september 03, 2020

Per bor i fattighuset. Han er 11 år. Ligesom andre drenge – født med de livsvilkår – bliver han sendt ud at tjene. Per får besked på, at han er solgt til storbonden; Bertel Nørgaard. Barndommen er forbi, for Per.

Livet som tyende byder på; for lidt mad, uhumske forhold, alt for meget arbejde, alt for lidt søvn, ingen rettigheder og endeløse ydmygelser. Efter pres fra omverden tillader storbonden; Bertel Nørgaard endelig, at Per kommer i skole.

Aftrykket blev en befrier

Romanen; Vredens børn, som Jeppe Aakjær udgav i 1904 beskriver nådesløst Pers liv som tyende. For mange storbønder, på den tid, var det normen at behandle dem, de tyende med afsæt i en slukket empati, som det er så nemt at gøre, når vi bilder os ind, at der findes; dem og os.

Med romanen trak Aakjær gardinet fra til tyendes usle liv på landet. Han lod læserne kigge ind ad vinduet til denne gruppe af fattigfolk. En virkelighed, som var beskæmmende. Det skabte et voldsomt raseri, hos dem, der (med rette) følte sig ramt. Romanen gav anledning til tusind avisartikler og det siges, at Aakjær ligefrem blev truet på livet.

Romanen satte et aftryk af dimensioner. Det skulle vise sig, at Aakjær, med udgivelsen, slog en mega befrier. Hans befrier var så kraftfuld, at den slog hul på undertrykkende og syge normers usynlige vægge. Et af de konkrete resultater var, at rigsdagen valgte at nedsætte en tyendekommision, som fik til opgave at kigge nærmere på den forældede tyendelov og de vilkår som de havde. En bevægelse mod bedre vilkår og liv, for de tyende, var sat igang.

Men, hvad drev ham?

Aakjær var drevet af social indignation og vrede over den behandling og det menneskesyn, som tyende blev mødt med, da han skrev romanen. Han var forbundet til en vision om bedre livsvilkår for samfundets mest udsatte. Det var det, der drev ham.

Det var ikke jagten på succes, for ham selv. Det var ikke at score formidable salgstal på bogen, der  fik ham til at sætte sig ved skrivebordet og skrive den i øvrigt fremragende roman. Men han satte et meningsfuldt aftryk  og fik succes, Hvis succes altså er at blive kendt og anerkendt indenfor sit område.

Genveje til succes?

Det flyder med online-kurser, bøger, guides og hurtige tricks, der lover dig succes. Og hvem vil ikke gerne have succes med sit arbejdsliv, sit helbred, kærlighedsliv, med hundetræningen eller med lederjobbet?

Det vil langt de fleste af os. Og alligevel er det ligesom aldrig nok. Knap har vi nået at fejre vores succes med hundetræningen og hapset den godbid, vi havde lovet os selv – inden fiaskoen i lederjobbet truer. Når vi trætte og udslidte, efter dagens succesjagt på jobbet, slæber os over dørtrinnet derhjemme, kan vi ovenikøbet konstatere, at parforholdet smager eddikesurt, selvom vi har fulgt rådene; Sådan får du succes med sur-sød sovs. Det er hårdt at ville være en succes. Og det er hårdt at jagte den, dagen lang.

Vink farvel til jagten på succes

Når vi lader os forføre til at jagte succes, fordi vi tror, at det vil fremkalde det gode eller det rigtige liv, snyder vi os selv. Succes for dens egen skyld er et løbsk ego, på evig jagt efter en ny luns. Hvordan det?

Ego´et forsøger, med sine automatiserede og primitive midler, at hjælpe os til at undgå fare. Når vi har udstukket succes som målet, tænder vi potentielt for alarmberedskabet hos ego´et. Fiasko er det modsatte af succes og det skal vi, for alt i verden, undgå. Med ego´et spændt for vognen ender vi derfor, alt for ofte, med at blive frygtstyret.  Det vil forføre os ned ad grimme vildveje. Det vil få os til at please og gi´ andre det, vi tror, de gerne vil ha´, uden skelen til prisen. Det vil få os til at søge andres anerkendelse, uanset, hvad de kræver. Det vil få os til at hævde os  på ulækre måder og måske vil vi endda fryde os, i vores urolige sind, når det går andre skidt – lidt ligesom Bertel Nørgaard, den lede tyran, godtede sig over, at Per ikke måtte komme i skole og han istedet kunne vride endnu mere arbejde ud af drengen. Eller måske vil det forvise os til et mørkt og usselt kammer, hvor vi skamfuldt gemmer os, fordi vi tror, vi ikke er (gode) nok.

Ego´et kan være glubsk og umættelig. Uanset, hvor meget succes, status og anerkendelse vi får, vil det skrige efter mere. Nok er aldrig nok og mere er altid for lidt. Knap har det slugt en portion rå `likes´,  inden det forlanger en ny luns. Af vores integritet.

Ægte og helhjertede intentioner

Aakjær satte et meningsfuldt aftryk med; Vredens børn. Mon ikke det var drenge som Per, der drev og motiverede ham til at sidde de mange timer ved skrivebordet? Mon ikke meningen – at give læseren et indblik ind i de tyendes forfærdelige virkelighed – kom før succes?

På alle områder af vores liv, gælder det, at når målet er at sætte meningsfulde aftryk  i vores eget, eller andres liv, er vi tilbøjelige til at blive modige, risikere noget, være generøse og samtidig være tro mod os selv, vores visioner og drømme. Vi bliver ægte og helhjertet i vores intentioner og det mærkes i vores aftryk.  Det et er netop det, vi kan mærke i Aakjærs udtryk; Vredens børn. Han har noget meningsfuldt på hjertet.

Måske er det tid til at vinke farvel til jagten på succes? Og i stedet finde modet til at sætte det, der giver mening for os, hver især – først. Det kræver mod at stille sig ud i lyset, som det og den man er. Og uanset om et enkelt eller mange mennesker røres, direkte eller indirekte, af de meningsfulde aftryk, du måtte vælge at sætte -så nyd det og nyd den mening, det skaber at turde leve, indefra og ud.

Har du lyst, kan du spørge dig selv;

Hvis succes ikke er et mål og sjælen alligevel ikke tæller `likes´ – hvad er så det mest meningsfulde aftryk, jeg kan drømme om at sætte i verden?  Hvilke visioner føles så meningsfulde, at jeg må forsøge at udfolde dem?

dbh

lene

3+