oktober 18, 2020

Luften er kølig. Det er tidligt. De listige og flittige edderkopper har spundet metervis af tråde og samlet dem i diskrete væv. Nu hænger de stærke og skrøbelige på usandsynlige steder. I træer, buske og de efterårstrætte stauder. Mørket er i gang med dets overlevering til dagen, alt imens rødlige, violette og rosa nuancer overlegent spiller en lydløs melodi, et sted på himlen.

I løbet af natten har duggen lagt sig som et fugtigt og gennemsigtigt slør over haven, lunden og landskabet. Skærehaven, den lille dam, det høje græs og frugttræerne. I skovbrynet står de store gyldne løvtræer med deres dybe rødder og fungerer som et bagtæppe, man kan stoppe op ved eller gå ind bag og fortsætte turen i skoven.  De store træer har gennem generationer trofast indtaget deres plads. Lige der. Tunge dråber hænger på det yderste af bladene. Om lidt vil de slippe, forsvinde ind i landskabet og være usynlige for øjet.

Ups!

Tilbage til virkeligheden. Glemte lige planen et øjeblik. Kom med. Lad os følge stien mod skovbrynet, forbi folden og det gamle krogede æbletræ med skovfogedæblerne. Vores fødder bliver sikkert våde af duggen i græsset. Det går nok. Vi glemmer det, når vi lytter til hinanden og til tonerne, der er her på Baronessens sted, Rungstedlund. Forbindelserne og samhørigheden mellem tider, kontinenter og mennesker i Karens Blixens fantastiske fortællinger og hendes modige liv, har samlet sig i en efterklang, som rækker ud og sætter sig. Det er så nuanceret med utallige tråde af forbindelser til fjerne egne af verden, usandsynlige møder mellem mennesker og fortællinger, der væver sig ind i hinanden i et tæt og fint mønster, som ingen kunne forudse, ingen kunne regne ud, på forhånd. Tænk, at livet i virkeligheden kan være en ukontrolleret og utilpasset vildbasse, som end ikke den dygtigste talknuser kan få til at passe ind i en talkolonne.

Hov

Det er da hende, er det ikk´? Jo det er. Det er Babette, der sidder på bænken derhenne under det store bøgetræ. Hun har en ret vild historie, kan jeg godt fortælle dig.

Vi er cirka 150 år tilbage i tiden. Under de blodige uroligheder i forbindelse med Pariserkommunen i 1870-71, flygter Babette fra rædslerne. Med sig har hun tabet af hendes mand og søn. Af mærkværdige veje, ankommer hun udmattet, sorgtynget og angstfuld til en lille norsk fjordby. Byens to elskelige provstedøtre tager imod hende, selvom de har deres betænkeligheder ved den fremmede kvinde. Men søstrene har gode hjerter og de loves, at Babette kan lave mad for dem. Der er dog ikke meget utilpasset vildbasse over provstedøtrene, som har arvet en temmelig fornægtende tilgang til det jordiske livs mange glæder, fra deres afdøde far, den gamle provst. Ud fra dette nydelsesløse princip instrueres Babette i at koge øllebrød og klipfisk, så tarveligt som muligt. Der går ikke lang tid, før provstedøtrene undrer sig over, at Babette evner at få husholdningspengene til at strække langt. Og det endda selvom øllebrøden, klipfiskene og suppen til de trængende er mere nærende. Tiden går og i den lille norske fjordby er Babette den lidt mystiske kvinde med det sydlandske udseende. Hun har et stærkt blik og folkene i den lille by kommer snart til at respektere den fremmede kvinde.

I 14 år koger hun klipfisk og øllebrød og så sker miraklet. Babette vinder den store gevinst på en gammel fransk lotteriseddel. Hun beder søstrene om lov til at lave et fransk festmåltid for dem og deres gæster. Hun forklarer dem, at hun er en stor kunstner og hun selv vil have lov at betale for det hele, med gevinsten. Søstrene skræmmes ved tanken om ødselheden og de historier om, hvad ødselhed kan føre med sig, som de nådesløst er blevet fodret med gennem hele livet. I ugevis knokler Babette for at få fat i de bedste råvarer og forberede festmåltidet. Aftnen kommer, det samme gør gæsterne, der lige som søstrene har en spartansk livsform. Med undtagelse af en enkelt gæst, der kommer ved det svenske hof og kender det franske køkken.  Babette var, som hun havde fortalt, en stor kunstner. Faktisk var hun Paris´s  største madkunster og chefkok på byens bedste restaurant i gastronomiens mekka. Lige indtil hun under de blodige uroligheder mistede alt – undtagen hendes forbindelse og kærlighed til den franske madkunst.

Okay

Jeg ved det godt. Vi har ikke mødt Babette i virkeligheden, ikke engang her i skoven bag Rungstedlund. Nok fordi hun er en litterær figur i Karen Blixens korte, men storslåede fortælling; Babettes gæstebud som jeg netop har serveret nedslag fra. Men måske har mødet med Babette i fortællingen fra fortiden alligevel noget at sige til os, i vores hurtige, kontrollerede og fragmenterede liv. Selvom vi tilsyneladende har mere styr på vores liv end nogensinde før.

