokale og nationale målsætninger? Har de tal – som vi konstant måles på, som udstilles og som taler direkte ind i konsensusfortællingen – mon en indvirkning, der kan aktivere en ubevidst grundangst i os. Slår jeg til eller kan jeg ende som en af dem, de overflødige? Kan denne nyttetænkning snige sig ind hos os og få os til at glemme den vigtigste forudsætning –  i arbejdet med mennesker – at være oprigtig interesseret i den andens indre virkelighed, forsøge at forstå den andens perspektiv, uden at dømme?

Virkeligheden kan bestå af mange usynlige og ubevidste strømninger. Der er ikke noget at sige til, at vejlederen, og alle vi andre, indimellem farer vild. Men det gør ikke katastrofen mindre – for det barn, den unge, den voksne – som ikke bliver mødt i hans eller hendes indre virkelighed, men af en subtil magt, der kan sætte sig som opfattelser af forkerthed, utilstrækkelighed og skamfuldhed.

Frigørelse gennem øget bevidsthed

Konsensusfortællinger findes i de helt store sammenhænge og i de mindre – også i medarbejdergrupper, ledergrupper og andre fællesskaber, kan opstå selvstændige konsensusfortællinger om de mennesker, vi arbejder med, om os selv som gruppe mv. Der er konstant noget på spil og måske skal vi være mere opmærksomme på, at vi bør søge indsigten, være undersøgende overfor vores egne fortællinger og dagsordner. For, hvordan kan vi styrke individets selvforvaltning, myndighed og frigørelse – hvis vi selv er fanget i ubevidste konsensusfortællinger?

Det er altid meget intenst, når vi på Den nordiske mentoruddannelse arbejder med den del, hvor vi er undersøgende overfor vores egne fortællinger og dagsordner. Det er på den ene side lidt hårdt at møde ”det” i sig selv, på den side er det også fantastisk befriende at opdage og slippe ”det”. Som en deltager, en dygtig ungepædagog spontant udbrød, da hun fik øje på en af hendes ubevidste fortællinger; ”Ej, hvor klamt, sådan gider jeg ikke være”. Frigørelse sker – ikke alene, men også – gennem bevidstgørelse, fordi det giver os adgang til at se, og handle, fra et mere åbent og frit sted i os selv.

Spørg det barn, den unge, den voksne, som har oplevet at blive mødt med oprigtig interesse, blive set og troet på, af en eller flere fagprofessionelle, omsorgspersoner eller andre omkring ham eller hende – hvilken betydning det havde? Vi kender svaret – det betyder alverden, for et menneske.

/Lene