Kontrol

I et forsøg på at tæmme livet og erobre den sidste rest af det liv, som endnu ikke er tilpasset talkolonner, har vi uddannet os til life-control-manager. Vores stærkeste våben i erobringen er den smarte telefon, som kan gøre dagens og livets målsætninger op. Har jeg sovet nok? Spist tilpas med kalorier? Hvordan var hastigheden og distancen på løbeturen og nåede jeg de 10.000 skridt i dag? Fik jeg anerkendelse, blev jeg liket? Klarede jeg to-do-listen på jobbet? Fik jeg gjort mine indkøb? Er pakken fra netbutikken på vej? Er renten og aktierne steget eller faldet? Og inden jeg lægger hovedet på puden, må jeg hellere lige tjekke om der er kommet nye mails, beskeder eller bare et par notificationer.

Tal er tilsyneladende de hårde beviser i enhver sammenhæng, derfor gælder de. Vi er blevet veluddannede life-control-manager, der ihærdigt forsøger at styre og kontrollere, hver eneste zone i vores liv. Uden at opdage det, er vi samtidig blevet utrænede i at mærke og fornemme os selv. Vi tæller og kontrollerer uhæmmet. Men, hvor fører det os hen?

Fremmed

Den indre tomhed runger imens vi leder i talkolonner, udenfor os selv, for at finde forklaringen på denne oplevelse af indre tomhed. På vej ind i supermarkedet kigger vi køligt forbi den hjemløses blik, melder hus forbi og skynder os videre. Bange for at møde os selv i den fremmedes blik og opdage, at vi er på vej til at blive privilegerede vagabonder, hjemløse i os selv og uden ægte forbindelser. Forbindelsesløse til det ægte, i den indre og ydre verden, lever vi vores liv i et regneark, der ikke går op. Vi kan flytte på tallene, blive slået ud, men vi bliver aldrig rigtig slået hjem. Så, hvad gør vi?

Forbindelser

Babette mistede alt, undtagen forbindelsen og kærligheden til den franske madkunst. Karen Blixen havde kærlige og passionerede forbindelser til hendes afrikanske farm, litteraturen, naturen og til mennesker på forskellige kontinenter – og hun trådte modigt ind i forbindelserne, som vel blev nervetrådene i hendes enestående liv. Ægte forbindelser til andre mennesker, steder eller større idéer, kan fylde os med mening, glæde, passion og varme. Når altså vi vedstår os de forbindelser, som føles ægte – og ikke forsøger at presse dem ind i en talkolonne.

Måske mente Karen Blixen, når hun sagde; Først og fremmest skal man være modig. Man kan ikke leve uden et stort mod….at vi skal turde lytte og tage de ægte forbindelser på os. Ikke fedte rundt i et regneark, men turde træde ud af kontrol – og komfortzonen og ind i det, der måtte være sandt og rigtigt for os.

Vi ved det jo godt. Det er udenfor kontrollen og tallenes tyranni, vi opdager de ægte forbindelser. For vi er der, når vi i et ukontrolleret øjeblik, smider paraderne, parkerer tallenes logik og uden varsel røres af noget eller nogen. Måske er det et blik, en melodi, en idé, en replik eller bare en dråbe på et blad. Så lille og ubetydelig en oplevelse og alligevel kan vi røres, nærmest inderligt. En fornemmelse af samhørighed med noget eller nogen. En klang, der nænsomt tænder for stemmens melodi. En følelse af noget ægte og meningsfuldt, uden vi nødvendigvis kan definere, forklare eller formulere, hvad det er. Og måske netop derfor, kan det være så svært at stole på ægtheden og berettigelsen?

Stemmen og koret

Babettes stemme var ubegribelig smuk, når hun udtrykte den franske madkunst. Den var så sanselig og klar, at den rørte andre mennesker. Og måske var det, når hendes stemme var ubeskrivelig smuk, at hun følte sig mest hjemme i sig selv. Hun havde taget forbindelsen til idéen, om den franske madkunst, på sig  – og hengav sig generøst til den. Men den franske madkunst var ikke hendes ide, det var en større idé, som generationer, både før og efter, har været forbundet til. Hun var en del af det fællesskab, der var forbundet til den idé. Råvare-producenterne, tjernere, kokke, opvaskere, gæster, restaurantejere var, og er – på tværs af tider, kontinenter og sociale tilhørsforhold – forbundet til lige netop den idé. Og enhver af disse forbindelser og stemmer var, og er, værdifulde i sig selv. Sammen, og hver for sig, har de bidraget til at udfolde den franske madkunsts formål. Ægte forbindelser til de større idéer kan forbinde os og få os til at synge i kor.

På parkeringspladsen

Duggen ligger tungt på denne tid af året. Som jeg havde regnet ud, på forhånd, fik vi våde fødder. Møgirriterende. Men det går nok. Der er større idéer, særlige steder og mennesker, der venter på, at vi forbinder os. Ikke som fedterøve i et regneark, men med det, vi har og dem vi er. Modigt og ægte.

Ved ikke med dig, men jeg glemte helt at tjekke, hvor mange skridt vi har gået på vores tur her på Rungstedlund. Det er egentlig også ligegyldigt, jeg nød turen og dit nærvær – selvom det naturligvis var helt usandsynligt, at vi skulle mødes her. Lige nu.

Lad os holde forbindelsen – og kom godt hjem.

dbh

lene